Annonce
Danmark

Flere partier vil granske Rigspolitiets opkald til minkavlere

Rigspolitichef Thorkild Fogde har beklaget forløbet. (Arkivfoto). Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Det er fuldstændig uholdbart, hvis man ikke kan stole på politiet, lyder det fra flere partier.

Annonce

Det skal undersøges til bunds, hvordan det kunne ske, at politibetjente var instrueret i at ringe til minkavlere med raske dyr og presse på for at få dem til at aflive dem, selv om lovgrundlaget ikke var på plads.

Det selv om Rigspolitiet ifølge en redegørelse fra Miljø- og Fødevareministeriet om sagen var orienteret om, at der manglede lovhjemmel for aflivningerne.

Flere politikere vil nu have gået Rigspolitiets rolle efter i sømmene, og de blå partier og De Radikale vil derfor indkalde justitsminister Nick Hækkerup (S) i samråd.

De radikales retsordfører, Kristian Hegaard, kalder det en "kæmpe skandale".

- Fra barnsben har vi lært, at når politiet siger noget, så skal man rette sig efter det. Her har de lavet en ulovlig handling, som de endda vidste, var ulovlig, inden de gjorde det.

- Det er stærkt problematisk. Det er kun i en politistat, at politiet kan lave sin egne regler, siger han.

Først efter samrådet med justitsministeren vil han og flere andre ordførere komme med bud på, hvad konsekvenserne skal være for Rigspolitiets ledelse.

Retsordførere fra Venstre og Dansk Folkeparti mener, at ansvaret i sidste ende ligger hos justitsministeren, som har det øverste ansvar for politiet.

- Nick Hækkerup må forklare, hvordan det her kan lade sig gøre. Hvem der har givet hvilke ordrer, og hvordan forløbet har set ud, siger retsordfører Peter Skaarup (DF).

Også Venstres Inger Støjberg har en stribe spørgsmål til ministeren.

- Vi skal have undersøgt det her til bunds, fordi det er fuldstændigt uholdbart, hvis man ikke kan stole på politiet. I sidste ende peger pilen på justitsministeren, siger hun.

Partierne i blå blok vil have nedsat en kommission, der indebærer afhøringer under vidneansvar, til at komme til bunds i hele forløbet om aflivning af mink og nu også politiets rolle. Men det kræver politisk flertal.

Rød blok vil have med en advokatundersøgelse.

Enhedslistens retsordfører, Rosa Lund, vil have Rigspolitiets rolle i sagen med i advokatundersøgelsen.

Rigspolitichef Thorkild Fogde har i en pressemeddelelse beklaget sagen.

/ritzau/

Minkavlere har aflivet millioner af dyr af frygt for den smitsomme coronavirus. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Jesper Petersen bliver ny statsrevisor

Danmark For abonnenter

Bulldozere og billigere færgebilletter året rundt: Sådan vil Venstre hjælpe landdistrikterne

Annonce