Annonce
Indland

Flere motorveje får forbud mod overhalende lastbiler

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Overhalingsforbud for lastbiler indføres på større del af motorvejsnettet for at give bedre trafikafvikling.

Nu udvides antallet af motorvejsstrækninger, hvor lastbiler ikke må overhale.

Det oplyser Vejdirektoratet mandag.

I dag er der forbud mod overhalende lastbiler på i alt 230 kilometer motorveje.

Det gælder dele af Østjyske Motorvej, Fynske Motorvej, Sønderjyske Motorvej, Nordjyske Motorvej og Vestmotorvejen.

Nu udvides forbuddet til at omfatte yderligere 270 kilometer.

Dermed vil cirka 500 kilometer være omfattet af overhalingsforbud - det svarer til knap halvdelen af motorvejsnettet.

- En udvidelse af det eksisterende overhalingsforbud kan være med til at skabe mere ro i trafikken. Særligt i de travle morgen- og eftermiddagstimer, siger transportminister Benny Engelbrecht (S) i en pressemeddelelse.

Problemet med overhalende lastbiler er, at det kan skabe hårde opbremsninger for personbiler, der kører bagved.

Det øger risikoen for, at der sker kollisioner mellem bilerne.

Overhalende lastbiler betegnes også som elefantvæddeløb, netop med hentydning til at lastbilerne ikke accelererer så hurtigt.

De første vejstrækninger med overhalingsforbud blev indført i 2011.

Vejdirektoratet kan ikke direkte aflæse en effekt, når man kigger på ulykkesstatistikker eller måler på, om bilisterne kommer hurtigere frem.

- Vi kan ikke registrere en forskel på, om personbiler kommer hurtigere frem, og vi kan heller ikke registrere, om der sker færre uheld.

- Men politiet giver i vores løbende drøftelser udtryk for, at de ser en roligere trafikafvikling med færre opbremsninger og færre kollisioner, siger afdelingsleder Ivar Sande, Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet går nu i gang med at sætte nye skilte med overhalingsforbud op på flere motorvejsstrækninger.

Forbuddet vil være gældende fra det øjeblik, skiltene står langs vejkanten.

Overhalingsforbuddet gælder typisk i myldretiden fra klokken 06 til 09 om morgenen og igen fra klokken 15 til 18 om eftermiddagen.

Det giver bødestraf at trodse forbuddet.

/ritzau/

Annonce
Pressemeddelelse fra Vejdirektoratet
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Nye tegn på jødehad er skændige

I disse dage er det 81 år siden den uhæmmede ondskab blev sluppet løs, da nazisterne og deres medløbere angreb jødiske synagoger, forretninger og hjem. Cirka 600 værgeløse mennesker blev myrdet i perioden mellem den 7. og den 13. november, mens omkring 30.000 blev sendt i koncentrationslejre som optakt til en forfølgelse, der senere blev uendelig meget værre med seks millioner myrdede jøder i den tysk kontrollerede del af Europa. Men en af de sørgeligste og mest tåbelige fordomme, nemlig antisemitismen, lever stadig – også her i Danmark. Således kan Randers Amtsavis berette, hvordan flere end 80 gravsteder på byens jødiske begravelsesplads natten til søndag blev skændet med maling og klistermærker i form af gule davidsstjerner med påskriften ”Jude”. Denne stjerne blev forfølgelsens symbol for ofrene, der var tvunget til at bære tegnet på deres religiøse tilhørsforhold fra 1941 og indtil deres død eller for de få heldiges vedkommende frem til krigens afslutning. Samme afskyelige klistermærke er også blevet placeret på postkassen foran en jødisk families bopæl i Silkeborg. Blandt antisemitismens mange fædre er uvidenhed, fordomme og banal trang til at gøre andre mennesker ondt. For rationelt tænkende mennesker er fænomenet derfor uforståeligt. I Danmark har der levet jøder i hvert fald siden 1600-tallet og måske endnu længere tilbage. Siden 1814 har jøderne haft nøjagtig de samme rettigheder som alle deres øvrige danske landsmænd og er en fuldt integreret del af vores fælles fædreland. Naturligvis har jødiske danskere ydet enorme bidrag til dansk kultur, videnskab og økonomi. Men reelt er der ingen grund til specielt at fremhæve den dansk-jødiske histories stjerner. Vores indbyggere med jødisk baggrund bidrager uanset deres position til vores samfund ganske som alle andre danskere. Og uanset religiøs baggrund har alle danskere ret til et liv i frihed og tryghed. Disse fornyede tegn på jødehad er ganske enkelt skændige.

Annonce