Annonce
Udland

Flyselskab måler hjernebølger og jetlag på 19 timer lang tur

Stephen Coates/Reuters
For første gang nogensinde flyver et kommercielt luftfartsselskab fredag direkte fra New York til Sydney.

Der venter piloter og passagerer en 19 timer lang flyrejse, når det australske luftfartsselskab Qantas fredag tager hul på en historisk flyrejse.

Turen går uden stop fra den amerikanske storby New York til storbyen Sydney i Australien. Det er første gang, at et kommercielt luftfartsselskab flyver direkte mellem de to metropoler.

Flyet letter i New York fredag og ventes at lande i Australien søndag morgen.

Det bliver den første af tre ture, der skal teste, hvordan den lange rejsetid i luften påvirker de ombordværende mentalt og fysisk.

Op mod 40 passagerer og personale - hovedsageligt fra Qantas - vil være med på den lange tur, der foregår med et Boeing 787-9-fly.

Antallet af passagerer er begrænset for at sikre, at flyet har brændstof nok til at klare turen på 16.000 kilometer uden at skulle tanke undervejs.

Forskere fra to australske universiteter vil også være med på rejsen. De skal blandt andet overvåge passagerernes søvnmønstre og madindtag.

Piloterne vil desuden blive iført udstyr, der kan måle deres hjernebølger.

Der er en tidsforskel på 15 timer mellem New York og Sydney. Derfor har forskerne også særligt fokus på påvirkningen af jetlag.

Det siger Stephen Simpson fra University of Sydney.

- Vi ved fra grundlæggende forskning om døgnrytme, at en større tidsforskel mellem afgangsdestinationen og ankomstdestinationen og det at rejse fra øst mod vest typisk giver folk mere jetlag, siger han.

- Men folk ser ud til at være meget forskellige, når det kommer til, hvordan man oplever jetlag. Så der er brug for mere forskning om jetlag og udmattelse på lange rejser for at kunne reducere påvirkningen af jetlag, lyder det.

Qantas har også planer om at teste flyrejser fra den britiske hovedstad, London, til Sydney inden for de kommende måneder.

/ritzau/AFP

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Sørgelig sag fik det rette udfald

Sagen er helt igennem sørgelig. Men det kunne ikke være anderledes. Naturligvis måtte den danske stat ikke lade et lille barn gå til grunde i en lejr i Syrien, efter såvel barnets somalisk-danske mor som faren tilsyneladende er blevet dræbt. Derfor er den 11 måneder gamle dreng nu blevet hentet til Danmark, hvor han forhåbentlig får en god fremtid sammen med sine slægtninge. Både drengens mor og far har haft tilknytning til Islamisk Stat. Sagen er den bedst tænkelige illustration af det idioti, disse fanatikere er besat af. Deltagelse i terror er i sig selv utilgivelig. Men det er komplet ubegribeligt, at forældre også er parate til at ofre deres eget barn for en tåbelig sag. Netop dette er jo konsekvensen af at medbringe børn eller sætte dem i verden i det helvede, Islamisk Stat lykkeligvis kun for en kort periode kunne etablere i Mellemøsten. Vi skal i sådanne sager være humane, men med kraftige forbehold. For den danske stat er der uanset farven på de pågældendes pas ingen grund til at gøre sig synderlige anstrengelser for at hente andre IS-terrorister til landet. Det gælder også for de pågældendes børn, med mindre ganske særlige forhold gør sig gældende. Det var tilfældet for den lille dreng samt i en tidligere sag, hvor en hårdt kvæstet 13-årig dreng i juni blev evakueret fra en interneringslejr. Alternativet havde formentlig i begge tilfælde været børnenes død. Det må vi ikke medvirke til. Dansk Folkeparti lufter mistanken om, at det reelt ikke er muligt at kontrollere, hvorvidt den lille drengs forældre faktisk er afgået ved døden. I lyset af de kaotiske forhold i Syrien er denne skepsis begrundet. Men skulle for eksempel moren senere vise sig at være i live, bør det på ingen måde berettige hende til en fribillet retur til Danmark. Flere medier har bragt historier om tidligere IS-terrorister, der angiveligt bittert har fortrudt og nu vil retur til Danmark. Til dem er beskeden: Alle valg i livet har konsekvenser, og I er ikke velkomne.

Annonce