Læserbrev: DATCA (Danish Air Controllers Association/Dansk Flyvelederforening, red.) har med interesse læst artiklerne bragt i Check-In den 18. januar omhandlende Remote Tower Systems (RTS), samt i JydskeVestkysten samme dag omhandlende samme emne i artiklen "Snart er lufthavnens kontroltårn overflødigt", hvor det beskrives, at Billund Lufthavn som den første lufthavn i landet vil overgå til at styre flyene digitalt, hvilket dermed vil gøre det velkendte kontroltårn overflødigt.
Efter DATCA's opfattelse mangler projektet og nyhederne noget nuance, i særdeleshed fra fagpersonale.
DATCA har, lige så længe projektet har eksisteret, forsøgt at få ørenlyd hos Naviair vedrørende vores bekymringer ved projektet, teknologien samt sikkerheden. Sidstnævnte har piloternes fagorganisation også udtalt bekymringer om.
DATCA mener, at hele "hypen" og behovet for RTS er drevet af de firmaer, der har opfundet og profiterer af teknologien, samt ledere som synes teknologi er spændende. Man kan godt forestille sig scenarier som i f.eks. Sverige eller Norge, hvor man med denne teknologi kan tilbyde flyveledelse på meget små afsides flyvepladser, hvor det ellers ikke ville være rentabelt. Men at tage et fuldt funktionelt og effektivt kontroltårn i Danmarks næststørste lufthavn og proppe det ned i nogle barakker med skærme i stedet for vinduer, giver ingen mening for flyvelederne. Hverken fagligt eller økonomisk.
For at føje spot til skade, kan vi så læse i JydskeVestkysten, at Naviairs tekniske direktør, Morten Søndergaard, sammenligner det flyvelederne laver med "at spille Fortnite – bare uden at skyde flyene ned”. Denne udtalelse er et glimrende billede på, hvor lidt direktionen i Naviair egentlig ved om det arbejde, flyveledere og piloter udfører til dagligt. Det grænser til respektløst. Udtalelser som denne er bare ét eksempel på, hvorfor tilliden til direktionen i Naviair aldrig har været lavere end nu.
De danske flyveledere har intet imod teknologisk udvikling. Vi hilser tværtimod udviklingen velkommen – og har altid gjort det. På mange projekter er vi selv med til at drive udviklingen med ønsket om øget effektivitet og sikkerhed. Naviairs version af RTS sigter efter vores mening ikke imod forbedringer på nogle af disse parametre, men er snarere drevet af digitalisering for digitaliseringens skyld samt en frygt for, at hvis ikke man gør det, så kommer der nogle andre og gør det i stedet. Det er efter DATCA's opfattelse de færreste beslutninger drevet af frygt, der er gode eller rationelle. De fleste af de flyveledere, der har været involveret i RTS-projektet, er stoppet igen. Det overvejende argument har været, at man ikke bliver lyttet til, samt at projektet mangler styring, mening og information.
Naviair udtaler, at man vil booste antallet af flyveledere samt rekruttere til RTS i 2023. Denne udtalelse finder DATCA noget paradoksal i efterdønningerne på Naviairs fejlslagne spareplan ovenpå covid-19-krisen, hvor man har sendt en tredjedel af flyvelederne i Billund hjem på fratrædelsespakker med det til følge, at de resterende flyveledere arbejder overtid som aldrig før, til trods for at trafikniveauet stadig er langt under 2019-niveau. Det ville være mere reelt at kalde det "at genbesætte ledige flyvelederstillinger" og har intet med RTS at gøre.