Annonce
Trekantområdet

Folketingsmedlem vil redde godsbanebygning: Minister skal bremse salg

Naturen og forfaldet har taget over omkring og i den saneringsmodne godsbanebygning, som folketingsmedlem Nils Sjøberg (R) ønsker ministeriel assistance til at redde fra nedrivning ved Gammelhavn. Det sker, selvom et byrådsflertal i Vejle har besluttet, at bygningen skal pilles ned og genopføres helt eller delvist et andet sted i byen. Foto: Mette Mørk
Det radikale folketingsmedlem Nils Sjøberg kaster sig i 12. time ind i kampen for at bevare Vejles godsbanebygning. Har skrevet til ministeren, Banedanmark og Vejdirektoratet.
Annonce

Vejle: De vejlensere, der håber på, at godsbanebygningen på Gammelhavn bevares og får nyt liv, får assistance fra uventet og udenbys kant.

Det radikale folketingsmedlem fra Kolding, Nils Sjøberg, der er barselsvikar i Folketinget for Lotte Rod, beder nu transportminister Benny Engelbrecht (S) gå ind i sagen for at redde den historiske bygning på dens nuværende placering.

- Jeg har skrevet til ministeren og bedt ham sørge for, at der bliver kigget på muligheden for at bevare ejendommen. For mig at se er der tale om en unik og kulturhistorisk bygning, der bør bevares. I stedet for at rive den ned kan der investeres i en renovering, så den kan bruges til kulturaktiviteter, museum eller lignende formål. Jeg tror, ministeren har forståelse for sagen, for vi har tidligere talt om, at vi gerne vil værne om de ældre jernbanebygninger, de gamle viadukter og jernbanespor i Danmark, siger Nils Sjøberg.

Annonce

Minister har nøglen

Ministeren sidder med en af nøglerne til den handel, ejendomsudvikleren NPV A/S arbejder på at gennemføre med de tre ejere af Posthusgrunden.

De tre jordbesiddere har tidligere fortalt, at de ønsker at sælge området samlet til NPV, men Banedanmarks del af handlen kræver godkendelse af Folketingets finansudvalg. Og det er transportministeren, der skal sende sagen til behandling i udvalget.

- Det er præcis derfor, jeg har taget kontakt til ministeren. Jeg har samtidig skrevet til Banedanmark og Vejdirektoratet med opfordring til, at de lige trækker vejret og ser, om der ikke er andre muligheder end at sælge og rive bygningen ned. Det, synes jeg, er værd at overveje igen. Lad os nu tænke os godt om, siger barselsvikaren.

Annonce

Tager over fra partifæller

Han er bekendt med bygningens dårlige stand og den kendsgerning, at et byrådsflertal har besluttet at bekoste 25 millioner kroner på at pille godsbanegården ned sten for sten for at lade hele eller dele af bygningen genopføre et andet sted i byen.

Men Nils Sjøberg fortsætter gerne den kamp for bygningen, som hans partifæller i Vejle, byrådsmedlem Torben Elsig-Pedersen og lokalhistoriker Vigand Rasmussen, har kæmpet hidtil.

Folketingspolitikerens mål er ikke blot at redde godsbanegården, men at få hele processen omkring Posthusgrunden til at gå om.

Annonce

Muligt han er for sent ude

Men er du ikke alt for sent ude, nu hvor byrådsflertallet har besluttet at pille bygningen ned og lade den genopføre et andet sted?

- Det er meget muligt, at jeg er for sent ude, men jeg er først blevet inddraget i sagen i sidste uge, hvor vi havde et bestyrelsesmøde i Radikale Venstre. Og hvis jeg ikke gør ministeren opmærksom på den problematiske situation, vil jeg sige bagefter, at jeg ikke har gjort det godt nok, siger Nils Sjøberg.

Annonce

Vejdirektoratet skal godkende

Han har først sendt sit brev til transportminister Benny Engelbrecht (S) i denne uge og har endnu ikke modtaget svar på sin henvendelse.

- Det er muligvis, fordi ministeren er gået på ferie, siger folketingsmedlemmet.

Når han inddrager Vejdirektoratet i sagen, er det, fordi direktoratet skal sige god for den nye vej tværs over Posthusgrunden til Gammelhavn. Vejen skal kobles på Fredericiavej, som er en statsvej, og anlægget af det kommende kryds kræver direktoratets godkendelse.


I stedet for at rive den ned, kan der investeres i en renovering, så den kan bruges til kulturaktiviteter, museum eller lignende formål.

Nils Sjøberg, radikalt folketingsmedlem
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Regionalt

Tidligere JydskeVestkysten-chef giver ledelsen en ordentlig kindhest: - I bør overveje at lukke avisen, inden det bliver pinligt

Annonce