Annonce
Varde

Anmeldt af forbruger: Butik fik bøde og sur smiley for at markedsføre bær som kræft-forebyggende

Maggies i Ølgod. Foto: Google Street View
Seks dage før fik Maggies i Ølgod en storsmilende smiley. Men så kom Fødevarestyrelsen på endnu et kontrolbesøg på baggrund af en forbrugerklage.
Annonce

Ølgod: Specialbutikken Maggies i Ølgod betaler en bøde på 5000 kroner og må indkassere en sur smiley for ulovlig markedsføring.

Bøden gives for udsagn som dette: "Aroniabær kan beskytte mod sygdomme som kræft, Alzheimer og urinvejsinfektioner".

Det var på butikkens hjemmeside Maggies.dk, at en forbruger opdagede sygdoms-anprisningerne, som de hedder i Fødevarestyrelsens terminologi. Det er ulovligt at markedsføre et produkt som forebyggende eller helbredende uden at angive en godkendt anprisning. På baggrund af forbrugerklagen fik Maggies kontrolbesøg.

- Det var rejseholdet fra Fødevarestyrelsen, der kom på besøg, siger indehaver Frantz Kristensen.

- Det var nogle artikler, som vi viste på siden, siger Frantz Kristensen, der personligt undrer sig over, at der findes publicerede artikler om emnerne, men at de altså ikke må bruges i markedsføringssammenhæng.

Frantz Kristensen anfører, at det på hjemmesiden fremgik tydeligt, at der var tale om artikler.

Men Maggies har accepteret bøden.

Ingen advarsel

  • Der var ingen advarsel til Maggies i Ølgod i form af en indskærpelse, altså en ikke helt storsmilende smiley.
  • For at genvinde elitesmileyen skal butikken have fire storsmilende smileyer i træk.
Annonce

Aroniabær og ingefærshots

Konkret drejer sagen sig om ikke godkendte anprisninger af både aroniabær og ingefærshots.

Om ingefærshots stod der:

"Ingefærroden er nok mest kendt for dens antiinflammatoriske effekt"... "Ingefær har erfaringsmæssigt vist sig velegnet blandt andet som middel mod gigtsmerter, køresyge, kvalme, hoste, fordøjelsesbesvær og forstoppelse og kan for nogle have en lindrende effekt i forbindelse med kemoterapi."

Om aroniabær stod der blandt andet, at det er en "superfrugt, der er god for hele kroppen".

De ulovlige anprisninger blev fjernet fra hjemmesiden under kontrolbesøget, som fandt sted den 24. oktober. Det var i øvrigt seks dage før, at Maggies fik en storsmilende smiley i forbindelse med et ordinært kontrolbesøg. Det er ikke fødevaresikkerheden, der halter i butikken, som i perioder sælger kød og derfor ofte har kontrolbesøg af Fødevarestyrelsen.

- Jeg er ked af, at vi mister den elitesmiley, som vi har haft i mange år, siger Frantz Kristensen, som ser frem til et opfølgende, gebyrbelagt kontrolbesøg, så den glade smiley kan genvindes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Esbjerg

Efter ballade ved pokalfinalen: Politiklagenævn skal se nærmere på knippelslag

Annonce