Annonce
forside

Folkehjem mangler stole

Læserbrev: Torsdag 25. oktober satte jeg kursen mod Folkehjem for at høre et foredrag med tidligere minister Bertel Haarder (V). Desværre havde jeg ikke fået bestilt en billet, men mødte heldigvis en fem-seks mennesker, der havde været lige så forsømmelige som jeg, uden for foredragssalen.

Da der således ikke var tale om en større flok, kunne man satse på at, arrangørerne relativt ubesværet kunne have løst så minimalt et problem. Og det kunne de selvfølgelig - altså for de øvrige forsømmelige, dog ikke for mig, der måtte drage tilbage til ørkenen. Der var altså ikke plads til bare én til!

Bertel Haarder og jeg er begge studenter fra Sønderborg Statsskole, så måske var jeg diskvalificeret p.g.a. af en eller anden kryptisk kvoteordning, der kun tillod få dimittender fra bemeldte gymnasium i lokalet? Næppe. Problemet - og her gætter jeg - var snarere, at man var løbet tør for stole. Da man nogle gange skal møde smålighed med generøsitet, vil jeg hermed gerne donere to overskydende klapstole fra mit sommerhus til Folkehjem, så man ikke en anden gang skal stå med lignende pinligheder.

På den ene side er jeg da stolt over at bo i et land - hvor mangt og meget er i forfald, og hvor normer skrider dagligt - at opleve, at nogen stadig nidkært passer deres arbejde og smækker døren i for snuden af formastelige personager.

På den anden side kunne jeg godt tænke mig, at man allierede sig med en ordbog og slog op under ordet konduite.

Held og lykke med de fremtidige foredrag og ring, hvis I kan bruge klapstolene!

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Genforeningen vækker stadig følelser

Det socialdemokratiske medlem af byrådet i Sønderborg, Bjørn Allerelli Andersen er stødt, fordi det tyske mindretal lægger op til en fejring af 100-året for grænsedragningen i 2020 og ikke af Genforeningen. Han bliver også krænket, når tyske tekster sætter ordet genforening – Wiedervereinigung - i citationstegn. Sagen viser, at der fortsat er store følelser i spil. Den tyske jurist Klaus Alberts fra Kiel har netop udgivet en bog om situationen i 1920. Han anfægter brugen af begrebet genforening, fordi Slesvig heller ikke før 1864 var en del af kongeriget. Argumentet viser, at nogle sager er for komplicerede til, at de kan overlades til videnskaben. Statsretslig er udsagnet korrekt. Men det anfægter ikke, at de dansksindede sønderjyder i 1920 kom hjem til det land og det folk, de så sig som en del af. Så i den følte realitet var der naturligvis tale om en genforening. Derfor skal vi danskere have lov til både at bruge ordet og glædes over Genforeningen. Men vi skal ikke pådutte andre det. Til gengæld skal tyskerne respektere vores holdning. Det tyske mindretal har ligeledes al mulig grund til at glæde sig over Genforeningen. Den forskånede dem i vidt omfang fra at blive en del af Tysklands rædselsfulde historie mellem 1920 og 1949. Ganske vist dumpede mange i mindretallets rækker med et brag, da deres loyalitet blev sat på prøve efter den 9. april 1940. Men de lærte lektien og formulerede i 1945 en formel erklæring om troskab over for den danske stat og 1920-grænsen. Samfundskontrakten holder den dag i dag. Eneste tabere i 1920 blev de danske syd for den nye grænse. De måtte betale en skrækkelig pris med undertrykkelse og senere død på nazisternes fronter. Men skønt ikke alt er glemt, er grænselandet nu en model for det harmoniske samliv mellem flere nationaliteter. Det skal vi fejre i 1920 og så ikke strides om ord. Som danskere i Damark skal vi feste for Genforeningen. Så må andre gerne fejre en af de få stabile grænser, Tyskland nogensinde har haft.

Team Esbjerg For abonnenter

En præstation til topkarakter: Team Esbjerg pillede totalt pynten af russisk storhold

Annonce