Annonce
Kolding

Flugt fra folkekirke i Kolding: Rekordmange unge vil konfirmeres i en anden kirke

Kristkirken ligger i Koldings største sogn, men hvor kirken normalt har tre hold konfirmander, er der i år kun et enkelt. Kun syv elever fra Sdr. Vang Skole valgte at blive konfirmeret der. Resten har valgt Brændkjærkirken. Arkivfoto: Maria Tuxen Hedegaard

Årets kommende konfirmander på Sdr. Vang Skole har i år næsten alle fravalgt at blive konfirmeret i deres lokale kirke, Kristkirken. Flertallet skal i stedet konfirmeres i Brændkjærkirken, mens kun syv vil konfirmeres i Kristkirken.

Kolding: Eleverne i 8. klasserne på Sdr. Vang Skole har i år i omfattende grad fravalgt deres lokale folkekirke, når de i løbet af foråret skal konfirmeres.

40 af dem går i stedet til konfirmationsforberedelse og skal også konfirmeres i Brændkjærkirken, mens kun syv elever fra Sdr. Vang Skole skal konfirmeres i Kristkirken, som Sdr. Vang Skole hører under.

Dermed er der i år rekordmange elever, der benytter sig af den ordning, der har eksisteret siden 2014, hvor man første gang oprettede et Sdr. Vang-konfirmationshold i Brændkjærkirken. Siden er mellem 10 og 20 elever fra Sdr. Vang Skole hvert år blevet konfirmeret i Brændkjærkirken, og man har hvert år oprettet et enkelt hold. I år har den store søgning dog betydet, at der er oprettet to hold.

Annonce

Forhistorien

Det første hold for Sdr. Vang-konfirmander i Brændkjærkirken blev oprettet i skoleåret 2014/15. Siden er holdet blevet oprettet hvert år, og i år er der så mange unge fra Sdr. Vang, at der er oprettet to hold.Inden ordningen blev etableret, havde skolebestyrelsen på Sdr. Vang Skole i flere år - på opfordring fra nogle forældre til elever på skolen - arbejdet på at finde en løsning i Brændkjærkirken for de elever, der ikke ville konfirmeres i Kristkirken. Skolebestyrelsen holdt blandt andet møder med provsten.

Ordning fra 2014

Sognepræst i Brændkjærkirken, Ole Pihl, fortæller, at han ikke ved, hvorfor der er så mange fra Kristkirkens sogn, der har valgt Brændkjærkirken netop i år.

- Men jeg oplever, at det for manges vedkommende er et bevidst valg af en anden kirke med en anden profil, siger han.

Forældre og skolebestyrelsesmedlemmer fra Sdr. Vang Skole har tidligere forklaret, at nogle unges fravalg af Kristkirken som konfirmationssted hang sammen med, at alle tre præster dér ikke vil vie fraskilte eller homoseksuelle.

Og præster fra flere kirker i Kolding meldte sidste år ud, at de oplevede et stigende arbejdspres, fordi beboere fra Kristkirkens sogn får foretaget dåb, vielser og begravelser i andre kirker på grund af Kristkirken-præsternes modstand mod vielser af fraskilte og homoseksuelle, og fordi en af præsterne ytrede sig negativt om kvindelige præster.

Shitstorm påvirkede folk

Sognepræst i Kristkirken, Jan Holm Mortensen, fortæller, at han og hans præstekolleger i kirken er "meget, meget kede af", at så mange har fravalgt at blive konfirmeret i kirken i år. Normalt har kirken tre hold konfirmander, men i år var der kun nok til ét hold med 14 unge, der også består af enkelte elever fra andre skoler.

- Det er rigtig skidt, for det er jo en væsentlig del af det, vi gerne vil - at møde de unge mennesker. Og vi er der jo ikke for at pådutte dem vores holdninger, siger Jan Holm Mortensen.

Hvorfor tror du, at der er så mange, der har fravalgt at blive konfirmeret hos jer i år?

- En del forældre har valgt sådan for længe siden. Vi havde forventet, at vi fik et større antal unge, men på grund af den shitstorm, der blev rejst i februar og marts sidste år, var der en del forældre, der rykkede væk. Som jeg har forstået det, væltede den her shitstorm billedet for en del, siger Jan Holm Mortensen.

Negativ eksponering

Hvad mener du med shitstorm?

- Jeg mener den negative eksponering og pressedækning, som kirken fik på blandt andet jeres (JydskeVestkystens, red.) facebookside og andre steder - og blandt andet på grund af Kristina Nilssons (sognepræst i Seest Kirke, red.) klumme i ugeavisen sidste år. Det var - så vidt jeg forstår det - en faktor i at skubbe det hold, vi rent faktisk stod til at få fra Sdr. Vang, over til Brændkjærkirken, siger Jan Holm Mortensen.

Klummen, præsten omtaler, var en kritisk kommentar til det kirkesyn, som præsterne i Kristkirken har.

Får situationen jer til at ændre noget?

- Jeg har ikke indtryk af, at skiftet til andre kirker skyldes vores konkrete undervisning. Den har konfirmanderne været glade for. Vores undervisning har været almindelig klassisk konfirmandundervisning, hvor vi selvfølgelig ikke forsøger at pådutte konfirmanderne bestemte holdninger. Vi oplever, at det er den negative omtale, der flytter noget, og at det er svært at komme til orde med en nuanceret fortælling om os, mener Jan Holm Mortensen.

Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce