Annonce
Sydjylland

Flere unge i behandling: Gratis psykologhjælp gælder nu også de 21-årige

Siden juli 2018 har det været muligt for unge i alderen 18-20 at få gratis psykologhjælp for angst og depression. Nu gælder ordningen også de 21-årige. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
En ny overenskomst mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) og Dansk Psykolog Forening gør det muligt for landets 21-årige at få gratis psykologbehandling. Ordningen har været så populær blandt de 18-20-årige, at den overskred sit budget med 9,5 millioner kroner i de første 13 måneder.

Regionalt: Nu mister unge mennesker ikke længere muligheden for gratis psykologhjælp, når de fylder 21 år. Det er resultatet af en ny overenskomst mellem regionerne og Dansk Psykolog Forening, som trådte i kraft den 1. oktober.

Siden juli 2018 har det været muligt for unge mellem 18 og 20 år at få vederlagsfri psykologhjælp af regionen med en henvisning fra lægen. Det er en forsøgsordning, som Danske Regioner fører frem til 2022, der skal være til gavn for så mange unge med psykiske problemer som muligt.

- Alt for mange unge døjer desværre med mistrivsel og mentale problemer. Det er helt afgørende, at vi hjælper dem inden problemerne udvikler sig til alvorlig psykisk sygdom. Og tallene taler jo sit tydelige sprog: rigtig mange unge har glæde af gratis psykologhjælp, fortæller Formanden for Danske Regioners psykiatri- og sundhedsudvalg, Sophie Hæstorp Andersen (S).

Alene i Region Syddanmark har 889 unge mennesker benyttet sig af den gratis behandling. I forsøgsordningen første 13 måneder var der budgetteret 12 millioner kroner til behandlingen af de unge. Budgettet blev sat på baggrund af de eksisterende antal unge i behandling. Der blev altså ikke taget højde for, hvor mange, der ville drage nytte af en omkostningsfri behandling.

- I stedet for de 12 millioner, blev der brugt 21,5 millioner kroner på ordningen, hvilket svarer til et merforbrug på 80 procent. Ordningen er finansieret gennem satspuljemidlerne, og dem kommer der ikke flere af. Danske Regioner vil derfor været nødsaget til at standse forsøgsordningen før tid, hvis pengene slipper op.

- Derfor må økonomien heller ikke sætte en stopper for hjælpen til de unge, og jeg forventer, at folketinget er klar med de nødvendige midler til at fortsætte og udvide indsatsen. På samme måde er det vigtigt, at forebyggende tiltag som gratis psykologhjælp bliver tænkt ind som en vigtig del af den kommende tiårsplan for psykiatrien, siger Sophie Hæstorp Andersen.

Med inkluderingen af de 21-årige i ordningen er der intet, der tyder på, at færre unge vil drage brug af den gratis psykologhjælp.

Annonce

Gratis psykologhjælp for unge mellem 18-21 år

  • Danske Regioner og Dansk Psykolog Forening iværksatte en forsøgsordning om gratis psykologhjælp til unge fra alderen 18 til og med 20 år, der trådte i kraft den 1. juli 2018.
  • Det kræver indtil videre en lægehenvisning at benytte ordningen.
  • Førhen skulle de unge betale 40 procent af behandlingen, mens sygesikringen betalte resten.
  • I perioden 1. juli 2018 til 1. august 2019 har 3.820 unge mennesker benyttet sig af ordningen. 889 var fra Region Syddanmark.
  • Fra 1. oktober 2019 gælder ordningen også de unge i alderen 21 år.
  • Forsøgsordningen løber frem til 31. december 2021.
  • Kilde: Danske Regioner og Dansk Psykolog Forening

Unge på briksen

Udsigten til, at flere unge mennesker finder vej til psykologens briks, er ikke noget, der huer regionsrådsmedlem Marianne Mørk Mathiesen (løsgænger), der sidder i udvalget for det nære sundhedsvæsen i Region Syddanmark:

- Jeg vil hellere bruge penge på at finde ud af, hvorfor vi har så mange sårbare unge i landet. Vi taler meget om de unge mennesker i mistrivsel, men vi ved faktisk ikke, hvad det handler om. Hvis vi har en masse ensomme unge, så har vi et samfundsproblem, som vi skal gøre noget ved. Så vil psykologhjælp ikke nytte noget - så skal vi ændre vores adfærd.

Hendes kollega i udvalget, Gitte Frederiksen (V), ser anderledes på tingene:

- Jeg er meget positivt stemt overfor, at det bliver nemmere for unge mennesker at få behandling. Vi ser desværre flere unge, der ikke kan overskue en uddannelse og en stigende hjemløshed blandt unge. Så det, at man udvider ordningen, gør, at vi kan beholde kontakten længere med de her unge, så de ikke falder ud af systemet.

Den nye overenskomst fjerner også en anden aldersgrænse, som har hindret personer over 38 år i at få tilskud på psykologbehandlinger af angst og OCD. Nu kan alle aldersgrupper få tilskuddet.

Antal unge i behandling

  • I de første seks måneder af forsøgsordningen har 1.933 unge mennesker modtaget gratis psykologhjælp. De har til sammen fået betalt 8.543 ydelser gennem ordningen, hvilket svarer til, at hver ung person i gennemsnit har fået fire behandlinger betalt.
  • De seneste syv måneder af 2019 har 3.025 unge modtaget 16.066 behandlinger gennem ordningen, hvilket er en stigning i antallet af ydelser på 88 procent i forhold til forsøgsordningens første halvår.
  • Kilde: Danske Regioner
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Digte fra voldsmanden: Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl?

JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELV OM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT. Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl fra Yahya Hassan, der fra sin tidsubestemte psykiatriske anbringelse sender "Yahya Hassan 2" på gaden? Anmelderne på dagbladsredaktionerne i København er ikke i tvivl. Stjernerne vælter ned over lyrikeren. "En overrumplende karakterfuld og kanongod bog", mener eksempelvis anmelderen i Weekendavisen, der brugte hele sin forside på et interview med digteren, som chefredaktør Martin Krasnik i sagens anledning personligt udførte. Andre uden for den kulturelle indercirkel er uenige i, at den dømte voldsforbryder er en befriende stemme fra den kulturelt så berigende ghetto. Den tidligere krimireporter på Ekstra-Bladet, Dan Bjerregaard, siger til journalisten.dk, at Hassan har "chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det meget nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv." Og det mener Bjerregaard, medierne gør ved at lade Hassan fylde så meget, og at danskerne gør, hvis de køber hans "banale børnerim". At medier beskæftiger sig med værk nummer to fra en skribent, hvis første bog for seks år siden solgte over 100.000, er kun naturligt. Så lader man sig nok let rive med, men det er altså ikke i sig selv en adgangsbillet til omtale og hyldest, at man er af anden etnisk afstamning, opvokset i en ghetto, notorisk voldsforbryder og indsat på retspsykiatrisk afdeling. Produktet må være det afgørende. Der er kun én konklusion: Danskerne må vurdere, om det er stor kunst eller ubehjælpsomt ævl, så vi slutter med endnu et citat fra den nye "karakterfulde og kanongode bog": "JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED". Versalerne er forfatterens valg.

Annonce