Annonce
Indland

Flere unge tager bilen og dropper bus og cykel

Jonas Skovbjerg Fogh/Ritzau Scanpix
Unge fravælger i stort tal cyklen og den kollektiv trafik for at køre i bil, viser analyse fra regionerne.

På mange gymnasier og universiteter er det nærmest umuligt at finde en parkeringsplads, fordi de unge studerende i stigende grad tager bilen i stedet for bussen, cyklen eller at gå, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten søndag.

På tre år er brugen af personbil blandt de 16-24-årige steget med 14,7 procent. For befolkningen som helhed er der sket et lille fald.

Samtidig er de unges brug af kollektiv trafik gået ned med 9,1 procent, brugen af cykel med 15,1 procent, og det at gå er faldet med 12,6 procent.

Det viser en analyse fra Danske Regioner baseret på de seneste tal fra Transportvaneundersøgelsen fra DTU.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) beklager udviklingen:

- Transportvaner bliver skabt i den unge alder, og vi vil gerne have et samfund, hvor man vælger den kollektive trafik og cyklen til. Derfor vil jeg se på, hvordan vi kan sikre bedre og billigere kollektiv transport til de unge.

Ifølge trafikforsker Harry Lahrmann fra Aalborg Universitet hænger udviklingen sammen med den lave benzinpris, og at prisen på bilerne er faldet. Samtidig er det blevet dyrere at rejse med den kollektive trafik.

Professor Mogens Fosgerau fra Københavns Universitet peger på både fordele og ulemper:

- Det er skidt for klimaet og for trængslen på vejene, at de unge kører mere i bil, og det er dårligt for helbredet, at de cykler og går mindre. Til gengæld giver det større frihed og større udfoldelsesmuligheder, når de skal vælge uddannelse eller arbejde.

Hos regionerne, der driver de regionale trafikselskaber, som står for over halvdelen af den kollektive trafik, er næstformand Ulla Astman (S) bekymret.

Hun vil gøre det billigere at rejse kollektivt for at lokke flere unge over i busser og tog.

- Udviklingen er problematisk ikke mindst i forhold til klimabelastningen, siger Ulla Astman til Jyllands-Posten.

Hun vil bruge hovedparten af de knap 100 millioner kroner, som i 2020 er afsat på finansloven til at sænke billetpriserne, på at gøre det billigere at rejse for de unge.

/ritzau/

Artikel på Jyllands-posten
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

Formand for menighedsråd trækker sig i protest over biskop: Det vil jeg ikke være med til

Annonce