Annonce
Vejen

Fondskonference i Vejen åbnet for tilmelding

Fondskonferencen i Vejen Idrætscenter den 25. februar sætter fokus på det sociale område
2020-udgaven af fondskonferencen i Vejen Idrætscenter den 25. februar sætter fokus på det sociale område.

Vejen: Arrangørerne bag fondskonferencen er nu klar med det endelige program og åbner dermed op for tilmeldingerne til dette års fondskonference, som henvender sig til frivillige sociale foreninger, organisationer, ildsjæle og andre sociale fællesskaber.

Hurtig tilmelding anbefales - der er kun et begrænset antal pladser, og med endnu et spændende program tyder alt på, at Fondskonferencen igen i 2020 vil kunne melde alt udsolgt.

- Vi har arbejdet hårdt på at få det endelige program på plads inden for tidsplanen, men det er lykkedes, og det er ikke kun et godt program. Det er et rigtigt godt, og meget spændende program, som vi er stolte af at kunne præsentere, fortæller Mette Kuntz Jensen, fundraising-koordinator i Kolding kommune, på vegne af styregruppen, som ud over Kolding kommune, består af repræsentanter fra Billund, Vejen, Middelfart, Fredericia og Haderslev kommuner.

Annonce

Sociale fællesskaber

Da dette års fondskonference sætter fokus på det sociale område, er programmet naturligvis pakket med inspirationscases og støttemuligheder til dem, der arbejder med projekter henvendt til det sociale område, det vil sige sociale foreninger, organisationer, ildsjæle og andre sociale fællesskaber.

Konferencen, som igen i år afholdes i Vejen Idrætscenter tirsdag den 25. februar, skydes i gang med et oplæg fra Bjarne Ipsen fra SDU, som giver deltagerne en indflyvning til samarbejdet mellem den frivillige og kommunale verden, hvilket er noget af det som styregruppen ønsker at sætte fokus på med konferencen.

Derefter vil deltagerne have mulighed for at deltage i forskellige oplæg og workshops, efter eget valg, og her er mulighederne mange. Både Den Sociale Fond for Børn og Unge, Fonden for Socialt Ansvar, Nordeafonden, Smukfonden, Arbejdsmarkedets Feriefond, Veluxfonden og Socialstyrelsen m.fl. har valgt at bakke op om konferencen og kommer og fortæller om deres arbejde og hvilke støttemuligheder der er.

Derudover er det muligt at hente inspiration fra blandt andet Frivilligcenter Middelfart, Café Jydepotten og Broen, ligesom man kan blive klogere på Crowdfunding og hvordan man via sit netværk kan rejse midler til et givent projekt.

Konferencen afsluttes med et oplæg fra Center for Frivilligt Socialt Arbejde (CFSA) som giver deres bud på hvordan man skriver en god fondsansøgning.

- Vi håber naturligvis på, at programmet vil blive taget lige så godt imod som ved Fondskonference i 2018, hvor vi måtte melde alt udsolgt i løbet af 14 dage. Ved evalueringen af sidste fondskonference oplevede vi en stor efterspørgsel på inspirationscases og støttemuligheder inden for det sociale område, hvor både kommuner og civilsamfundet løfter en stor opgave, hvilket vi med dette års program har forsøgt at imødekomme, fortæller Mette Kuntz Jensen.

Tilmelding: middelfart.dk/fondskonference

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Stor ståhej for ingen krænkelse

Det er fastelavnstid og dermed højsæson for det at klæde sig ud, og hvis du tror, at det er sjov og ballade, har du sovet i timen. Udklædning tager man ikke let på i dag. Der er vildt mange hensyn, der skal tages. En god udklædning skal ikke bare være flot, sjov, vellignende eller godt tænkt. Den skal være politisk korrekt. Ve dig, hvis du begår en fejl. TV2-vært Mette Helena Rasmussen, mest kendt fra programmet Nybyggerne, tog et muslimsk tørklæde på og lagde et billede af sig selv på Instagram. Klar til fest. Så stod hun ellers for skud. Som var hun selve tønden til en fastelavnsfest, haglede slagene ned over hende. Hun blev kaldt racist. Hun blev kaldt dum. Hun skyndte sig at undskylde. Det er den typiske reaktion i sådanne sager. En hurtig undskyldning. Det var også sådan Canadas premierminister, Justin Trudeau, i efteråret, krisehåndterede, da et gammelt billede fra en udklædningsfest i 2001 dukkede op. Det viste ham som Aladdin med ansigtet malet brunt. Undskyld. Undskyld. At man tyr til undskyldning og tilbagetog, når uvejret rejser sig, er forståeligt. Kritikken er ofte overvældende, og stemplet Racist er voldsomt. Det ville dog være befriende om nogen turde møde larmen med et: Ti dog stille. Det er så uhyre let at blive krænket, og mange lever tilsyneladende deres digitale liv i en evig på jagt på sager, der kan stimulere raseriet, og det var lige præcis en sådan gruppe tapre netsoldater, som for i flint i kommentarsporet, da Mette Helena Rasmussen havde lagt sit billede på nettet. Programmet ”Kulturen på P1” undersøgte sagen, talte med en række muslimske kvinder – ikke en var provokeret eller krænket. Alle var derimod forbløffede over hele affæren. Det vil tynde så dejligt ud i krænkelsesdebatterne, hvis vi hver især nøjes med at blive krænket på egne vegne. Føler vi os alligevel draget til at tage en minoritet i forsvar, det behov kan opstå, vil det klæde engagementet, om vi sikrer os, at vores hjælp og indsats faktisk er efterspurgt af dem, vi har tænkt os at agere talsmænd for. Og er den ikke det: Så ti dog stille.

Annonce