Vaccination: Både i sidste weekend og i denne weekend er der i testcentret i Esbjerg Kommune en stor mængde vacciner fra Pfizer i overskud, der nærmer sig udløbsdatoen.
Problemet er, at der ikke er nok borgere i målgruppen ældre over 85 og borgere over 65 år, som får både personlig og praktisk hjælp, der har booket en tid.
Lørdag, søndag og mandag er der cirka 1500 vacciner til rådighed, som skal bruges hurtigst muligt, og det har fået kommunen til at sætte intensivt ind. Både ved at ringe målgruppen op for at oplyse dem om, at de nu kan blive vaccineret, og ved på det kraftigste at opfordre pårørende til at hjælpe de ældre med at booke en tid online.
- Det er en speciel målgruppe. Vi har måske ikke være forberedt godt nok på, at så mange skulle hjælpes til at få bestilt en tid. Når vi nu ringer ud til de ældre, er der mange af dem, der slet ikke ved, at det er deres tur til at blive vaccineret, siger Arne Nikolajsen, direktør for Sundhed & Omsorg i Esbjerg Kommune.
Han afviser, at udfordringerne med at få afsat vaccinationstiderne har betydet, at doser er gået til spilde.
- Sidste weekend lykkedes det os at få dem ind, vi havde brug for. Vaccinerne går heller ikke til spilde, hvis det ikke lykkes. De vil bare blive brugt på en anden målgruppe, som ikke står først på listen, siger han.
Målgruppen skal lukkes
Når man de kommende dage ikke i mål med at få afsat de mange vacciner til ældre fra kommunerne Fanø, Esbjerg, Varde, Vejen og Billund, der er tilknyttet vaccinationscentret i Esbjerg, vil de gå til sygehuspatienter.
- Men vi vil jo rigtig gerne have lukket den ældre målgruppe først. Før det kan vi ikke komme videre til den næste, siger Arne Nikolajsen.
Hvordan kan det være, at I nu står i den her situation igen med manglende bookinger?
- Vi gik ud med en stor indsats i sidste uge for at få budskabet ud, men det gjorde også, at callcentret blev lagt ned, og derfor ringede mange forgæves ind og endte med at droppe det. Vi fik dog flere til at booke tider, så der kom godt gang i den i sidste weekend, men så gik det i stå igen mandag og tirsdag. Derfor begyndte vi at ringe ud til samtlige borgere på vores liste, siger Arne Nikolajsen og fortsætter:
- I sidste uge vidste man jo heller ikke, at der i den her uge ville komme en ekstra sending på 2000 vacciner til målgruppen lige pludselig.
Indtil nu har kommunen fået afsat 400 ledige tider ved at ringe ældre borgere op og booke en tid for dem. Arne Nikolajsen opfordrer dog fortsat pårørende til også at gøre en indsats.
Arne Nikolajsen, direktør for Sundhed & Omsorg i Esbjerg Kommune.Det er en speciel målgruppe. Vi har måske ikke være forberedt godt nok på, at så mange skulle hjælpes til at få bestilt en tid.