Læserbrev: Nu er §18-midlerne (støtte til frivilligt socialt arbejde) fordelt, og det er meget skuffende, at kun ca. 1/3 af ansøgerne får et tilskud.
Vi er borgere i en kommune, hvor der tilsyneladende er råd til at tage store lån hjem til renoveringer og nybygninger mv., men når det drejer som om støtte til de mest udsatte og de mange frivillige i mange foreninger, som via deres ansøgninger om midler er med til at skabe sociale fællesskaber for byens borgere, ja, så har det ikke den store politiske bevågenhed.
Det er ikke rimeligt i en tid med covid-19, hvor netop fællesskabsaktiviter betyder så meget, at der ikke bliver prioriteret op på dette område.
Jeg er godt klar over de mange nuværende restriktioner, men midlerne er jo til brug i hele 2021.
Der har været ansøgninger svarende til ca. 1.2 mio. kr., og der bliver udmøntet for ca. 0.5 mio.kr. Husk ved det kommende valg i 2021, at et socialdemokratisk flertal i byrådet ikke er garanti for støtte til de mange ansøgte aktiviteter.
Jeg vil opfordre til, at der afsættes flere midler til formålet (§18), som jo også er at betragte som en god investering – ikke i mursten, men i sociale fællesskaber og aktiviteter i Fredericia Kommune.
Jeg vil opfordre til, at der afsættes flere midler til formålet (§18), som jo også er at betragte som en god investering – ikke i mursten, men i sociale fællesskaber og aktiviteter i Fredericia Kommune.