Annonce
Indland

Scandinavian Star 29 år efter mordbranden: Har dansk politi og myndigheder svigtet?

I et inferno af røg, flammer, ulidelig varme og komplet ødelagte gange og lokaler kæmpede passagerer og besætning for at komme ud. De 159 af dem forgæves. Arkivfoto: Per Lochen/Ritzau Scanpix
Scandinavian Star brændte 7. april 1990, og 159 mennesker omkom. De ansvarlige er aldrig blevet afsløret. Måske på grund af dansk politi- og myndighedssvigt. Det er genstand for en forespørgselsdebat i Folketinget på torsdag. Her er historien om brandnatten og dagene op til.

Kalenderen havde bevæget sig hen i slutningen af marts 1990, da Erik Stein ved femtiden om morgenen satte sig i sin bil for at tage turen fra Haslev på Sjælland til Cuxhaven i Tyskland.

Han var havarichef i den danske afdeling af det norske forsikringsselskab Skuld, og opgaven var ikke særlig kompliceret:

Et skib ved navn Scandinavian Star var ankommet fra Florida og skulle i Cuxhaven gøres klar til at blive sat ind på færgesejlads mellem Frederikshavn og Oslo fra 1. april. Han skulle besigtige skibet og vurdere, om det var i en så sikkerhedsmæssig forsvarlig stand, at Skuld kunne tegne passager- og ansvarsforsikringen. Kaskoforsikringen skulle han ikke tænke på, den lå i selskabet Fjerde Sø.

I samme øjeblik den erfarne havarichef trådte om bord på skibet, vidste han, at den var rivende gal. Skibet var ét stort rod, og efter et par hurtige, kyndige øjekast på sprinkleranlægget og et par branddøre overvejede han at vende om og tage hjem med besked til kaptajnen om at få skibet bragt i orden, inden han igen blev ulejliget.

Men nu var klokken blevet lidt over 11, og han havde brugt fem-seks timer på at køre herned. Så kunne han lige så godt gøre nogle ekstra iagttagelser. De bestyrkede ham i opfattelsen af, at han var gået om bord på et skib, der var i elendig forfatning. Eller som han udtrykte det mange år senere i avisen Danmark 17. juni 2018: "Skibet var pivende hamrende usødygtigt og aldeles uegnet til at sejle med passagerer."

Da Erik Stein igen var hjemme, afleverede han en klokkeklar melding til Skulds ledelse: Det skib skal vi holde os fra.

Det gjorde Skulds ledelse ikke. Man valgte at forsikre skibet.

Når Erik Stein konstaterede, at alt var rodet på skibet, skyldtes det blandt andet, at det lignede en byggeplads, fordi håndværkere baksede i døgndrift med at få skibet indrettet. Derfor var en anden dansker også kaldt til Cuxhaven. Han hed Mike Axdal. Han drev en virksomhed i Korsør, som beskæftigede sig med rengøring, skadesservice og malerarbejde.

I nogle år havde han blandt andet udført den slags arbejde på Vognmandsruten, der i 80'erne dukkede op som konkurrent til DSB-færgerne over Storebælt. Vognmandsruten blev primært drevet af Ole B. Hansen med titel af rederidirektør og af ejendomsspekulanten Henrik Nygaard Johansen, der havde købt ejerskabet - og på dette tidspunkt havde solgt det igen.

25. marts ringede Ole B. Hansen og bad Mike Axdal påtage sig tapetseringen af et nyerhvervet skib, der lå i Cuxhaven. Arbejdet skulle påbegyndes dagen efter.

Der var flere ting, der undrede Mike Axdal, da han og tre medarbejdere ankom til Cuxhaven sent om aftenen 26. marts. Han undrede sig over, at Ole B. Hansen ville have tapetseret med savsmuldstapet. Mike Axdal var ikke skibsteknisk ekspert, men tænkte alligevel, at det lød lige lovligt - nærmest u-lovligt -brandfarligt på en færge og gav udtryk for sin bekymring. Men det var ikke noget problem, det skulle han slet ikke tænke på, lød svaret.

Der var også noget andet, Mike Axdal studsede over: Der stod malet "SeaEscape" ud over hele skibssiden. SeaEscape var et amerikansk cruisesejlads-rederi med danskeren Niels-Erik Thamdrup Lund som "managing owner", administrerende ejer.

Da Mike Axdal gik om bord, fortalte han, at Ole B. Hansen havde sendt ham.

"Han har ikke en skid med skibet at gøre," lød det. Og: "Det har Henrik Johansen heller ikke. Det er nogle amerikanere, der ejer det. Du skal nok forberede dig på, at I skal hjem igen."

Det lød li'godt en kende mystisk, tænkte Mike Axdal, men næste dag dukkede Ole B. Hansen selv op og havde alligevel et eller andet med det at gøre.

Opgaven var nærmest uoverkommelig, da den skulle afsluttes inden 1. april, færgens første dag i sejlads. Mike Axdal og mandskabet arbejdede hele vejen fra Cuxhaven til Frederikshavn. Klokken tre natten til 1. april afmønstrede de skibet. Mange andre områder end dem, de arbejdede i, var uklargjorte. Så 5. april ringede telefonen igen: Du må komme med et hold. Med det samme.

Mike Axdal var i vildrede over sådan i et fingerknipsøjeblik at skulle samle et hold. Men hans far og hans storebror kom ham til hjælp: De tog med.

På den anden side middagstid den næste dag, 6. april, gik de om bord og fik udleveret nøglerne til kahyt 531, der skulle være deres hjem det næste par døgn. Klokken 14 gik de i gang med arbejdet og kløede på det bedste, de havde lært. Der var meget at nå.

Ved 22-tiden var de segnefærdige, og klokken 22.15 gik Mike Axdals far til køjs, mens Mike og hans bror Tonny tog et par sene fyraftensdrinks i skibets bar i lydkulissen fra en amerikansk sangerinde, der stod for underholdningen på scenen. Da de havde hørt nok, drak de ud og foretog et par toldfrie indkøb, lidt sprut, nogle smøger og lidt slik til ungerne. Klokken 01.15 tørnede de ind, og Mike Axdal stillede vækkeuret til klokken fem.

Det nåede aldrig at ringe.

Hvor længe de havde sovet, havde Mike Axdal ingen fornemmelse af, da han vågnede med et sæt. Han blev vækket af et skrig.

Da han åbnede kahytsdøren for at orientere sig om, hvad der foregik, blev han mødt af kvalmende røglugt. Hans far og hans bror var også vågnet og vidste instinktivt, hvad der var på færde: "Det brænder."

"Læg jer ned," råbte Mike Axdal. Han vidste, at de skulle ned under røgen, hvis de skulle overleve. Han lagde sig forrest i kravlende stilling og sikrede sig, at hans far og bror fulgte efter.

Men det var en vanskelig færd, de begav sig ud på. Røgen var kvælende, varmen lammende. Passagen i de labyrintagtige gangkorridorer var usynlig, indhyldet som den var af tyk røg. Den var også blokeret af livløse og døde kroppe, som de måtte kravle hen over, og af lidende passagerer, der lå og hev efter vejret eller skreg panisk på hjælp.

Røgen forhindrede dem i verbal kontakt, men selv om der end ikke var få centimeters udsyn, havde Mike Axdal hele tiden fornemmelsen af at have sin far og bror lige bag sig. Også selv om de måtte foretage flere retningsskift eller vende om, når korridorerne endte blindt.

Det rev og flåede i svælg, næse og lunger, men ligesom Mike Axdal havde erkendt, at nu ville han kollapse, ramte han ind i en dør ud til skibsdækket. Kun iført underbukser mærkede han det iskolde dæk under sine fødder. Mens han hostede sod op, så han forvredne menneskekroppe omkring sig og overlevende, der forstemte og forpinte klumpede sig handlingslammede sammen.

Da han vendte sig om mod sin far og bror, var de der ikke. Ved døråbningen så han kun døde mennesker. Han sundede sig, trak luft ind og begav sig ind i de røgfyldte korridorer for at finde faderen og broderen og få dem ud.

Det gjorde han seks-syv gange. Han fik en ældre mand og en lille pige med ud, men sin far og sin bror så han aldrig mere i levende live. Branden havde taget dem. Som den tog 157 andre, heriblandt 25 børn og en ung, gravid kvinde.

Sagen om mordbranden på Scandinavian Star - det viste den sig at være - er en næsten tre årtier lang historie i mange kapitler, indtil nu uden slutning og uden, at nogen er draget til ansvar.

På torsdag - 28. marts - åbnes endnu et kapitel. På den dag, som ligger 29 år og to dage efter, at Mike Axdal første gang betrådte Scandinavian Star i Cuxhaven, træder han ind på Folketingets tilhørerpladser. Her vil han lytte til den forespørgselsdebat, der er rejst om sagen, og hvor der vil blive stillet ubehagelige spørgsmål om, hvorfor sagens økonomiske motivspor aldrig er blevet efterforsket - sådan som Danmark ellers fik til opgave i den aftale, der blev indgået med Norge og Sverige efter branden.

I tiden, som er gået, er Mike Axdal og andre pårørende i både Danmark og Norge af egen drift dykket ned i sagen og har dokumenteret stribevis at besynderligheder om ejer- og forsikringsforhold og om ejernes adfærd på skibet under branden og i tiden derefter - og før for den sags skyld: De lod skibet sejle, selv om havarichef Erik Stein havde erklæret det usødygtigt.

De dokumenterede også opskrevne værdier, fordoblede forsikringssummer og en midlertidig kaskoforsikringspolice, der kun gjaldt til og med branddatoen. Og forsikringsdokumenter, der påviseligt blev ombyttet og ændret i løbet af det efterfølgende søforhør. Og mærkværdige selskabskonstruktioner, der gav Henrik Johansen en skattegevinst på en kvart milliard kroner, selv om det senere viste sig, at henholdsvis ejer- og lederskabet ikke var hans og Ole B. Hansens, men tilhørte amerikanske SeaEscape, der også fik udbetalt forsikringssummen. Og meget meget mere.

Tilsammen har det skabt et omfangsrigt mistankekatalog, der peger i retning af, at skibet kan være sat i brand med forsikringssvindel for øje. Fældende beviser er det aldrig blevet til af den simple grund, at dette motiv aldrig er blevet efterfrosket i form af afhøringer af de helt centrale skikkelser i ejer- og forsikringskredsen.

Mistanker, vidneudsagn og belastende dokumenter er der bunker af, men i alle årene er de aldrig kommet ud af bunkerne og ind i en regulær efterforskning. For galt, mener ikke mindst Mike Axdal og de andre pårørende.

Det mener også en del politikere. Det har de ment længe, og det har de sagt tit, men uden virkning. Det store spørgsmål er, om Folketinget på torsdag sætter handling bag ord, eller om der sættes punktum med en resultatløs politisk paradeforestilling med afsæt i efterkrigstidens største massedrabssag i Skandinavien.

Annonce
Skibet var pivende hamrende usødygtigt og aldeles uegnet til at sejle med passagerer

Erik Stein, tidligere havarichef i Assuranceforeningen Skuld

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce