Annonce
Biler

Ford ryster konkurrenterne

Den opladelige variant af Ford Kuga har en elektrisk motor, der i samarbejde med en benzinmotor leverer hele 225 hk. Startprisen bliver uhørt lav. Foto: Ford
Ultralav pris på den nye Ford Kuga med plug-in-hybridteknik kan give priskrig.

Når den helt nye mellemklasse-SUV Kuga kommer til Danmark til april bliver det med en ekstraordinær lav pris på plug-in-hybriden, som kan lades op i en stikkontakt.

Den vil koste fra kun 270.090 kroner, og det er vel at mærke med en kraftig benzin- og ditto elmotor, som giver en samlet ydelse på hele 225 hk. Til sammenligning koster Danmarks mest populære plug-in-hybrid, Kia Niro, 5000 kroner mere, og den er markant mindre og yder kun 141 hk.

- Ford Kuga plug-in-hybrid kan blive en af Danmarks mest solgte biler med den lave pris, siger Jan Lang, der er markedsanalytiker hos Bilbasen.

Jan Lang forventer, at konkurrenterne bliver nødt til at rykke på sig.

- Der kan blive tale om priskrig på plug-in-hybrider, for Kuga er usædvanlig billig, prisen er nærmest sensationel lav, siger han.

Ford Kuga plug-in-hybrid har et batteri med en kapacitet på 14,4 kWh og sammen med elmotoren, der yder 88 kW, eller 120 hk, giver det en officiel elektrisk rækkevidde på op til 56 kilometer efter WLTP-målemetoden. Bilen er forhjulstrukket.

Annonce
Kuga PHEV bliver Fords første plug-in-hybrid i Europa, der kan køre op til 56 km på ren strøm målt, efter den nye WLTP-målemetode. Foto: Ford

Lavt benzinforbrug er lig med lav afgift

Hos Ford Danmark har man allerede åbnet for salget. Ifølge pressechef Lene Dahlquist er der en logisk forklaring på prisen.

- Den lave pris skyldes en kombination af et effektivt power-split-hybridsystem, der optimerer rækkevidden både ved kørsel på el og med brændstof, hvilket er en fordel for miljøet og favoriseret af det nuværende afgiftssystem, siger hun.

Plug-in-hybrider får et stort fradrag for de typisk meget lave officielle forbrugstal, og derfor er afgiften lav. Det teoretiske forbrug på vognen er således 71,4 km/l.

Som med alle andre plug-in-hybrider er kunsten at sørge for, at de er ladet op, så man kan køre på strøm så meget som muligt. Er der ingen strøm på batteriet, er det officielle forbrug 15,4 km/l.

Ifølge Jyllands-Postens oplysninger har Ford dog også fået en god hjælp af Ford i Europa, da man forhandlede for at få prisen helt i bund. Og forhåbningerne til salget er store.

- Vi forventer helt klart, at plug-in-hybriden vil udgøre en stor del af Kuga-salget og på den måde gavne miljøet, siger Lene Dahlquist.

Prisen på Kuga plug-in-hybrid er markant lavere end på resten af modelprogrammets almindelige benzin- og dieselmotorer. En Kuga med 1,5-benzinmotor, der yder 150 hk, vil til sammenligning koste fra 305.000 kroner.

- Vil plug-in-hybriden ikke kannibalisere resten af modelprogrammet?

- Til de kunder, der har behov for at kunne trække mere end 1200 kg, som er den maksimale trækvægt, vil den konventionelle motor fortsat være et godt valg. Hos Ford har vi den indgangsvinkel, når det kommer til elektrificering, at vi ønsker at give kunder med forskellig behov forskellige transportløsninger, siger Lene Dahlquist.

Konkurrenterne skal passe på

Meget tyder på, at lanceringen af Kuga, som er en komplet nyudviklet konstruktion, vil ændre markedet for denne biltype markant. Flere lignende plug-in-hybrider er nemlig på vej, for eksempel Citroën C5 Aircross, Opel Grandland X, Peugeot 3008 og Toyota Rav4. Flere af disse får dog op mod 300 hk og træk på alle fire hjul som standard.

Hos Kia Danmark har man bemærket den nye situation.

- Der er vist ingen tvivl om, at konkurrencen på de elektrificerede biler bliver skærpet i år. Kia lancerer yderligere en Ceed SW PHEV (plug-in-hybrid, red.) lige om lidt samt en XCeed PHEV til april. Derfor skal vi under alle omstændigheder repositionere Niro PHEV - både i forhold til vores eget modelprogram og i forhold til markedet, siger Lene Mejdal Iversen, der er pr-koordinator hos Kia Import Danmark.

Mitsubishi har en af de mest populære plug-in-hybrider med Outlanderen, og her har man sat vognen ned med 35.000 kroner, så den store SUV nu koster fra 300.000 kroner.

Vælger man ST-Line, der koster fra 286.000 kr., har Kuga bla. digital instrumentering. Foto: Ford

Også som firmabil

Jan Lang fra Bilbasen forventer, at Kuga også kan blive meget populær hos folk med firmabil, især hvis den skattemæssige værdi følger med ned, og fordi der fra 1. april kommer et fradrag i den beskatningsmæssige værdi på 40.000 kroner, hvis man vælger en plug-in-hybrid.

Startprisen gælder en Kuga Trend, som dog er ganske veludstyret med 18-tommer alufælge, klimaanlæg, fartpilot, nøglefri start, parkeringssensorer for og bag, trådløs opladning af telefon og en ottetommer skærm med blandt andet Apple Carplay.

Merprisen for at vælge de mere luksuriøse udgave af Kuga er ikke så stor. Ford forventer, at Kuga ST-Line Plug-in Hybrid med 225 hk bliver bestselleren, som fås fra 285.990 kroner. Den version har et mere sportsligt design, sportsundervogn og ikke mindst digital instrumentering.

Der er også den endnu mere velekviperede Vignale med blandt andet læderindtræk, full LED-forlygter, head-up-display, lyd fra B&O, automatisk bagklap og ditto parkeringssystem, så bilen selv kan finde ind på en p-plads. Her er prisen 320.090 kroner.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Stor ståhej for ingen krænkelse

Det er fastelavnstid og dermed højsæson for det at klæde sig ud, og hvis du tror, at det er sjov og ballade, har du sovet i timen. Udklædning tager man ikke let på i dag. Der er vildt mange hensyn, der skal tages. En god udklædning skal ikke bare være flot, sjov, vellignende eller godt tænkt. Den skal være politisk korrekt. Ve dig, hvis du begår en fejl. TV2-vært Mette Helena Rasmussen, mest kendt fra programmet Nybyggerne, tog et muslimsk tørklæde på og lagde et billede af sig selv på Instagram. Klar til fest. Så stod hun ellers for skud. Som var hun selve tønden til en fastelavnsfest, haglede slagene ned over hende. Hun blev kaldt racist. Hun blev kaldt dum. Hun skyndte sig at undskylde. Det er den typiske reaktion i sådanne sager. En hurtig undskyldning. Det var også sådan Canadas premierminister, Justin Trudeau, i efteråret, krisehåndterede, da et gammelt billede fra en udklædningsfest i 2001 dukkede op. Det viste ham som Aladdin med ansigtet malet brunt. Undskyld. Undskyld. At man tyr til undskyldning og tilbagetog, når uvejret rejser sig, er forståeligt. Kritikken er ofte overvældende, og stemplet Racist er voldsomt. Det ville dog være befriende om nogen turde møde larmen med et: Ti dog stille. Det er så uhyre let at blive krænket, og mange lever tilsyneladende deres digitale liv i en evig på jagt på sager, der kan stimulere raseriet, og det var lige præcis en sådan gruppe tapre netsoldater, som for i flint i kommentarsporet, da Mette Helena Rasmussen havde lagt sit billede på nettet. Programmet ”Kulturen på P1” undersøgte sagen, talte med en række muslimske kvinder – ikke en var provokeret eller krænket. Alle var derimod forbløffede over hele affæren. Det vil tynde så dejligt ud i krænkelsesdebatterne, hvis vi hver især nøjes med at blive krænket på egne vegne. Føler vi os alligevel draget til at tage en minoritet i forsvar, det behov kan opstå, vil det klæde engagementet, om vi sikrer os, at vores hjælp og indsats faktisk er efterspurgt af dem, vi har tænkt os at agere talsmænd for. Og er den ikke det: Så ti dog stille.

Kolding For abonnenter

Venstre solo om at fastholde udskældt besparelse på ældre

Annonce