Annonce
Kolding

Flere unge i Kolding vil have en erhvervsuddannelse

En større andel af de unge i Kolding har i år søgt ind på en erhvervsuddannelse end sidste år. Arkivfoto: Ludvig Dittmann
Andelen af unge i Kolding, der søger ind på en erhvervsuddannelse, er i år steget. Det glæder politikere.
Annonce

Kolding: De mange opfordringer til de unge om i højere grad at søge ind på en erhvervsuddannelse efter grundskolen ser i år ud til at være sivet ind hos de unge i Kolding.

Nye tal for, hvilke ungdomsuddannelser de unge har søgt ind på efter 9. og 10. klasse viser, at 3,9 procentpoint flere af de unge end sidste år foretrækker at tage en erhvervsuddannelse. Det oplyser Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

Sidste år var det 17,6 procent af de unge, der søgte en erhvervsuddannelse, mens det i år gælder for 21,5 procent af de unge. i disse tal indgår ikke de unge, der er på efterskole i dette skoleår. Tallene for de elever kommer først senere.

Formanden for arbejdsmarkedsudvalget, Poul Erik Jensen (S), glæder sig over udviklingen.

- Virksomhederne i Kolding efterspørger flere dygtige faglærte, og vi arbejder målrettet på, at flere unge skal vælge den vej. Der er så mange gode muligheder i livet som faglært. Derfor er det meget glædeligt, at flere unge i folkeskolerne nu søger mod erhvervsuddannelserne. Men vi er ikke i mål endnu, siger Poul Erik Jensen i pressemeddelelsen.

Dermed hentyder han til, at arbejdsmarkedsudvalget og børne- og uddannelsesudvalget i Kolding sidste år vedtog en målsætning om, at 30 procent af de unge skal søge en erhvervsuddannelse efter grundskolen.

Også Kristina Jørgensen (DF), der er formand for børne- og uddannelsesudvalget, er godt tilfreds med, at udviklingen går i den retning, politikerne ønsker.

- Det er rigtig positivt at se, at flere unge i Koldings folkeskoler nu kigger mod erhvervsuddannelserne. Det er godt for de unge, og det er godt for virksomhederne. Både folkeskolerne og Ungecentret gør en stor indsats for, at de unge får øjnene op for erhvervsuddannelserne, siger hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Haderslev

Beruset 18-årig i solouheld

Annonce