Annonce
Sønderborg

Forældre blev dømt for ikke at give deres barn et navn

Alle danske børn skal være navngivet senest et halvt år efter fødslen. Genrefoto: Colourbox

I Danmark skal alle børn have et navn, og det skal ske senest et halv år efter, de er født. Det var ikke sket for en lille dreng, der er født i 2017, og derfor blev forældrene tirsdag dømt for at overtræde navneloven. De mødte ikke op til retsmødet ved Retten i Sønderborg, men de fik en udeblivelsesdom - en bøde på hver 1000 kroner. De blev dog ikke idømt tvangsbøder indtil barnet et navngivet, for det er allerede sket.

- Sønderborg Kommune - eller Familieretshuset - har meddelt, at det er bragt i orden. Barnet har fået et navn, sagde specialanklager Lars Viereck. Han - og dommer Susanne Beier Lorenzen - har ikke haft nemt at finde retspraksis, for den slags sager er meget sjældne. Men det havde dog fundet et par stykker - en fra København og en fra Viborg. I begge sager blev forældrene idømt en bøde på hver 1000 kroner.

Forældrene til den to-årige dreng bor i Gråsten og Haderslev. Moderen på 30 år i Gråsten - den 37-årige far i domkirkebyen. Ifølge navneloven får barnet moderens efternavn, hvis det ikke er navngivet senest et halvt år efter fødslen. Men barnet skal også have et fornavn, og det er altså det, forældrene har fået dom for - men som nu er bragt i orden. Ifølge anklageren er der ingen anden årsag til den manglende navngivning end:

- Sjusk.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Stor ståhej for ingen krænkelse

Det er fastelavnstid og dermed højsæson for det at klæde sig ud, og hvis du tror, at det er sjov og ballade, har du sovet i timen. Udklædning tager man ikke let på i dag. Der er vildt mange hensyn, der skal tages. En god udklædning skal ikke bare være flot, sjov, vellignende eller godt tænkt. Den skal være politisk korrekt. Ve dig, hvis du begår en fejl. TV2-vært Mette Helena Rasmussen, mest kendt fra programmet Nybyggerne, tog et muslimsk tørklæde på og lagde et billede af sig selv på Instagram. Klar til fest. Så stod hun ellers for skud. Som var hun selve tønden til en fastelavnsfest, haglede slagene ned over hende. Hun blev kaldt racist. Hun blev kaldt dum. Hun skyndte sig at undskylde. Det er den typiske reaktion i sådanne sager. En hurtig undskyldning. Det var også sådan Canadas premierminister, Justin Trudeau, i efteråret, krisehåndterede, da et gammelt billede fra en udklædningsfest i 2001 dukkede op. Det viste ham som Aladdin med ansigtet malet brunt. Undskyld. Undskyld. At man tyr til undskyldning og tilbagetog, når uvejret rejser sig, er forståeligt. Kritikken er ofte overvældende, og stemplet Racist er voldsomt. Det ville dog være befriende om nogen turde møde larmen med et: Ti dog stille. Det er så uhyre let at blive krænket, og mange lever tilsyneladende deres digitale liv i en evig på jagt på sager, der kan stimulere raseriet, og det var lige præcis en sådan gruppe tapre netsoldater, som for i flint i kommentarsporet, da Mette Helena Rasmussen havde lagt sit billede på nettet. Programmet ”Kulturen på P1” undersøgte sagen, talte med en række muslimske kvinder – ikke en var provokeret eller krænket. Alle var derimod forbløffede over hele affæren. Det vil tynde så dejligt ud i krænkelsesdebatterne, hvis vi hver især nøjes med at blive krænket på egne vegne. Føler vi os alligevel draget til at tage en minoritet i forsvar, det behov kan opstå, vil det klæde engagementet, om vi sikrer os, at vores hjælp og indsats faktisk er efterspurgt af dem, vi har tænkt os at agere talsmænd for. Og er den ikke det: Så ti dog stille.

Kolding For abonnenter

Venstre solo om at fastholde udskældt besparelse på ældre

Annonce