Annonce
Danmark

Flere pædagoger afgørende for SF's finanslovsdeltagelse

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Regeringens støtteparti SF får svært ved at deltage i en kommende finanslov uden penge til flere pædagoger.

SF's formand, Pia Olsen Dyhr, siger til Berlingske, at arbejdet for minimumsnormeringer i daginstitutioner er afgørende for, om partiet kan være end del af regeringens kommende finanslov.

Mere specifikt vil SF ifølge Berlingske have, at normeringer begynder at blive indfaset allerede i 2020 og en plan for, hvordan de kan være fuldt indfaset i 2025.

- Det her skal være børnenes finanslov. Derfor har vi valgt at gøre det her til vores hovedkrav, som bliver så afgørende, at jeg ikke kan se os deltage i finansloven, hvis vi ikke får det, siger Pia Olsen Dyhr til avisen.

Minimumsnormeringer har været et springende punkt for SF gennem hele valgkampen og i den efterfølgende regeringsdannelse.

Den endelige aftale, der gjorde det muligt for SF, Enhedslisten og Radikale at pege på Socialdemokratiets Mette Frederiksen som statsminister, beskriver minimumsnormeringer.

Men ikke at de, som SF ønsker, skal være på maksimalt tre børn per voksen i vuggestuer og maksimalt seks børn per voksen i børnehaver.

Forståelsespapiret, som aftalen bliver kaldt, skriver, at "en ny regering vil":

- Fremlægge en ambitiøs børneplan. Målet skal være at forbedre forholdene for børn og personale i daginstitutioner gennem en langsigtet investeringsplan frem mod 2025, der sammentænker normeringer, uddannelse, kvalitet og ledelse og som indeholder, at der:

- Indføres lovbundne minimumsnormeringer der implementeres i perioden frem mod 2025, således at de er fuldt indfasede i 2025.

Mette Frederiksen (S) har italesat sig selv som børnenes statsminister, og Pia Olsen Dyhr tror da også, at regeringen kan finde de milliarder, minimumsnormeringer vil koste.

- Jeg tror, vi kan enes om det her. Men når nu der ikke er en konkret model i forståelsespapiret, er vi nødt til at tage slagsmålet. Og så er det, som SF's Aksel Larsen sagde:

- Når man kommer til forhandlinger, er det fint at have en revolver med. Men det er også fint at lade den blive i lommen, siger SF's formand til Berlingske.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Stor ståhej for ingen krænkelse

Det er fastelavnstid og dermed højsæson for det at klæde sig ud, og hvis du tror, at det er sjov og ballade, har du sovet i timen. Udklædning tager man ikke let på i dag. Der er vildt mange hensyn, der skal tages. En god udklædning skal ikke bare være flot, sjov, vellignende eller godt tænkt. Den skal være politisk korrekt. Ve dig, hvis du begår en fejl. TV2-vært Mette Helena Rasmussen, mest kendt fra programmet Nybyggerne, tog et muslimsk tørklæde på og lagde et billede af sig selv på Instagram. Klar til fest. Så stod hun ellers for skud. Som var hun selve tønden til en fastelavnsfest, haglede slagene ned over hende. Hun blev kaldt racist. Hun blev kaldt dum. Hun skyndte sig at undskylde. Det er den typiske reaktion i sådanne sager. En hurtig undskyldning. Det var også sådan Canadas premierminister, Justin Trudeau, i efteråret, krisehåndterede, da et gammelt billede fra en udklædningsfest i 2001 dukkede op. Det viste ham som Aladdin med ansigtet malet brunt. Undskyld. Undskyld. At man tyr til undskyldning og tilbagetog, når uvejret rejser sig, er forståeligt. Kritikken er ofte overvældende, og stemplet Racist er voldsomt. Det ville dog være befriende om nogen turde møde larmen med et: Ti dog stille. Det er så uhyre let at blive krænket, og mange lever tilsyneladende deres digitale liv i en evig på jagt på sager, der kan stimulere raseriet, og det var lige præcis en sådan gruppe tapre netsoldater, som for i flint i kommentarsporet, da Mette Helena Rasmussen havde lagt sit billede på nettet. Programmet ”Kulturen på P1” undersøgte sagen, talte med en række muslimske kvinder – ikke en var provokeret eller krænket. Alle var derimod forbløffede over hele affæren. Det vil tynde så dejligt ud i krænkelsesdebatterne, hvis vi hver især nøjes med at blive krænket på egne vegne. Føler vi os alligevel draget til at tage en minoritet i forsvar, det behov kan opstå, vil det klæde engagementet, om vi sikrer os, at vores hjælp og indsats faktisk er efterspurgt af dem, vi har tænkt os at agere talsmænd for. Og er den ikke det: Så ti dog stille.

Annonce