Annonce
Kolding

Forældreformænd kritiserer centralisering af SFO-pasning i ferier: Det er en virkelig dårlig beslutning

Beslutningen om at samle al SFO-pasning i hele Kolding Kommune på en enkelt skole i en række ferieuger giver anledning til kritik fra skolebestyrelsesformænd fra flere folkeskoler i oplandet. Arkivfoto: Timo Battefeld/JyskFynske Medier
Formændene for skolebestyrelserne i Vamdrup, Lunderskov og Christiansfeld kritiserer beslutningen om at samle al SFO-pasning på én skole i Kolding i visse ferieuger. Det stiller forældre i oplandsbyerne ringere, mener de.

Kolding: - Jeg synes, det er en virkelig dårlig beslutning.

Sådan lyder meldingen fra formanden for skolebestyrelsen på Kongsbjergskolen i Lunderskov, Marianne Kamp, om den beslutning, der er truffet af embedsmænd i kommunens børne- og uddannelsesforvaltning, og som betyder, at Brændkjærskolens SFO er den eneste SFO i hele Kolding Kommune, der i fremtiden skal holde åbent i uge 28, 29 og 30, dagene mellem jul og nytår, dagene op til påske og dagen efter Kristi Himmelfartsdag.

Den hidtidige ordning med, at det foruden Brændkjærskolen også var Bramdrup Skole og skolerne i Vamdrup, Lunderskov og Christiansfeld, som holdt åbent i disse uger, sløjfes.

Annonce


Der er grænse for, hvor meget man kan bede folk om at betale for et ringere produkt.

Marianne Kamp, skolebestyrelsesformand


- Det vil stille os ringere som oplandsbyer, for man kommer jo som forældre her i virkeligheden ikke til at benytte sig af tilbuddet. Så skal man i hvert fald have vredet armen om og virkelig have behovet for pasning på de tidspunkter. Men der er jo nogle forældre, som er nødt til at arbejde da, og selv om det ikke er mange, der har behovet, bliver de ramt, siger Marianne Kamp.

Hun ved godt, at forældre til børn på mange andre skoler allerede i dag må sende deres børn til en fremmed SFO, hvis de har brug for pasning i ferieperioderne. Det gælder for eksempel for de fleste skoler i Kolding by, men det er ikke et argument for at lade dette ramme endnu flere forældre, lyder det fra hende.

Uheldig centralisering

- Under corona har mange forældre i forvejen holdt deres børn hjemme i en stor del af SFO-tiden og har alligevel betalt for pladsen. Vi betaler også en del for at have børn i SFO, men der er grænse for, hvor meget man kan bede folk om at betale for et ringere produkt. Jeg kan frygte, at nogle bliver så sure, at de melder deres børn ud af SFO'en, siger Marianne Kamp.

Også formanden for skolebestyrelsen på Vamdrup Skole, René Gade, siger, at han "selvfølgelig" synes, det er en dårlig idé at samle al SFO-pasning på én skole flere uger hvert år.

- Vi vil selvfølgelig gerne have vores børn passet der, hvor de er vant til at blive passet, og vil gerne forsøge at bevare så meget som muligt i nærområdet. Det er uheldigt, at man samler det hele i Kolding, og mange indbyggere i oplandsbyerne vil synes, at man centraliserer for meget, mener René Gade.

Kim Hede er skolebestyrelsesformand på Christiansfeld Skole og kritiserer ligesom René Gade centraliseringstanken.

- Det er en virkelig dårlig idé at centralisere, og at man skal bruge tid og krudt på at transportere sine børn fra oplandet og ind til Kolding. Det er under al kritik, og man tænker ikke på børnene. Jeg tror ikke forældrene her vil benytte sig af tilbuddet og vil forsøge at finde en alternativ løsning, siger Kim Hede.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Kolding For abonnenter

Steen havde job, kone, børn og hus - men røg på flasken: Nu bor han på forsorgshjem og forsøger at komme ud af sit misbrug

Esbjerg

Esbjergenser har tilbragt natten på stationen: Råbte efter politiet og slog betjent i ansigtet

Annonce