Annonce
Esbjerg

Forældre råber på hjælp ved farlig skolevej: - Vi risikerer at ende med børn på køleren

Forældre, beboere og trafikanter omkring Nørrebrogade og Strandby Kirkevej oplever dagligt livsfarlige situationer, når små og store trafikanter tørner sammen på smalle veje med tung trafik. Nu vil de have kommunen til at gribe ind. Arkivfoto
Trafikken omkring Nørrebrogade og Strandby Kirkevej er livsfarlig for små trafikanter, og Esbjerg Kommune bør gribe ind. Sådan skriver en række forældre i et nødråb til kommunen. Udvalgsformand erkender blankt, at skolevejen er både utryg og usikker.
Annonce

Esbjerg: En gruppe forældre til børn på Boldesager Skole Cosmos har sammen med beboere i området omkring Nørrebrogade og Strandby Kirkevej sendt et nødråb til Esbjerg Kommune om helt horrible trafikforhold i området. Særligt morgentrafikken er slem, og udsigten til 600 nye parkeringspladser i p-huset ved Sydvestjysk Sygehus længere nede ad vejen har fået bægeret til at flyde over. Nu må der gøres noget, mener de.

- Skolevejen er i forvejen så trafikeret, at mange ikke tør lade deres børn cykle her. Tanken om, at man risikerer at lede markant mere trafik ad Nørrebrogade, er næsten ikke til at bære. Grænsen for, hvor meget trafik området kan absorbere, er nået, fremgår det af brevet, der er underskrevet af 21 forældre, beboere og trafikanter i området.

De oplever jævnligt mere farlige situationer og nærved-ulykker, når de færdes i området, og de mener derfor, at det er på tide, at kommunen griber ind. For eksempel nævner de, at det er alt for svært at krydse Strandby Kirkevej i morgentrafikken, når man færdes med et barn. Også trafikken omkring daginstitutionen Børnenes Kontor gør krydset ved Langelandsvej, Strandby Kirkevej og Kvaglundvej livsfarligt, mener de.

Politikerne går lige nu i gang med at forberede det kommende budget, og det må simpelthen være en bunden opgave at finde de nødvendige midler, så der ikke først skal børn på køleren. Det er jo ikke glasur på lagkagen, vi taler om, men basal infrastruktur, som skal være i orden.

Line Britt Madsen, initiativtager og medunderskriver af brevet til kommunen

Annonce

- De har ret i deres kritik

Flere vælger derfor i stedet at cykle langs remisestien ved kolonihaverne og ud langs Nørrebrogade for at nå frem til skolen, men her må de slingre ind og ud mellem parkerede biler og tæt trafik.

- Nørrebrogade er i forvejen smal, så der er ikke plads til, at man som forælder kan cykle ved siden af sit barn for at skærme mod trafikken. Derfor vælger nogle af os at lade børnene cykle på fortovet, hvor de så må slingre ind og ud mellem fodgængere og hundeluftere til stor utilfredshed for alle parter, skriver forældrene i brevet.

Og der er noget om snakken, erkender formand for Teknik & Byggeudvalget Søren Heide Lambertsen (V).

- De har ret i deres kritik langt hen ad vejen. Det er en hektisk strækning, og sammensmeltningen af skole og trafikknudepunkt er uheldig. Især Nørrebrogade er uhensigtsmæssig for cyklister, og det er et af de steder, vi er opmærksomme på, siger Søren Heide Lambertsen.

Annonce

Hvad så nu?

Han henviser blandt andet til den trafikplan for indre by, som Esbjerg Byråd vedtog sidste år. Planen indeholder en række forskellige trafikprojekter – heriblandt en større omlægning af Nørrebrogade, så der blandt andet bliver plads til cykelstier. Det er dog ikke prioriteret penge til projektet endnu, og det er derfor uvist, hvornår det kan realiseres.

- Vi ved endnu ikke, om det er muligt at finde penge til projektet i det kommende budget, men vi har kontaktet politiet og bedt om en vurdering af trafiksikkerheden i området. Vi vil også gerne høre brevskriverne ad. Derfor vil jeg gerne invitere dem til et møde, så vi kan drøfte, om der er noget, vi kan gøre her og nu. Vi kan måske finde lidt penge fra puljen til trafiksikkerhedsfremmende foranstaltninger, så vi for eksempel kan ændre hastighedsbegrænsningen på strækningen, siger Søren Heide Lambertsen.

Den invitation tager man gerne imod, fortæller en af initiativtagerne til opråbet.

- Vi deltager meget gerne i et møde. Jeg håber, at flere forældre vil engagere sig og fortælle politikerne om den hverdag, vi oplever i området. Politikerne går lige nu i gang med at forberede det kommende budget, og det må simpelthen være en bunden opgave at finde de nødvendige midler, så der ikke først skal børn på køleren. Det er jo ikke glasur på lagkagen, vi taler om, men basal infrastruktur, som skal være i orden, siger Line Britt Madsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce