Erhvervsrejser: Danskere, der trodser myndighedernes anbefalinger og rejser til varmere himmelstrøg i særligt Dubai, har vakt skarp kritik i en tid, hvor stribevis af smitsomme mutationer af coronavirussen truer.
Det betyder nu, at skruen strammes for indrejserende. Hvis du rejser ud på trods af, at hele verden i øjeblikket er i rød, mener et flertal i Folketinget, at der skal være et krav om isolation og test ved hjemkomst til Danmark. Ellers venter der en bøde på 3500 kroner, oplyser Justitsminister Nick Hækkerup (S) tirsdag i en pressemeddelelse.
Regeringen vil torsdag på baggrund af forhandlinger med de øvrige partier fremsætte et hastelovforslag. Det indebærer et krav om, at alle indrejsende fra udlandet skal lade sig teste og gå i isolation i 10 dage. Det gælder også for danske statsborgere.
Sådan er reglerne for indrejse i Danmark
- Foreløbigt til og med 7. februar er rejsevejledningen for hele verden skærpet fra at have været orange (alle unødvendige rejser frarådes) til rød. Det vil sige, at alle rejser til hele verden lige nu frarådes.
- Hvis du kommer hjem til Danmark fra en rejse, opfordres du til at tage en kviktest umiddelbart ved ankomst til Danmark.
- Samtidigt opfordres du kraftigt til at selvisolere dig i 10 dage, som kan afbrydes af et negativt svar på en PCR-test, som er foretaget tidligst på fjerdedagen efter indrejse.
- Anbefalingen om isolation forventes at blive til et krav i løbet af næste uge, når behandlingen af det hastelovforslag, Regeringen fremsætter torsdag, er færdig.
Isolationen kan dog ifølge forslaget afkortes med en negativ pcr-test tidligst fire dage efter indrejse. Derudover lægges der op til lempelser af kravene for grænsependlere og visse personer, der hyppigt krydser grænsen som en del af deres arbejde.
Bekymret for test
Det vækker lettelse hos Dansk Industri, som i den seneste tid har presset hårdt på for, at karantænekravet slet ikke skal gælde erhvervsrejsende. Ifølge erhvervsorganisationen kan det nemlig koste dyrt for virksomheder, der er afhængige af at sende arbejdskraft ud og ind af landet.
Ifølge forslaget skal erhvervsrejsende fra udlandet eller Danmark også i isolation. Men de må i særlige tilfælde godt arbejde i isolationsperioden, hvis fysisk tilstedeværelse er påkrævet, forklarer Michael Svane, branchedirektør i Dansk Industri, som selv har siddet med ved forhandlingsbordet de seneste dage.
- Men så snart de er færdige med arbejdet, gælder isolationskravet, så de skal tage direkte hjem i karantæne på hotellet, sommerhuset, eller hvor de nu opholder sig, siger han.
Lovforslaget er ifølge Michael Svane bedre end det frygtede udgangspunkt, som lagde op til ens krav for personer, der hjemvender fra en solferie og en erhvervsrejse. Branchedirektøren mener dog stadig, at der er grund til bekymring på virksomhedernes vegne. Han peger på, at det særligt kan blive problematisk, hvis der ikke er nok kapacitet til at foretage de test, der kan løsne en fra isolationen.
- Det er helt afgørende, at man ikke skal vente i halve og hele dage for at få en test. Det er jo ligegyldigt, at medarbejdere kan frigøres på fjerdedagen med en negativ test, hvis svaret ikke er klar endnu, siger Michael Svane.
Chauffører ikke undtaget
Dansk Industri mener, at det kan ramme en bred vifte af brancher, at det, der hidtil har været anbefalinger, nu bliver til krav.
- Men det er nok på transportsiden, der jo særligt er dominerende i Syd- og Sønderjylland, at vi er mest bekymret, siger Michael Svane.
Han har kæmpet for, at eksempelvis chauffører skal fritages for isolations- og testkrav ved indrejse. Men det er ikke blevet en del af hastelovforslaget.
- Der bliver stillet flere og flere krav til transportbranchen både herhjemme og i de omkringliggende lande, så bekymringen er, at forsyningskæderne sander til, siger han.
Michael Svane har fuld forståelse for, at myndighederne er nødt til gøre noget for at holde nye mutationer af coronavirus ude af Danmark. Men han understreger, at de skærpede regler er endnu et benspænd for et allerede trængt erhvervsliv.
- Det er jo ikke kun de danske regler, der rammer dem. Når de rejser ud for at arbejde, bliver de også mødt af skrappere og skrappere regler i alt fra Holland til Tyskland og Norge. Vi har forståelse for, at det er vigtigt at gøre noget, men det er også vigtigt at sikre erhvervslivets mobilitet, siger han.
Derfor understreger Michael Svane også vigtigheden af, at rejserestriktionerne får en udløbsdato.
- De skal ikke gælde én dag mere end nødvendigt.
Michael Svane, Branchedirektør, Dansk IndustriMen det er nok på transportsiden, der jo særligt er dominerende i Syd- og Sønderjylland, at vi er mest bekymret