Annonce
Erhverv

Forbrugere advares mod for stor tillid til netbutikker

Philippe Lopez/Ritzau Scanpix
Midt i julehandlen advarer Forbrugerrådet Tænk og Dansk Erhverv mod for meget tillid til netbutikker.

Danske forbrugere har måske lidt mere tiltro til dansksprogede netbutikker, end hvad godt er. Sådan lyder advarslen fra Forbrugerrådet Tænk og Dansk Erhverv midt i julehandlen.

Dansk Erhverv har fået Norstat til at undersøge danske forbrugeres forhold til at handle i netbutikker.

Her viser det sig blandt andet, at 61 procent af forbrugerne tror, at så længe netbutikken er på dansk, så kan man forvente, at varerne lever op til danske regler og love.

Selv om det juridisk set er korrekt, tyder alt på, at det er for rosenrødt et billede, når det kommer til netbutikker uden for Europa, lyder det fra de to organisationer.

- Det er nok en kende for optimistisk, desværre, siger Dansk Erhvervs markedschef for handel, Lone Rasmussen.

- For det er ikke altid en dansk netbutik, der gemmer sig bag en dansksproget hjemmeside. Man er nødt til som forbruger at være kritisk.

En hjemmeside skal egentlig følge lovgivningen i det område, som den målretter sig mod. Derfor skal udenlandske netbutikker, der har en dansksproget hjemmeside, opfylde danske krav til varerne.

Det har de to organisationer dog indsamlet over 30 eksempler på, at de ikke gør. Det kan eksempelvis være, at produkterne indeholder stoffer, der er forbudt i Danmark.

Som eksempel har DR tidligere fundet legetøj i netbutikken Wish, der indeholdt hormonforstyrrende stoffer, som kan give børn dårlig sædkvalitet og misdannede kønsdele.

Forbrugerrådet Tænk fraråder ifølge vicedirektør Vagn Jelsøe at købe bestemte varer på nettet, hvis man ikke er sikker på, at producenten er fra EU-lande og dermed underlagt EU-lovgivning.

- Hold dig fra legetøj. Det handler om skarpe ting og små dele. Hold dig fra elektronik. Det kan bryde i brand eller være usikkert på anden måde, siger han.

- Og kosmetik. Fordi når der er kemi i tingene, så er det jo særligt følsomt, når det decideret er noget, vi smører på huden.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Teatertorden i byrådssalen

Det er ikke altid til at vide, hvad der sætter gang i debatten, når de 27 medlemmer af Vejen Byråd træder sammen. Sådan var det heller ikke på årets første møde i byrådet i tirsdags. Men det skulle vise sig at blive dagsordenens allerførste punkt; Klaus Kildemands anmodning om udtrædelse af byrådet. Det var som sådan ikke Kildemands exit på den lokalpolitiske scene, som satte gang i den verbale bulder og brag, tilhørerne blev vidner til. Allerede forud for byrådsmødet havde løsgængeren Anni Grimm i et læserbrev kritiseret, at formandsposten midt i perioden går fra en socialdemokrat til en anden. Hendes grænse for en ”forhånds-postfordeling” var overskredet, lød det i læserbrevet. Anni Grimm tog også ordet på byrådsmødet, hvor hun kaldte sagsforløbet fra socialdemokraterne for arrogant. Anni Grimm blev i den grad bakket op af Liberal Alliances Martin Boye. Han udtrykte sin bekymring over, at den socialdemokratiske gruppeformand Jørgen Thøgersen med et pennestrøg tilsidesatte Retssikkerhedslovens bestemmelser om, at Børn- og Ungeudvalget selv vælger deres formand. Det står naturligvis Anni Grimm og Martin Boye frit for, hvad de mener. Derom ingen tvivl. Det må være dog berettiget at kaste erindringen tilbage til valgaftenen den 21. november 2017. Lige omkring midnatstide kommer repræsentanter for Venstre, Socialdemokratiet, Det konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti ud for at fortælle, at en bred konstitueringsaftale er på plads. Den fremmødte presse får at vide, hvordan eksempelvis formandsposterne i fagudvalgene fordeles. Socialdemokratiet får i denne forbindelse tildelt formandsposterne i tre udvalg – heriblandt Børn- og Ungeudvalget. Konstitueringsaftalen var Anni Grimm på den sene valgaften selv med til at præsentere som medunderskriver. Aftalen tiltræder Martin Boye også umiddelbart inden Vejen Byråds konstituering i december 2017. Mod slutningen af 2018 bekendtgør Martin Boye dog, at han ikke længere er en del af aftalen. Det er en anden historie. Børn- og Ungeudvalget adskiller sig fra de andre stående udvalg ved, at her sidder også to børnesagkyndige samt en dommer. Anni Grimm mente på byrådsmødet i tirsdags, at Børn- og Ungeudvalget derfor ikke kan sammenlignes med de øvrige stående udvalg, hvor der udelukkende er politisk repræsentation. Det kan godt være, at Retssikkerhedsloven foreskriver, at Børn- og Ungeudvalget selv vælger sin formand. Men det gør de øvrige stående udvalg også. Også borgmesteren vælges formelt af byrådet. Realpolitisk er formandsposterne dog fordelt, når konstitueringsaftalen er underskrevet. Anni Grimm har engang her i avisen leveret et ganske enestående citat, hvor hun slog fast: - Det har simpelthen været nødvendigt at få trådt i klaveret. Citat slut. Her i denne sag virker det som om, at der blev trådt lige hårdt nok. Det tangerer teatertorden. GOD SØNDAG

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];