Annonce
Erhverv

Forbrugerombudsmand anmelder e-cigaretfirma til politiet

Eva Hambach/Ritzau Scanpix
Det er ulovlig reklame, når e-cigaretfirmaet Smoke-It anvender sit navn på sin hjemmeside, vurderer myndighed.

E-cigaretfirmaet Smoke-It er torsdag blevet politianmeldt af Forbrugerombudsmanden.

Ifølge myndigheden har firmaet på sin hjemmeside overtrådt et reklameforbud for e-cigaretter.

Forbrugerombudsmanden vurderer, at navnet i sig selv er en opfordring til at ryge, og at firmaet derfor ikke må bruge det på nettet.

Derudover har firmaet "anvendt salgsfremmende billeder og udsagn med positivt ladede vendinger" om produktet, lyder det.

- Vi ser desværre mange reklamer for e-cigaretter på hjemmesider og sociale medier.

- Men det totale forbud mod reklamer for e-cigaretter gælder naturligvis også på nettet, siger forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen i en pressemeddelelse.

Hos firmaet Smoke-It er man uenig i vurderingen.

Her mener ejer og direktør Jens Nygaard Andersen, at de danske regler og deres tolkning går for vidt i forhold til EU-regler på området.

- Forbrugerombudsmanden har læst reglerne på én måde. Vi har læst dem på en anden måde og synes, at de skal fortolkes anderledes. Så derfor mener vi, at det skal for en dommer, siger han.

Forbrugerombudsmanden skriver, at det ifølge loven om elektroniske cigaretter er "ulovligt at reklamere for e-cigaretter og genopfyldningsbeholdere over for offentligheden".

- Forbuddet omfatter alle handlinger, som har til formål at sælge e-cigaretter, eller som har den direkte eller indirekte virkning, skriver myndigheden.

Smoke-It ejeren understreger, at virksomheden de seneste måneder har været i dialog med Forbrugerombudsmanden og har forsøgt at luge ud i blandt andet de positive vendinger på hjemmesiden.

Hvor man tidligere har beskrevet e-cigaretters smag med tillægsord som "dejlig", har man nu fjernet de positive vendinger, siger han.

Men at navnet Smoke-It i sig selv er reklame og ikke må bruges på nettet, kan firmaet ikke leve med, mener Jens Nygaard Andersen.

- Det er dét, der gør rigtig ondt på os. Det vil forvirre alle kunderne, siger han.

Forbrugerombudsmanden er en uafhængig myndighed, der fører tilsyn med, at virksomheder overholder forskellig forbrugerbeskyttende lovgivning.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Indland

Henriette Zobel er død 

Leder For abonnenter

Hemmelighedskræmmeri er uhyrligt

Danfoss beviser endnu engang en familieejet virksomheds styrke i forbindelse med sagen om den voldsomme forurening på Himmark Strand på Als. Her dumpede Danfoss med myndighedernes tilladelse årligt tonsvis af flydende industriaffald i 1950’erne og 1960’erne. Man vidste dengang ikke bedre, og Danfoss kan juridisk ikke gøres ansvarlig for udledningen. Jura og moral er imidlertid vidt forskellige ting. Og det moralske ansvar tager Danfoss på sig. Derfor er koncernen frivilligt gået i spidsen for det arbejde, som efter planen skal gøre området giftfrit senest i 2023. På egen hånd har Danfoss desuden iværksat den forundersøgelse, der skal afdække problemet. Sådan handler et firma, der skeler mere til anstændighed end bundlinje. Storsind i den målestok kan man udvise, når ejerne ikke er udenforstående aktionærer med et fuldt legitimt ønske om det maksimale udbytte af deres investering. Her har vi i stedet at gøre med familien Clausen, der ved denne og talrige andre lejligheder har bevist deres engagement i lokalsamfundet. Samme redelighed kunne man ønske sig fra Sønderborg Kommune. Her er der imidlertid spillet med beklageligt fordækte kort i denne sag. En aktindsigt afslører, at kommunaldirektør Tim Hansen forsøgte at mørkelægge et møde om forureningen mellem kommunen samt repræsentanter for Danfoss og regionen sidste år i oktober. Penge var motivet til hemmelighedskræmmeriet. Et udviklingsselskab var langt fremme med planerne for ferieområdet Nordals Ressort. I den forbindelse ville det være særdeles ubelejliget, hvis pressen begyndte at skrive om en kraftig forurening kun godt en kilometer fra ferieparadiset – mente altså kommunaldirektøren. En række eksperter vurderer samstemmende, at kommunaldirektøren hermed groft har overtrådt reglerne. Hvis det er tilfældet, må det naturligvis have konsekvenser. Men allerede nu kan der faktisk fældes en dom over Tim Hansen: Sådan handler en kommunal topchef, der skeler mere til bundlinjen end anstændigheden.

Annonce