Annonce
Sønderborg

Forældre med fire børn i coronakrisen: Om aftenen er vi fuldstændigt bombet

Familien består af Viggo på tre år, mor Sofie, Alva på et år, Storm på ti år, Svea på syv år og far Lars. Foto: Claus Thorsted
Sofie Aakerlund Kristensen og Lars Kristensen passer deres jobs som henholdsvis sygeplejerske og politibetjent, mens de også skal sørge for skoleundervisning og pasning af deres fire børn mellem et og ti år.

Hørup: Det er eftermiddag, og familien Kristensen er samlet i deres køkken-alrum i hjemmet i Hørup.

De har 'mini-sfo', hvor de fire børn laver armbånd med perler. 34-årige Sofie Aakerlund Kristensen er sygeplejerske ved hjemmeplejen på Nordals, mens 39-årige Lars Kristensen er politibetjent ved politiets efterforskningsafdeling i Sønderborg. Siden skoler, børnehaver og dagplejer har lukket ned, har de to forældre arbejdet på skift for at kunne passe børnene, selvom de har ret til at tage imod tilbuddet om nødpasning. Også Sofie Aakerlund Kristensens mor har hjulpet til.

- Lars har taget nogle fridage, når jeg skulle på arbejde, og min mor har hjulpet til. Men Lars kan ikke blive ved med at tage fridage, og min mor har også et arbejde at passe. Vi kan ikke blive ved på den her måde, så vi bliver på et tidspunkt nødt til at gøre brug af nødpasning, siger Sofie Aakerlund Kristensen.

Men familiens ældste dreng, Storm på ti år, er ikke omfattet af tilbuddet om nødpasning på grund af hans alder.

- Så skal han være alene hjemme og passe sig selv og undervise sig selv. Det synes jeg, er for dårligt, siger Sofie Aakerlund Kristensen.

Annonce

Børnefamilie i coroatider

JydskeVestkysten følger den kommende tid familien Kristensen i Hørup omkring forældrenes og børnenes liv under coronakrisen.

Skoledag på tre timer

Men indtil videre klarer familien sig i den uvante situation, hvor forældrene både skal passe deres arbejde, passe de to små børn, Viggo på tre år og Alva på et år, samt undervise de to store.

Sofie Aakerlund Kristensen har lavet et skoleskema til Storm, der går i 3. klasse på Hørup Centralskole og lillesøster Svea, der er syv år og går i 1. klasse på samme skole. Alle hverdage er der tre timer og 20 minutters skole med pause hver time, hvor børnene skal udenfor. Storm og Svea laver opgaver, som deres lærere har lagt ind i Aula samt ekstraopgaver.

- Det er meget udfordrerne og uoverskueligt. Der er et hav af beskeder i Aula fra alle lærerne, og der kommer hele tiden nyt. Jeg synes, de skulle have sat sig ned og lavet et skema, som var realistisk eller onlineundervisning, så vi forældre ikke skulle opfinde den dybe tallerken, siger Sofie Aakerlund Kristensen.

Onsdag aften fik alle forældre dog en besked fra skolelederen på Hørup Centralskole, der skrev: "Lad jeres børn lave det, de kan og magter. Ingen skal få stress, ej heller når det vælter ind på Aula."

De beroligede familien, som dog stadig ser dagligdagen under coronakrisen som en stor udfordring.

- Én voksen skal lave skole for to børn og samtidig være børnehave og dagpleje for de to små. Det er svært, siger Lars Kristensen.

Må undvære venner

Børnene har ikke fået lov til at lege med venner og nabobørnene på vejen, som de plejer. Storm har fået lov til at gå en tur på med sin fætter, hvor de fangede pokémons med telefonen.

- Det er underligt at være i skole derhjemme, og det er irriterende, at jeg ikke kan lege med mine venner, siger Storm.

Når børnene er lagt i seng om aftenen, bruger Sofie og Lars en times tid på sofaen og ser Netflix.

- Efter en time går vi i seng. Vi er fuldstændigt bombet. Vi står op klokken 5, fordi de har indført toholdsskift på mit arbejde, så vi ikke alle er der på samme tid. Jeg skal være der klokken 6.15, siger Lars Kristensen.

På Sofie Aakerlund Kristensens arbejde er der også indført nye regler.

- Vi skal ud og hjælpe borgerne, som vi plejer, for de er afhængige af det. Vi spritter meget af, men det har vi altid gjort. Men personalet skal holde afstand til hinanden, siger Sofie Aakerlund Kristensen.

Familien forbereder sig på, at børnene skal holdes hjemme mere end de 14 dage, som blev meldt ud af statsministeren i sidste uge. Men den nærmeste familie er selv presset eller bor langt væk.

- Vi kommer til at bruge nødpasning, men vi er bekymrede for Storm. For kan han klare det?, siger de to forældre.

Familiens Kristensen prøver at få en hverdag til at hænge sammen, hvor forældrene både skal arbejde, undervise de to ældste og passe de to yngste. Foto: Claus Thorsted
Lars Kristensen er politibetjent i Sønderborg, og Sofie Aakerlund Kristensen er sygeplejerske på Nordals. Foto: Claus Thorsted
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce