Annonce
Indland

Flest stemte i Allerød mens Lolland ligger helt i bunden

Bjarke Maccarthy/Socialdemokrati/Ritzau Scanpix
Nordsjællandske kommuner topper listen over stemmeprocenten ved EP-valg, mens Lolland Kommune ligger nederst.

Vælgerne i Allerød Kommune var de mest flittige til at bruge deres stemmeret, da der søndag var valg til Europa-Parlamentsvalget. Her satte 78,54 procent deres kryds.

Ruderdal Kommune, som ligger i samme valgkreds, ligger lige efter med en stemmeprocent på 78,42 procent.

I den anden ende af skalaen ligger Lolland Kommune, hvor kun 54,86 procent stemte ved valget.

Ligesom resten af landet havde begge kommuner dog en fremgang i antallet af stemmer.

I Rudersdalkredsen, som Allerød og Rudersdal Kommune ligger i, var der 2401 flere, som fandt vej til stemmeboksen, sammenlignet med EP-valget i 2015. I Lollandkredsen var det 1062.

Trods den lave stemmeprocent glæder borgmesteren i Lolland Kommune, Holger Schou Rasmussen (S), sig over, at stemmeprocenten i kommunen er steget sammen med resten af landet.

- Det er jo de samme mennesker, som bor på Lolland, som i resten af landet, og når flere bliver interesseret i EU, så følger det også med på Lolland, siger han.

Han fortæller, at partiforeningerne på Lolland har forsøgt at skabe opmærksomhed omkring EP-valget på særligt de sociale medier.

- Vi har bare fokuseret på, at der skulle være flere, som stemte den her gang i forhold til sidst, siger han.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Danmark skal hænge sammen

Kan man forestille sig en situation, hvor det offentlige dropper investeringen i vejnettet i dele af landet, så borgerne selv må i gang med asfalteringen? Nej selvsagt ikke. Men faktisk er det nogenlunde en parallel beslutning, vores regering har truffet ved at ikke at afsætte midler til bredbåndspuljen i sit udspil til finanslov. Danmark er på vej til at blive næsten 100 procent digitaliseret. Det rummer mange fordele. Både i dialogen med myndighederne og i privatlivet kan det meste hurtigt og bekvemt ordnes via nettet, der samtidig giver adgang til et uendeligt univers af information og underholdning. Forudsætningen for at være en del af det moderne Danmark er hurtigt, stabilt internet. Imidlertid er det fortsat steder i landet, hvor borgerne ikke har denne mulighed. Hermed er de berørte koblet af en central del af infrastrukturen. Konsekvenserne er logiske. Unge familier vælger landet fra, hvis der ikke er net af tilstrækkelig kvalitet. Man skubber således yderligere på den affolkning, der allerede er sat ind af andre årsager. Kreditinstitutternes uvilje til at yde lån til boligkøb i den knap så tæt befolkede del af landet er i forvejen et problem. Men er der heller ikke netforbindelser af en antagelig kvalitet kan boliger på landet blive usælgelige. Samtidig er det svært at drive virksomhed uden bredbånd. Både det lille mekanikerværksted i landsbyen og den moderne landmand er afhængig af computeren. Ansvaret for netforbindelser kan man ligeså lidt som byggeri af veje eller broer pålægge den enkelte. Et eksempel fra Fyn viser således, at det kan koste privatpersoner op til godt 270.000 kroner at få etableret en individuel forbindelse med fibernet. Naturligvis skal staten være sparsommelig. Men en pulje på 100 millioner kroner er ingen kæmpepost på statens samlede udgifter, der i 2018 var på næsten 700 milliarder kroner. For borgerne kan hurtig adgang til nettet til gengæld gøre en verden til forskel. Danmark skal hænge sammen.

Varde

Købmand berørt over sur smiley: Der var ingen fare for fødevaresikkerheden

Annonce