Annonce
Læserbrev

Folkestyret har da vist sig fra sin bedste side

Annonce

På grundlovsdag har Ulla Tørnæs en grundlovstale i JydskeVestkysten. Jeg har lidt svært ved at forstå den negative tone i Ulla Tørnæs’ grundlovstale. Tørnæs er meget tæt på at sige, at demokratiet er suspenderet under corona-krisen. Som om Folketinget ikke er den lovudøvende instans i samfundet mere.

Selv havde jeg nok valgt en lidt anden og mere positiv grundlovsfortælling, hvis jeg skulle holde en tale i dagens anledning. Grundlæggende synes jeg, at der i en ekstraordinær svær tid trods alt er meget at glæde sig over på demokratiets vegne - og på folkestyrets vegne. Faktisk synes jeg, at demokratiet har vist, at det faktisk godt kan fungere i en krisetid.

Folketinget har jo netop givet myndighederne de nødvendige beføjelser til at handle resolut. Samtidig er der naturligvis klausuler på al den hastelovgivning, som Folketinget har gennemført de sidste tre måneder. Det er vidtgående lovgivning, der udløber.

Det tror jeg egentlig, at jeg ville tage fat på i min egen grundlovsfortælling. Det samarbejdende folketing. Et folketing, hvis 179 Folketingsmedlemmer har været enige om, at der skulle handles hurtigt for at hjælpe samfundets svageste og forhindre et overbelastet sundhedsvæsen. Folketinget har vist sig som et bredt, samarbejdende folkestyre.

Det har så været håndteringen af corona. Skulle jeg holde en grundlovstale i dag, så ville jeg naturligvis også fremhæve alle de gode politiske resultater, som ikke involverer corona, men som vi også har bedrevet siden folketingsvalget, der fandt sted præcis for et år siden. Ser man på det geografiske område, som Ulla Tørnæs og jeg repræsenterer, og på resten af Danmark, så mener jeg altså, der er rigtig meget at glæde sig over.

Vi har sikret minimums-normeringer i alle landets daginstitutioner. Vi har løftet velfærden markant i kommune- og regionsrådsaftaler. Vi har styrket landdistrikterne med flere midler. Vi har forhindret yderligere centralisering med lukning af regionerne, som Ulla Tørnæs gik til valg på. Vi har landet en bredt funderet udligningsaftale, der skal sørge for, at vi får et Danmark i bedre balance.

Vi får verdens første energi-øer, der skal ligge i Nordsøen og i Østersøen. Udsigt til mange nye arbejdspladser og lærlingepladser i Vestjylland. Et enigt folketing har også oprettet hjælpepakker for 400 milliarder kroner. Et gigantisk sikkerhedsnet har vi spændt ud under danskerne.

Jeg kunne blive ved. Vi har opnået virkelig mange politiske resultater det seneste år. Det synes jeg, der er rigtig god grund til at glæde sig over her på demokratiets festdag. Fejringen af den danske grundlov. Jeg forstår faktisk ikke helt Ulla Tørnæs’ dystre grundlovsfortælling her på folkestyrets fødselsdag. Det har vist sig fra sin bedste side, hvis du spørger undertegnede.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

100 år siden Genforeningen: En stor dag for Sønderjylland, Danmark og Verden

Annonce