Annonce
Danmark

Folketingskandidat skrev oikofobi og så fik han 30 dages karantæne på Facebook

- Jeg er med på, at folk kan have nogle holdninger til mig og til vores politik. Men når man selv debatterer på en markant måde, så må man også kunne tåle at få noget igen, siger Nick Mogensen. Arkivfoto: Morten Stricker/Scanpix
- Jeg tror ikke, at der er nogen politikere, der har lyst til at blive udelukket af Facebook i en valgkamp. Det er ødelæggende, siger Nick Mogensen, der er spidskandidat for Nye Borgerlige i Vestjylland. Facebook er tavse.

Holstebro: De færreste kender nok ordet; oikofobi.

Men det gør de hos Facebook, hvor man ikke finder det foreneligt med det sociale medies "fællesskabsregler", og derfor har de givet Nye Borgerliges spidskandidat i Vestjyllands Storkreds Nick Mogensen 30 dages karantæne på Facebook.

- Jeg er forbløffet. Da jeg kommer ind på min side i søndags, kan jeg se, at jeg ikke kan bruge den, og at jeg har fået karantæne.

En anden bruger, som Nick Mogensens har været i debat med på Facebook, har anmeldt ham for et opslag, der i sin fuldeordlyd lyder:

"Dit menneskesyn er grusomt. Du har oikofobi."

Opslaget kommer som led i en længere debat med brugeren, hvor Nick Mogensen og Nye Borgerlige blandt andet bliver beskyldt for at fremme nynazisme og bruge nazistisk retorik.

- Jeg er med på, at folk kan have nogle holdninger til mig og til vores politik. Men når man selv debattere på en markant måde, så må man også kunne tåle at få noget igen, siger Nick Mogensen, der kalder det for potentielt ødelæggende at få karantæne midt i en valgkamp.

Annonce

Et firma skal ikke bestemme

Ifølge Nick Mogensen er Facebook det største medie i forhold til at komme i kontakt med danskerne:

- Og jeg tror ikke, at der er nogen politikere, der har lyst til at blive udelukket af Facebook i en valgkamp. Hvad der gør det endnu mere uforståeligt er, at jeg slet ikke mener, at mit opslag på nogen måde er så kontroversielt, at det kan føre til en karantæne. Det er ikke truende eller fornedrende mod nogen, siger Nick Mogensen.

Men Facebook er et privat selskab, så det er vel i sin gode ret til at kunne give karantæne til de forskellige brugere?

- Det kan man naturligvis godt mene. Men jeg mener ikke, at det er et selskab - i det her tilfælde et amerikansk - der på den måde skal definere, hvilke holdninger danskerne må lytte til i en valgkamp. Det ligger helt inde for det rimelige i en debat, det jeg har skrevet. Man er nødt til også at se på den kontekst, det indgår i, siger Nick Mogensen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Facebook til udelukkelsen.

Og hvad betyder så oikofobi: Had til, og irrationel skyldfølelse over egen kulturel baggrund. Udtrykket er lanceret af forfatteren George Orwell.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Digte fra voldsmanden: Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl?

JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELV OM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT. Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl fra Yahya Hassan, der fra sin tidsubestemte psykiatriske anbringelse sender "Yahya Hassan 2" på gaden? Anmelderne på dagbladsredaktionerne i København er ikke i tvivl. Stjernerne vælter ned over lyrikeren. "En overrumplende karakterfuld og kanongod bog", mener eksempelvis anmelderen i Weekendavisen, der brugte hele sin forside på et interview med digteren, som chefredaktør Martin Krasnik i sagens anledning personligt udførte. Andre uden for den kulturelle indercirkel er uenige i, at den dømte voldsforbryder er en befriende stemme fra den kulturelt så berigende ghetto. Den tidligere krimireporter på Ekstra-Bladet, Dan Bjerregaard, siger til journalisten.dk, at Hassan har "chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det meget nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv." Og det mener Bjerregaard, medierne gør ved at lade Hassan fylde så meget, og at danskerne gør, hvis de køber hans "banale børnerim". At medier beskæftiger sig med værk nummer to fra en skribent, hvis første bog for seks år siden solgte over 100.000, er kun naturligt. Så lader man sig nok let rive med, men det er altså ikke i sig selv en adgangsbillet til omtale og hyldest, at man er af anden etnisk afstamning, opvokset i en ghetto, notorisk voldsforbryder og indsat på retspsykiatrisk afdeling. Produktet må være det afgørende. Der er kun én konklusion: Danskerne må vurdere, om det er stor kunst eller ubehjælpsomt ævl, så vi slutter med endnu et citat fra den nye "karakterfulde og kanongode bog": "JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED". Versalerne er forfatterens valg.

Annonce