Annonce
Sønderborg

Flere tusinder tog en slentretur til street food og sejlbåde

Nørrebro ved havnen i Sønderborg blev til et Street Food Marked i anledning af, at deltagere til kapsejladsen Classic Week lagde til i byen. Foto: Kim Holm
Sig ordet ”Street Food”, og folk står i kø, før boderne åbner. Læg dertil smagen af vaffelis, lyden af motorsav og udsigten til sol, vand og sejlskibe. Det er opskriften på menneskemylder i Sønderborg.

Sønderborg: Hele weekenden har der været leben op og ned af Sønder Havnegade i Sønderborg, som søndag eftermiddag og aften kulminerede med flere tusinde mennesker. De kom for at se på flotte træskibe og sejlbåde og måske også for et måltid, en is og en kold fadøl.

- Vi var aktive i går. I dag tager vi en afslappede dag, hvor vi ser på både, forklarede Trine og Belinda Beck, mor og datter fra Egernsund, som slog sig ned midt i mylderet for at nyde udsigten til sejlskibe, der stævnede til kaj.

Hvis de ellers var blevet siddende længe nok, kunne de have talt til 176. Så mange sejlbåde deltager nemlig i Classic Week, en tysk kapsejlads for både bygget efter tegninger fra før 1970.

Annonce
Flere tusinde lod sig friste. Også dette par. Foto: Kim Holm

Natteløb

Classic Week varer hele ni døgn, hvor bådene lægger til kaj i først Sønderborg, dernæst Kappeln og Eckernførde for at slutte i Laboe ved Kiel. Der dystes i kapsejlads om dagen, men hygges i havn om aftenen.

Ikke alle deltagere går dog lige meget op i konkurrencerne:

- Vi deltog i den første konkurrence, der var et natløb. Det tog fem timer, så vi valgte at blive i havn lørdag for at sove ud, fortæller søstrene Sofie og Marie Lehmann, som var tilmeldt sejladsen sammen med deres forældre Dirk og Birgitte Lehmann.

Siddende i båden nød den tyske familie fra Kappeln solen og vandet lige så meget som alle de gående på havnepromenaden.

- Vi sejler tit til Sønderborg. Det er sådan en flot by, synes familien.

Joller blev på land

Det er første gang, Classic Week gæster Sønderborg. Den finder sted hver fjerde år.

Da arrangørerne under planlægning af Classic Week henvendte sig til Sønderborg Kommune for at høre, om det var muligt at booke restaurant til 517 deltagere, kom Sønderborg Kommune på ideen at opfordre egnens restauratører at servere street food.

- Det ville jo også være en gevinst for turister og folk i Sønderborg, som fik lyst til at kigge forbi, forklarede Ulla Hermann, kultur- og fritidskonsulent i Sønderborg Kommune.

Kultur- og fritidsforvaltningen skønnede, at Classic Week nok ville trække 1500-2000 nysgerrige. Søndag kl. 15 så det for længst ud til at være opfyldt, for da var også træskulpturfestivalen Wood Sculpture ved Sønderborg Slot åbnet.

I menneskemylderet stod en gruppe KFUM-spejdere, deriblandt Jørgen Aaskov fra Dybbøl-gruppen, ivrig efter at få andre i tale:

- Vi forsøger at rejse en gruppe af sejlende spejdere. Vi har netop fået uddannet 15 unge som skippere, fortalte han.

KFUM-spejderne deltog med to såkaldte Meginjoller, som dog forblev på land, hvilket måske var godt det samme. For lørdag afvikledes også sejladsen Als Rundt, så der har været trængsel i farvandene omkring Als i weekenden.

Sofie, Marie og Birgitte Lehmann valgte en afslappende dag i havn, mens de andre deltagere i Classic Week kappedes ude på havet. Dirk Lehmann fik en tiltrængt lur. Foto: Kim Holm
Annonce
Forsiden netop nu
Vejen

Vejen Kommune vinder vigtigt slag om Skovgårdsvej: Har handlet efter bogen

Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Aabenraa

Kæmpe narkofangster ved grænsen

Annonce