HADERSLEV: Selvfølgelig ved de godt, at det ikke er værre for dem end for alle andre.
Men alligevel.
Nu har de gået ledige hen i snart et år, og det passer ikke mændene i røde jakker, hvide bukser og med overvejende gråt hår. Siden 2006 har det frivillige sjak, Byggemand Bob, udført praktiske opgaver i hele kommunen: på Tørning Mølle, ved Hertug Hans Festival, under messer i Haderslev Idrætscenter, til Kløften Festival, ved folkefrokosten under Høtten, til Uday, show med Ørkenens Sønner og ved Bierfester.
Man kunne blive ved. Men de seneste 12 måneder har der ikke været bud efter de 12 Bob’er.
Født i sang
Byggemand Bob opstod i forbindelse med DGI’s landsstævne, og det kastede en sang af sig, da Bob viste sig også at have en lyrisk åre:
”I landsstævnets dage i to tusind seks,
ideen til sjakket blev fostret – af hvad?
Af formand Hans Jørgens idé om et sjak
der kendte hinanden og ku’ løfte i folk.
Læser man beretningerne gennem årene, får man indtryk af teamets mangesidede oplevelser. For eksempel kulturfestivalen i 2008:
"Opsætning af det store telt på Gravene var noget af en prøvelse."
Hans Jørgen SuadicaniSå jeg lever på renommeet og billig tale.
Så var der en folkefrokost samme år:
"Var ikke selv med – men kan forstå at det gik fint. Det var nogle pæne bluser, vi fik."
Annalerne gemmer også historier om, hvad Byggemand Bob også står for. I 2012 besøgte formanden Viggo Schmidt og kassereren Lorens Andresen Sillerup Plejehjem. Med sig havde de 3000 kroner til plejehjemmets bus.
"Pengene faldt i god jord, og vi blev budt på det store morgenbord", kunne de to efterfølgende skrive i en pressemeddelelse.
Men nu har der været snart 12 måneders passivitet. Corona har aflyst mange af de aktiviteter og arrangementer, hvor mændene i rødt og hvidt har gået til hånde.
- Hvordan har de måneder været?
- Kedelige, lyder det fra Evald Pedersen, og de fire andre Bob’er, der er mødt op i Damparken på denne blæsende dag, nikker.
Damparken fordi den har udgjort rammen om så mange af de arrangementer, hvor teamet har været i gang.
- Men der er vist noget med et stort cykelløb i 2021, funderer formand Viggo Schmidt.
- Det er i september, lyder det stemnings-ødelæggende fra journalisten.
- September sukker Evald.
Især har den langvarige stille periode været hård for det senest ankomne medlem af sjakket, Hans Jørgen Suadicani - det vides ikke med sikkerhed, hvor efternavnet kommer fra.
Han har nemlig endnu ikke kunnet demonstrere sine håndværksmæssige evner, da han blev medlem for snart et år siden. Det skete, da han traf Evald Pedersen på Torvet i Haderslev, og da der ikke var mere for Hans Jørgen at arbejde med som underviser på VUC, spurgte han, hvad det var for noget med Byggemand Bob.
Så kom han med:
- Ungdomsafdelingen, som han siger.
Men kort efter mødet på Torvet lukkede statsministeren landet:
- Så jeg lever på renommeet og billig tale.