HADERSLEV: Man skal også i fremtiden kunne stå på Gravene og have frit udsyn over Dammen. En eventuel restaurant ved enden af Bispebroen må ikke tage dette udsyn, fordi det gør, at folk i bymidten oplever en helhed mellem by og park.
Det mener foreningen By og Land i Haderslev, der tidligere har stillet forslag om, at parkanlægget fredes.
Ikke rykket sig
Foreningen har henvendt sig til byrådet efter, at politikerne besluttede, at der skal sættes fut i den helhedsplan for Damparken, der faktisk har eksisteret siden 2018. Planen har dog indtil videre ikke rykket sig en centimeter.
Helge Jacobsen, By og LandDa Damparken i Haderslev er et folkeligt element i kommunen, bør planprocessen inddrage borgerne gennem debatter og høring.
Nu skal planen ligge klar til marts, og By og Land ønsker i særlig grad en plan for et samlet byggeri langs Borgervænget. Hvis det tilpasses de landskabsarkitektoniske værdier, kan byggeriet give en bedre kontakt til byen:
”End den nuværende tilfældige beplantning, de tekniske bygninger samt en meget lidt charmerende parkeringsplads med de bagvedliggende bagbygninger til Storegade”, skriver formanden, Helge Jacobsen, i henvendelsen til byrådet.
Foreningen betragter Damparken og Omkørselsvejen som ingeniørmæssige og landskabsarkitektoniske perler af "national værdi". Derfor skal Damparken behandles med "den største omhu", understreger Helge Jacobsen.
By og Land mener, at også kiosken og de nærliggende offentlige toiletter bliver integreret i et byggeri.
Helhedsplanen blev i 2018 vedtaget for at undgå den situation, der opstod, da Steen Skallebæk ville bygge en restaurant ved dammen. Under en såkaldt idéhøring blev ideen mødt med voldsom kritik, og Steen Skallebæk trak planen tilbage på grund af tonen i debatten.
Restaurant-plan blev droppet
Helhedsplanen er vigtig, da der stadig er bud efter en placering ved dammen. I efteråret barslede brødrene bag Restaurant Fratelli i Nørregade med ønsket om at bygge en restaurant med plads til 600 gæster. I den forbindelse opdagede politikerne, at helhedsplanen reelt stadig manglede, og nu skal den udføres eventuelt ved, at kommunen køber bistand til arbejdet.
Kort efter Fratelli-planerne meldte et par fra Aabenraa sig på banen. De to ønskede at indrette en restaurant på hjørnet af Bispebro og Borgervænget, og parret ville i den forbindelse forpagte kiosken. De to droppede projektet, da nyheden om helhedsplanen kom. Hvis den skulle laves ordentligt, ville det tage lang tid, vurderede de, og det kunne Aabenraa-parret ikke vente på, meddelte det på Facebook.