Annonce
Danmark

Folketingets jurister godkender magtfuld rolle til rådgiver

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Det er i orden, at Mette Frederiksens særlige rådgiver skal lede sekretariat, vurderer Folketingets jurister.

Der er umiddelbart intet at komme efter juridisk set, når det gælder den nye magtfulde rolle til statsminister Mette Frederiksens (S) særlige rådgiver Martin Rossen.

Det konkluderer Folketingets jurister i lovsekretariatet i et notat til Folketingets Præsidium, skriver Altinget.

Martin Rossen skal lede et sekretariat i Statsministeriet. Og han får samtidig fast plads i de mest magtfulde regeringsråd, hvor der normalt kun sidder topministre.

Men der gælder ikke nogen lovregulering af de udvalg, bemærker sekretariatet i notatet, som Altinget er i besiddelse af.

Derfor "er der efter Lovsekretariatets opfattelse (...) ikke noget til hinder for, at regeringen kan beslutte at sammensætte koordinationsudvalget og økonomiudvalget på en sådan måde, at også en person, der ikke er minister, har sæde heri", står der.

Den nye position til Martin Rossen har vakt kritik fra politikere og eksperter.

Blandt andet har præsidiemedlemmerne Pia Kjærsgaard (DF) og Jens Rohde (R) udtrykt bekymring for, at den særlige rådgiver får en enormt magtfuld position uden at kunne holdes til ansvar.

I notatet lægger juristerne vægt på, at ministrenes ansvarlighed over for Folketinget "grundlæggende er upåvirket af, hvordan regeringen internt tilrettelægger sine arbejdsprocesser".

- Ansvaret vil til syvende og sidst altid være vedkommende ministers, bliver det fastslået i notatet ifølge Altinget.

Dermed er Folketingets jurister enige i det, regeringen selv har sagt: At alt er juridisk i orden, og at Mette Frederiksen selv står til ansvar for, hvad Martin Rossen gør.

Det har torsdag ikke været muligt for Altinget at få kontakt til nogen af medlemmerne af præsidiet for en kommentar.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Genforeningen vækker stadig følelser

Det socialdemokratiske medlem af byrådet i Sønderborg, Bjørn Allerelli Andersen er stødt, fordi det tyske mindretal lægger op til en fejring af 100-året for grænsedragningen i 2020 og ikke af Genforeningen. Han bliver også krænket, når tyske tekster sætter ordet genforening – Wiedervereinigung - i citationstegn. Sagen viser, at der fortsat er store følelser i spil. Den tyske jurist Klaus Alberts fra Kiel har netop udgivet en bog om situationen i 1920. Han anfægter brugen af begrebet genforening, fordi Slesvig heller ikke før 1864 var en del af kongeriget. Argumentet viser, at nogle sager er for komplicerede til, at de kan overlades til videnskaben. Statsretslig er udsagnet korrekt. Men det anfægter ikke, at de dansksindede sønderjyder i 1920 kom hjem til det land og det folk, de så sig som en del af. Så i den følte realitet var der naturligvis tale om en genforening. Derfor skal vi danskere have lov til både at bruge ordet og glædes over Genforeningen. Men vi skal ikke pådutte andre det. Til gengæld skal tyskerne respektere vores holdning. Det tyske mindretal har ligeledes al mulig grund til at glæde sig over Genforeningen. Den forskånede dem i vidt omfang fra at blive en del af Tysklands rædselsfulde historie mellem 1920 og 1949. Ganske vist dumpede mange i mindretallets rækker med et brag, da deres loyalitet blev sat på prøve efter den 9. april 1940. Men de lærte lektien og formulerede i 1945 en formel erklæring om troskab over for den danske stat og 1920-grænsen. Samfundskontrakten holder den dag i dag. Eneste tabere i 1920 blev de danske syd for den nye grænse. De måtte betale en skrækkelig pris med undertrykkelse og senere død på nazisternes fronter. Men skønt ikke alt er glemt, er grænselandet nu en model for det harmoniske samliv mellem flere nationaliteter. Det skal vi fejre i 1920 og så ikke strides om ord. Som danskere i Damark skal vi feste for Genforeningen. Så må andre gerne fejre en af de få stabile grænser, Tyskland nogensinde har haft.

Annonce