Annonce
Indland

Dansk bandemedlem anholdt i Spanien efter vild flugt

Bandemedlem, der flygtede fra psykiatrisk afdeling i november, er anholdt i Barcelona af spansk politi.

24-årige Hemin Dilshad Saleh, der flygtede fra en psykiatrisk afdeling i Slagelse i november, er onsdag blevet anholdt i Barcelona i Spanien.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

- Vi har haft et tæt og intensivt samarbejde med vores kolleger i det nationale politi i Barcelona. Det er det, der har ført til, at det spanske politi har anholdt ham i en lejlighed, siger Knud Hvass, leder af afdelingen for organiseret kriminalitet i Københavns Politi.

Han fortæller, at dansk politi ikke var til stede under anholdelsen.

- Vi har haft nogle efterretninger og indikationer på, at han opholdt sig der, og det er så det, vi har arbejdet videre med sammen med politiet i Barcelona, tilføjer Knud Hvass.

Hemin Dilshad Saleh har været efterlyst internationalt. Befrielsesaktionen på den psykiatriske afdeling fandt sted 19. november sidste år.

Her sad han varetægtsfængslet i surrogat.

Flere personer bistod Dilshad Saleh under flugten. De havde fået adgang til at besøge ham, uden at de blev undersøgt, og de kunne således smugle to pistoler med ind på afdelingen gemt i en kageæske.

Under fangeflugten affyrede fangen og medgerningsmændene skud og tvang personalet til at lukke dem ud fra afdelingen, der er sikret, men indtil videre altså ikke er bemandet af betjente.

- Anholdelsen af den 24-årige skal gerne sende et tydeligt signal om, at man ikke skal føle sig sikker, blot fordi man er flygtet til lunere himmelstrøg, siger Knud Hvass, leder af afdelingen for organiseret kriminalitet i Københavns Politi, i en pressemeddelelse.

Senest er en 17-årig dansk dreng anholdt i Tyskland og udleveret til Danmark. Han er sigtet for medvirken til fangeflugten og sidder nu varetægtsfængslet.

To andre mænd blev i december anholdt i Spanien og udleveret til Danmark. De er også varetægtsfængslet.

I alt er fire personer fængslet i forbindelse med sagen i Danmark.

En femte mand blev løsladt i december, men er stadig sigtet i sagen.

Dilshad Saleh var indlagt på den psykiatriske afdeling, mens han var varetægtsfængslet for et brutalt overfald i en frisørsalon på Nørrebro under bandekonflikten i 2018.

Han beskrives som en ledende skikkelse i bandegrupperingen NNV.

24-årige Dilshad Saleh vil nu blive begæret udleveret til Danmark. Ifølge Knud Hvass vil det formentlig tage 10 til 14 dage.

/ritzau/

Annonce
Pressemeddelelse fra Københavns Politi
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Stor ståhej for ingen krænkelse

Det er fastelavnstid og dermed højsæson for det at klæde sig ud, og hvis du tror, at det er sjov og ballade, har du sovet i timen. Udklædning tager man ikke let på i dag. Der er vildt mange hensyn, der skal tages. En god udklædning skal ikke bare være flot, sjov, vellignende eller godt tænkt. Den skal være politisk korrekt. Ve dig, hvis du begår en fejl. TV2-vært Mette Helena Rasmussen, mest kendt fra programmet Nybyggerne, tog et muslimsk tørklæde på og lagde et billede af sig selv på Instagram. Klar til fest. Så stod hun ellers for skud. Som var hun selve tønden til en fastelavnsfest, haglede slagene ned over hende. Hun blev kaldt racist. Hun blev kaldt dum. Hun skyndte sig at undskylde. Det er den typiske reaktion i sådanne sager. En hurtig undskyldning. Det var også sådan Canadas premierminister, Justin Trudeau, i efteråret, krisehåndterede, da et gammelt billede fra en udklædningsfest i 2001 dukkede op. Det viste ham som Aladdin med ansigtet malet brunt. Undskyld. Undskyld. At man tyr til undskyldning og tilbagetog, når uvejret rejser sig, er forståeligt. Kritikken er ofte overvældende, og stemplet Racist er voldsomt. Det ville dog være befriende om nogen turde møde larmen med et: Ti dog stille. Det er så uhyre let at blive krænket, og mange lever tilsyneladende deres digitale liv i en evig på jagt på sager, der kan stimulere raseriet, og det var lige præcis en sådan gruppe tapre netsoldater, som for i flint i kommentarsporet, da Mette Helena Rasmussen havde lagt sit billede på nettet. Programmet ”Kulturen på P1” undersøgte sagen, talte med en række muslimske kvinder – ikke en var provokeret eller krænket. Alle var derimod forbløffede over hele affæren. Det vil tynde så dejligt ud i krænkelsesdebatterne, hvis vi hver især nøjes med at blive krænket på egne vegne. Føler vi os alligevel draget til at tage en minoritet i forsvar, det behov kan opstå, vil det klæde engagementet, om vi sikrer os, at vores hjælp og indsats faktisk er efterspurgt af dem, vi har tænkt os at agere talsmænd for. Og er den ikke det: Så ti dog stille.

Annonce