Annonce
forside

For mange underligheder

Læserbrev: Mandag eftermiddag modtager jeg sammen med den øvrige kommunalbestyrelse en mail om, at der vil blive udsendt en pressemeddelelse dagen efter.

Pressemeddelelsen omhandlede udskiftningen af 200 vinduer i Rådhusbygningen.

Der er i og for sig ikke noget odiøst i at udsende pressemeddelelser.

Det underlige i denne sag er imidlertid, at ingen i hverken økonomiudvalget eller kommunalbestyrelsen forud var blevet orienteret om denne sag.

Vi har ganske enkelt ikke fået noget at vide.

Det er underligt, fordi borgmesteren normalt altid orienterer økonomiudvalget og den samlede kommunalbestyrelse, hvis der er problemsager undervejs.

Det er sådan, det plejer at være. Men ikke i denne sag.

Det er underligt.

Det er endvidere underligt, at den første pressemeddelelse indeholdt forkerte oplysninger, og disse oplysninger først bliver rettet, da jeg gør opmærksom på det.

Og hvorfor haster denne sag pludselig så meget?

Hvorfor skal det gå så stærkt?

Er der nogen som har sovet i timen?

Endvidere er det underligt, at sagen fremstilles som et: "Hvis ikke økonomiudvalget og kommunalbestyrelsen bevilger pengene, så lider medarbejderne ...".

Vi får jo sat "pistolen" på brystet.

Jeg synes ikke det er en ordentlig måde at behandle os politikere på.

Det er ikke i orden at sætte os i den situation.

Jeg vil derfor anmode borgmesteren om en redegørelse af denne sag. Og jeg vil blandt andet anmode ham om at svare på de spørgsmål som jeg har rejst her.

Der er for mange underligheder i denne sag.

Der er ganske enkelt for mange underligheder.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Brexit it is: Vælgerne har talt

Endelig. Endelig kan både Storbritannien og EU komme videre. De britiske vælgere har talt, tydeligt, og de har klart valgt Brexit. Det giver en tiltrængt klarhed på begge sider af vandet oven på flere års tumultariske scener i det britiske parlament og manglende fremdrift i de uendelige forhandlinger med et mere og mere målløst EU. Nu må vi være færdige med Brexit eller ej. De britiske vælgere har talt, og de har givet den konservative premierminister Boris Johnson et klart mandat. Johnson er som politiker let at mene en masse om. Man kommer let til at ryste på hovedet. Han er en populist, en politisk charlatan, der ikke skyr nogen midler for magten, men han er også en klar vinder af det britiske valg efter en valgkamp, der har centreret sig om en sag: Brexit. Nu. Om han vandt på grund af sagen eller på grund af en meget svag, forvirret opposition, eller fordi englænderne ikke orker mere snak eller en kombination af det hele er ligegyldigt. Johnson vandt stort. Han tegner Storbritannien. Det kan man begræde, fra vores side af Nordsøen. Både politisk og økonomisk. Vi gik ind i det europæiske fællesskab sammen med englænderne, og der har så at sige altid været en tæt og givtig relation mellem Esbjerg og Harwich, og det havde været bedst for Danmark, om Storbritannien på vej ud af EU var vendt om i døren. Det gør Storbritannien ikke med Boris Johnson som dørmand. Lad os tørre øjnene. Briterne har valgt brexit, nu skal vi have det bedst mulige ud af det scenarie. Vi har en interesse i en stærk og tæt relation også fremover. Vi skal have en fornuftigt balanceret handelsaftale på plads hurtigst muligt. Vi beriger hinanden økonomisk og kulturelt. Danmark bør være den stemme i EU, som mere end nogen anden søger kompromisset og appellerer til fornuften i de forestående forhandlinger mellem Storbritannien og EU. Det bliver der brug for.

Annonce