Annonce
Billund

For første gang siden 1730: En sommer uden Vorbasse Marked

Der bliver ingen Vorbasse Marked i år. Coronavirussen har gjort det umuligt at holde marked. Arkivfoto
Statsminister Mette Frederiksen (S) har mandag aften udstedt forbud mod markeder, festivaler og andre større arrangementer frem til udgangen af august. Dermed bliver der ingen Vorbasse Marked.
Annonce

Vorbasse: Det er ikke sket siden 1729, men i 2020 kommer det til at ske: Sommeren bliver uden Vorbasse Marked.

Som følge af den aktuelle situation, hvor frygten for smitte med coronavirus har sat det meste af det danske samfund på standby, har statsminister Mette Frederiksen (S) mandag aften offentliggjort, at der frem til udgangen af august vil være forbud mod afholdelse af markeder, festivaler og andre større forsamlinger.

Dermed aflyste hun årets udgave af Vorbasse Marked, som ellers var fastlagt til at finde sted den 16., 17. og 18. juli.

Annonce

Marked hvert år siden 1730

Vorbasse Marked er et kæmpe arrangement i den lille landsby. Siden markedet fandt sted for første gang i 1730, har der hver eneste sommer været marked i Vorbasse. Det anslås, at der årligt kommer cirka en kvart million gæster til Vorbasse Marked, der er et af landets største hestemarkeder.

Anslået 400-500 heste kommer hvert år på markedet, hvor der desuden er cirka 650 kræmmere og flere end 250 smådyrshandlende. Markedet byder desuden på et kæmpe omrejsende tivoli og et musikalsk underholdningsprogram, der altsammen gør, at Vorbasse ganske enkelt er stedet at være i uge 29. Men ikke i år.

Det er Vorbasse Grundejerforening, der står for at arrangere Vorbasse Marked. Det har sent mandag aften, efter statsministerens udmelding, ikke været muligt at få en kommentar fra formand Brian Madsen til aflysningen.

Vorbasse Marked har dog slået følgende op på sin Facebook-side mandag aften:

"Puha, den besked skal vi lige sluge, men som udgangspunkt er der ikke Vorbasse Marked i år. Vi havde ellers glædet os til at tage i mod jer alle sammen. Der er bestyrelsesmøde i morgen aften og derefter kommer der en udmelding. Men alle der har booket en stand eller campingplads vil få pengene refunderet."

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce