Annonce
Indland

Forfatter donerer præmie til Sjælsmark efter racismekritik

10060 Henrik Montgomery/Tt/Ritzau Scanpix
Jonas Eika rettede i sin takketale ved prisuddeling tirsdag kritik af regeringen. Han giver præmiepenge væk.

Forfatter Jonas Eika, der tidligere på ugen modtog Nordisk Råds Litteraturpris, giver præmiepengene til dem, der hjælper børnene på Udrejsecenter Sjælsmark.

Det oplyser forlaget Basilisk, der har udgivet Jonas Eikas bøger, til Politiken.

- Han sagde, da jeg spurgte ham om, hvad der skal ske med pengene, at det havde han ikke selv lyst til at sige til pressen, men han var okay med, at jeg meldte det ud. Især fordi der har været den her debat om, hvorfor han tog imod pengene, siger forlagsdirektør Pejk Malinovski.

28-årige Jonas Eika blev tildelt prisen for novellesamlingen "Efter solen", der er hans anden bogudgivelse. Med den fornemme pris følger 350.000 kroner.

Da Jonas Eika tirsdag aften trådte frem på scenen i Konserthuset i Stockholm for at holde sin takketale, var det ikke taknemmelighed over at få prisen, der fyldte meget.

Derimod brugte han en del af tiden på at lange ud efter især statsminister Mette Frederiksens (S) politik. Hun var til stede i salen og fulgte uddelingen fra første række.

- Mette Frederiksen, som står i spidsen for et socialdemokrati, der er kommet til magten ved at overtage den forrige regerings racistiske sprog og politikker.

- Mette Frederiksen, som kalder sig for børnenes statsminister, men fører en udlændingepolitik, der splitter familier ad, gør dem fattige og udsætter både børn og voksne for en langsom, nedbrydende vold i landets såkaldte udrejsecentre.

- Luk Sjælsmark, luk Kærshovedgård, luk Ellebæk, afskaf hele lejrsystemet, sagde Jonas Eika blandt andet i talen.

Udrejsecenter Sjælsmark er et center ved Hørsholm på Sjælland, der huser afviste asylansøgere. Mange børn bor på centeret med deres forældre, og en nylig rapport fra Røde Kors fastslog, at der var stor psykisk mistrivsel blandt børnene.

Rie Bornfeld, der var en af psykologerne bag undersøgelsen, udtalte efterfølgende, at der var grund til alvorlig bekymring.

- Vi ser mistrivsel i en grad, så der er reel risiko for, at børnene stagnerer i deres udvikling, og at deres aktuelle symptomer bliver kroniske, sagde hun.

Ifølge forlagsdirektør Pejk Malinovski kommer pengene formentlig ikke til at gå til selve Udrejsecenter Sjælsmark, men derimod til de organisationer og aktivister, som forsøger at bedre forholdene for beboerne på stedet.

- Til hvem og hvordan ved jeg ikke – og jeg ved ikke, om han ved det endnu, siger direktøren.

Det har ikke været muligt for Politiken at få fat på Jonas Eika.

/ritzau/

Annonce
Den citerede artikel fra Politiken.
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener: Udskriv en dosis sund fornuft i en fart

Udeblivelser er et regulært problem i sundsvæsenet. Fordi det er spild af de trængte velfærdsressourcer, når både højt specialiseret personale og dyrt udstyr må vente forgæves på en patient, der ikke dukker op på det afsatte tidspunkt. Derfor er det helt og aldeles håbløst, at et ufleksibelt system tidligere på året betød, at en succes på Kolding Sygehus måtte lægges i graven. Succesen var et forsøg, der gav patienter med en henvisning mulighed for selv at booke en tid til skanning fremfor blot at få stukket systemets tid ud. Forsøget fik antallet af udeblivelser til at falde fra i gennemsnit 14 om ugen til fire. Det viste sig nemlig, at fleksibiliteten betalte sig. At det for patienterne gjorde en forskel. Helt banalt i form af muligheden for at kunne booke en tid, som passede ind med øvrige gøremål. Og sikkert også i form af øget ansvarlighed. En tid, man selv har booket, er svær at udeblive fra. Et sådant forsøg skulle selvfølgelig ikke bare fortsætte, men bredes ud. Ikke bare til andre afdelinger på Kolding Sygehus, men på alle sygehuse. Skulle man tro. Men sundhedsloven er firkantet, og den foreskriver, at patienter skal have en konkret tid i hånden tre dage efter henvisningen. Altså levner loven ikke plads til patientens egen booking. Derfor døde forsøget. Trods et resultat, der uomtvisteligt var positivt for både patienter og sundhedsvæsen. Region Syddanmark skubber på for at få lov til at genoptage forsøget. Ros for det. Forsøget er i sin essens et eksempel på et sundhedsvæsen, der er til for borgerne og ikke det omvendte. Det bør derfor være en formsag for Sundheds- og Ældreministeriet at finde en gangbar vej gennem egne regler og bureaukrati, så patienterne igen kan tages med i planlægningen. Sundhedsloven sikrer vigtige patientrettigheder. Det er godt, og historien viser, at det er nødvendigt. Men det er et sygt sundhedsvæsen, der kvæler gode tiltag i et stift bureaukrati. Må sundhedsministeren reagere hurtigt: Der er brug for en dosis sund fornuft i en fart.

Esbjerg

Fødevarekontrol: For gammel frugt koster Brugsen i Bramming bøde på 30.000 kroner

Annonce