Annonce
Indland

Forårsvarmen får for alvor fat i solrig weekend

Weekenden ser ud til at byde på masser af sol, mens forårsvarmen får fat i slutningen af weekenden, siger DMI. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Temperaturen kan flere steder nå op over 15 grader i slutningen af weekenden, melder DMI fredag morgen.

Dronning Magrethe vågner op til et solbeskinnet Danmark på sin fødselsdag, fredag. Og noget tyder på, at regenten må have opført sig ekstra pænt i år, fordi hele weekenden ser ud til at byde på masser af lys og varme.

Det oplyser vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Mette Wagner fredag morgen.

Hun fortæller, at der fredag venter en "dejlig solbeskinnet dag i Danmark", hvor stort set kun bornholmerne må leve med at have skyer hængende over hovedet.

- Lige som de andre dage kan der godt poppe lidt skyer op hist og pist, når temperaturen stiger op ad dagen, men generelt er der masser af øjenvitaminer at hente fra den flotte blå himmel, siger Mette Wagner.

Temperaturen kommer fredag til at ligge omkring ti grader, mens UV-indekset sniger sig lige over tre. Det betyder, at man skal huske solcremen.

Lørdag begynder det så for alvor at "lugte af forår", siger meteorologen.

Her stiger temperaturen til mellem 8 og 13 grader, mens den enkelte steder kan nå op til 15 grader. Samtidig ser dagen igen ud til at byde på nogen til en del sol samt svag til jævn vind fra nordøst.

Igen er det stort set kun Bornholm, der må nøjes med både køligere temperaturer og en del flere skyer.

Natten til søndag falder temperaturen til mellem en og fem grader, inden den i dagtimerne søndag igen får et nøk opad.

Det betyder mellem 10 og 15 graders varme i det meste af landet.

- Måske lidt varmere enkelte steder, siger Mette Wagner.

Vinden bliver ligesom dagen forinden svag til jævn.

- Så hvis du finder et sted i læ, så vil du kunne fryde dig over de lune temperaturer, siger hun.

Meteorologen opfordrer desuden til stadig at holde igen med at sætte blomsterne i jorden, da nattefrosten ser ud til at vende tilbage i næste uge.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv

Babyboom lukker populær frisørsalon

Annonce