Annonce
Esbjerg

Forening ville give badeland på Fanø nyt genoplivningsforsøg: Nu trækker bestyrelsen sig

I 2012 drejede Fanø Badeland nøglen om. Ejerforeningen Fanø Bad Ferielejligheder købte i 2014 faciliteterne, der har stået hen siden. Støtteforeningen vil gerne bruge faciliteterne til at skabe Nordsøbad Fanø. PR-foto
Der har været mangel på samarbejde og tillid mellem de to foreninger, der sammen skulle stable Nordsøbad Fanø på benene. Derfor trækker den siddende bestyrelse i støtteforeningen sig på en generalforsamling mellem jul og nytår.

Fanø: Den siddende bestyrelse i støtteforeningen bag Nordsøbadet Fanø trækker sig. Etableringen af et nyt badeland på Fanø skal ske i et samarbejde mellem støtteforeningen og Ejerforeningen Fanø Bad Ferielejligheder. Men et godt tillidsforhold og samarbejdsbånd mellem de to bestyrelser har været umulig at etablere. De to bestyrelser har heller ikke været enige om, hvilke rammer og vilkår, der er nødvendige for, at projektet kan blive en realitet. Hvad det konkret betyder, ønsker bestyrelsen i Støtteforeningen dog ikke at udtale sig om.

Den forklarer dog sin tilbagetrækning med, at den ikke ønsker at stå i vejen for etableringen af et nyt badeland på Fanø. Derfor har den indkaldt til ekstraordinær generalforsamling den 27. december, hvor det eneste punkt på dagsordenen er at vælge en ny bestyrelse. Den håber samtidig, at fem nye lokale ildsjæle vil overtage posterne, så projektet kan bestå.

- Vi ønsker stadig alt det bedste for projektet og for Fanøs mulighed for at få et Nordsøbad på Fanø. Så vi håber, at fem nye vil stille op og køre projektet videre, siger bestyrelsesmedlem Kristine Kaas Krog.

Generealforsamling

Den ekstraordinære generalforsamling finder sted den 27. december klokken 16.00 på Torvet, Fanø Skole. Der skal findes fem nye bestyrelsesmedlemmer for, at støtteforeningen kan fortsætte. Det er kun medlemmer, der kan stemme til generalforsamlingen. Du bliver medlem ved at indgive et sponsorat eller ved at købe en folkeaktie.

Rolig fremgang

Kristine Kaas Krog understreger samtidig, at bestyrelsens tilbagetrækning ikke skyldes, at der er mangel på folkelig opbakning. Støtteforeningen oplever, at det går stille og roligt fremad med den økonomiske opbakning. I alt har 236 købt folkeaktier, mens der er blevet sponsoreret 705.000 kroner. Der er dog stadig lang vej til de 500 folkeaktier og de otte millioner. Men planen er, at når støtteforeningen opnår den første million sammen med de 500 folkeaktier, vil man derefter søge midler hos de store fonde.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Billund For abonnenter

Legolands teknikere ordner alt fra videoovervågning til årets nyeste forlystelser: - Det er ligesom at få noget fra Ikea

Annonce