Annonce
Livsstil

- For mig er kulturen allestedsnærværende

Lene Mollerup Foto: Susan Kipp

Mig og kulturen: Museumsinspektør Lene Mollerup

Annonce

Hvad bidrager kulturoplevelser med i dit liv?

- Nærvær af historien i forskellige lag af oplevelser. Denne følelse af, at vi er en brik i en større sammenhæng, et led i kæden af mennesker, der har levet før os og sat deres præg på historien. Både fysisk gennem bygninger, genstande eller historiske steder og i overført betydning, gennem en fælles kultur, som danner rammerne for vores begrebsverden. For mig er kulturen allestedsnærværende i det, vi omgiver os med, både på det hjemlige plan med "arvestykker" og familieligheder, som kan spores tilbage i slægten, og den omkringboende kulturhistorie, der kan ses i landskabet og som er vores fælles rod.

Hvilken bog eller hvilket blad har givet dig en god oplevelse?

- Det er mest faglig litteratur som læses inden for emnerne historie, arkæologi og antropologi. Det kan godt være temmelig nørdet, men det er super fedt at kunne fordybe sig i de faglige emner, der interesserer en. Jeg kan nu også godt lide en god roman og andet skønlitteratur. Samt en god avis med dybdegående journalistik.

Hvilket album eller hvilken koncert vil du gerne høre igen?

- Har først lige fået øjnene op for ballet og har sammen med min søn set "Svanesøen" opført af Den Russiske Nationalballet. Jeg er helt sikkert ikke færdig med at få sådanne klassiske oplevelser.

Hvilken film, hvilken tv-serie eller hvilket teaterstykke har gjort indtryk?

- Historiske programmer og tv-serier på DR samt engelske kriminalserier som Morse og Unge Morse.

Hvilket kunstværk eller hvilken udstilling tænker du tilbage på?

- Oplevelsen af at stå ud af Roms metro og se Colosseum tårne sig op foran en var en ganske særlig og nærværende oplevelse, ligesom at stå i ruinerne af det gamle Rom, eller træde ind i vores danske middelalderkirker. Her oplever jeg kraftigt båndet til fortiden blive helt nærværende på tværs af tusinde år.

Hvilket design eller kunsthåndværk sætter du mest pris på?

- Jeg er fascineret af, hvordan mennesker kan forme materialer og skabe rummelige løsninger inden for bygninger og brugsgenstande. Vi lærer ved at se, hvordan andre har gjort det, og derefter tilegne os samme viden. Når man står med en 700 år gammel knibtang i hånden, og den stadig kan bruges i dag, så er det, fordi den er perfekt til at løse den opgave, den er skabt til. Formen er fuldendt, og det er det virkelig fascinerende.

Hvilken kulturoplevelse drømmer du om at få mere tid til?

- Besøge en masse museer og opleve, hvordan vores kulturarv formidles bredt: kulturhistoriske og kunsthistoriske museer med gode udstillinger samt historiske steder, som klostre, gamle borge og slotte samt historiske haver.

Hvad er den værste kulturoplevelse, du har haft?

- Tror faktisk ikke, jeg har haft nogen dårlige oplevelser. Det skulle da lige være at opleve en sur og uengageret museumsvært, der tager imod en.

Lene Mollerup

Født i 1966. Uddannet middelalderarkæolog og biologisk antropolog fra AAU og SDU i 1998.

Hun har været ansat ved SDU og Moesgaard Museum, inden hun i 2005 blev museumsinspektør ved Øm Kloster Museum, der er en del af Museum Skanderborg.

Lene Mollerup er forsker og formidler og har en lang række publikationer om emner inden for dansk og international klosterhistorie bag sig.

Lige nu er hun aktuel med ”Klosterhaven ved Øm”, der netop er udkommet hos Turbine.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Sådan ruster vi EU til fremtiden

Nordtyskland

Risikerer fængsel: Tysk familiefar tog på McDonalds, selv om han vidste, han var smittet

Trekantområdet

Gode forhold og næsten ingen kø: Flere hundrede er allerede blevet testet for covid-19 i MesseC

Annonce