Annonce
Debat

Fokus på snævre erhvervsinteresser gavner ikke almenvellet

Læserbrev: Fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen var nylig vært ved World Food Summit - et internationalt møde med henblik på bæredygtig fødevareproduktion og reduktion af madspild. Imidlertid har aktindsigt afsløret, at der også var tale om et camoufleret salgsfremstød fra regeringens, Danish Crowns og Arlas side. Eksempelvis influerede Arla på gæstelisten resulterende i besøg fra bl.a. Indonesien, Nigeria og Bangladesh.

Regeringen ønsker nemlig endnu større eksport af animalske produkter fra Danmark, hvorfor der skal findes nye markeder. Et væsentligt argument er, at dansk landbrug angiveligt har lavere CO2-udledning end udenlandsk og derfor simpelthen er forpligtet til at øge produktionen. Danmark vånder sig imidlertid under den allerede verdensrekordstore svineproduktion, idet jord, luft og vand er voldsomt belastet af pesticider, hormoner, antibiotika, zink, kobber, fosfor kvælstof, ammoniak og CO2.

Er det utænkeligt, at andre lande er ude af stand til at optimere deres egen husdyrproduktion? De lærer det i hvert fald næppe ved at importere dansk kød og mælk. Desuden er disse fødevarer under alle omstændigheder så store klimasyndere, at problemet ikke løses ved, at Danmark producerer en procentdel mindre klimabelastende.

Tænk globalt, handl lokalt er et af tidens mantraer. Det hjælper intet, at vi danskere køber lokalt, når vi samtidigt udleder millioner af tons CO2 ved at eksportere fødevarer til så fjerne destinationer som Kina, Japan og Bangladesh.

Langt størstedelen af både asiater og afrikanere tåler ikke komælk, da de mangler enzymet laktase til nedbrydning af mælkesukker. De største sundhedsorganisationer som WHO og verdensorganisationen for kræftforskning anbefaler en plantebaseret kost, idet den har sundhedsfremmende egenskaber og forebygger livsstilssygdomme, og der er da også en klar tendens i Vesten til stadigt faldende animalsk forbrug. Hvor etisk ansvarligt er det at promovere fødevarer for asiater og afrikanere, som de ikke tåler, og vi selv er i færd med at udfase?

Såvel i Danmark som globalt anvendes omkring 80 procent af landbrugsarealet til foderdyrkning, som i form af kød og mælkeprodukter kun bidrager med 18 procent af kalorierne til menneskemad. Såfremt mennesket levede overvejende plantebaseret, kunne vi nøjes med et landbrugsareal på 25 procent af det nuværende med eksorbitant effekt på verdens klima-, miljø-, sult- og sundhedsproblemer.

Der hersker bred international enighed om, at der skal ske en reduktion i den animalske produktion, hvis bl.a. klimaet skal reddes. Der kunne fødevareministeren passende gå forrest med fokus på fremtidens plantebaserede fødevarer frem for at støtte snævre erhvervsinteresser.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Genforeningen vækker stadig følelser

Det socialdemokratiske medlem af byrådet i Sønderborg, Bjørn Allerelli Andersen er stødt, fordi det tyske mindretal lægger op til en fejring af 100-året for grænsedragningen i 2020 og ikke af Genforeningen. Han bliver også krænket, når tyske tekster sætter ordet genforening – Wiedervereinigung - i citationstegn. Sagen viser, at der fortsat er store følelser i spil. Den tyske jurist Klaus Alberts fra Kiel har netop udgivet en bog om situationen i 1920. Han anfægter brugen af begrebet genforening, fordi Slesvig heller ikke før 1864 var en del af kongeriget. Argumentet viser, at nogle sager er for komplicerede til, at de kan overlades til videnskaben. Statsretslig er udsagnet korrekt. Men det anfægter ikke, at de dansksindede sønderjyder i 1920 kom hjem til det land og det folk, de så sig som en del af. Så i den følte realitet var der naturligvis tale om en genforening. Derfor skal vi danskere have lov til både at bruge ordet og glædes over Genforeningen. Men vi skal ikke pådutte andre det. Til gengæld skal tyskerne respektere vores holdning. Det tyske mindretal har ligeledes al mulig grund til at glæde sig over Genforeningen. Den forskånede dem i vidt omfang fra at blive en del af Tysklands rædselsfulde historie mellem 1920 og 1949. Ganske vist dumpede mange i mindretallets rækker med et brag, da deres loyalitet blev sat på prøve efter den 9. april 1940. Men de lærte lektien og formulerede i 1945 en formel erklæring om troskab over for den danske stat og 1920-grænsen. Samfundskontrakten holder den dag i dag. Eneste tabere i 1920 blev de danske syd for den nye grænse. De måtte betale en skrækkelig pris med undertrykkelse og senere død på nazisternes fronter. Men skønt ikke alt er glemt, er grænselandet nu en model for det harmoniske samliv mellem flere nationaliteter. Det skal vi fejre i 1920 og så ikke strides om ord. Som danskere i Damark skal vi feste for Genforeningen. Så må andre gerne fejre en af de få stabile grænser, Tyskland nogensinde har haft.

Team Esbjerg For abonnenter

En præstation til topkarakter: Team Esbjerg pillede totalt pynten af russisk storhold

Annonce