Annonce
Tarm

Forfatter til bog om FDB Møbler: Fabrikken i Tarm er en afspejling af hele udviklingen i mindre byer

Endnu et læs møbler på vej fra Tarm og ud mod forbrugerne. Tarm Stole- og Møbelfabrik havde sin storhedstid fra 1950 til 1970. I 1980 blev fabrikken solgt. Foto: FDB Møbler
Selvom det er over 40 år siden, at FDB sendte sine kendte møbler ud fra fabrikken i Tarm, er det en fortælling om udviklingen i mindre samfund i den vestlige verden. Det mener en professor, der netop har opdateret bogen om FDB Møbler.
Annonce

TARM: Mens frivillige har brugt utallige timer på at skabe Furniture Station i Tarm, som skal være et samlingssted med spor tilbage til dengang, Tarm var kendt for produktionen af FDB Møbler, er der nu kommet en ny udgave af bogen En lys og lykkelig fremtid, som fortæller hele historien om FDB Møbler, der blev produceret på Tarm Stole- og Møbelfabrik. Bogen udkom første gang i 2014, men da Coop besluttede sig for at sætte nogle af de gamle FDB Møbler i produktion igen, og det er blevet en kæmpe succes, var tiden inde til at opdatere bogen. Senere på året kommer den i en engelsk udgave.

Og selvom det nu er over 40 år siden, at FDB solgte fabrikken, der senere blev lukket og nu er nedrevet, så er det historien om FDB Møbler og Tarm relevant, fordi den er repræsentant for historien om samfundsudviklingen i de mindre byer. Det mener bogens forfatter, historiker og professor ved CBS, Per H. Hansen - og faktisk er initiativet med Furniture Station, der skal bygge noget nyt på den epoke, i sig selv også en repræsentant for udviklingen.

- Det er en god og interessant tanke, og det er sådan noget, der er brug for i de byer. Uden ildsjælene rundt om ville der ikke være en chance for noget der, siger Per H. Hansen, der også peger på, at ideen er kommet i en tid, hvor flere vælger at flytte væk fra metropolerne. Lige der er sådanne aktiviteter med til at gøre det mere attraktivt.

Annonce

Kort storhedstid

Når man læser i bogen, er det slående, hvor kort FDB Møblers guldalder er. Hvis Per H. Hansen skal sætte årstal på Tarm Stole- og Møbelfabriks storhedstid, så kan den strækkes fra 1950 til 1970. Reelt set er den kortere, for allerede i midten af 60´erne begyndte tilbagegangen for møblerne fra Brugsen.

RFabrikken i Tarm producerede en lang række ikoniske møbler til FDB. Flere af dem er sat i produktion igen. PR-foto: FDB Møbler / Strandberg Publishing

Tarm Stole- og Møbelfabrik blev grundlagt i 1896, og var et møbelsnedkeri af den slags, som fandtes i stationsbyerne dengang. Den blev købt af FDB i 1947, efter at den senere så kendte arkitekt Børge Mogensen var blevet leder af tegnestuen.

Nu skulle der laves gode, gedigne og økonomiske møbler til folket. Enkle møbler uden krummelurer skulle være en del af efterkrigstidens hjem. Dog var det ikke alle, der var lige begejstrede for de moderne og minimalistiske møbler. Det fortælles i bogen, at et landbo-par fra Tarm var inde på fabrikken og så møblerne - hvorefter konen spurgte, om fabrikken ikke også havde nogle ordentlige møbler! Det fortæller også, at den store kundegruppe ikke var lokalbefolkningen, men at det var dem, som man kaldte Politiken-segmentet, der i deres avis kunne læse arkitekturanmeldelser af de nye møbler fra FDB. Byboere, som møblerede et helt hus eller en lejlighed med møbler i samme stil. Kilden til succes, men også kimen til, at det senere kom til at gå ned ad bakke. For op igennem 60´erne fik autoriterne mindre at skulle have sagt, og boligen blev et individuelt projekt, der skulle afspejle beboerens identitet.

- Forbrugernes smag ændrede sig. Det var dengang, da arkitekter fortalte, hvordan folk skulle bo. Den faldt i 60´erne, fordi hippiebevægelsen og kvindebevægelsen kom, og de ville noget andet med samfundet, fortæller Per H. Hansen.

Annonce

Et mikroperspektiv

Skal man koge historien om Tarm Stole- og Møbelfabrik ned til et koncentrat, så er det fortællingen om et snedkerværksted i slutningen af 1800-tallet, der i industrisamfundet bliver til en fabrik. Her får man det enorme opsving med i efterkrigstiden, men da tiderne skifter, begynder det at gå trægt. Fabrikken bliver solgt, og kommer endda til at producere til Ikea, hvor folket nu henter boligens møbler i samlesæt. Ejeren flytter aktiviteterne væk fra fabrikken, der står tom og nu er blevet nedrevet. Nu har en ny generation fundet arven og vil bruge den til at kigge frem med noget nyt i en oplevelsesøkonomisk tankegang.

Lige præcis det er ganske interessant, da det viser et mikroperspektiv på samfundet, som det har udviklet sig over de seneste 130 år.

- Både det, der sker på fabrikken og det, der sker i byen, er repræsentativt for det, der er sket i de små samfund i den vestlige verden, konstaterer Per H. Hansen.


Både det, der sker på fabrikken og det, der sker i byen, er repræsentativt for det, der er sket i de små samfund i den vestlige verden,

Per H. Hansen, professor i historie og forfatter.


På andre måder er det også fortællingen om en verden i konstant forandring og hvilke værdier, der er toneangivende i forskellige tider. Bogens titel, En lys og lykkelig fremtid, er titlen på den film fra 1945, der skulle vise kunderne hvilke muligheder de havde, hvis de gik i Brugsen for at købe møbler.

- Titlen afspejler den fremtidsoptimisme, der var i 1945, og jeg ved ikke, hvor mange, der deler den i dag. I dag er det meget mere sammensat. Man kan bare kigge ud af vinduet og se de ting, der sker, siger Per H. Hansen og noterer, at i dag taler man i stedet om bæredygtighed.

FDB Møblerne bliver i dag markedsført som bæredygtige, men dengang var det mere et spørgsmål om at bruge det træ, der var lige i nærheden, for da tænkte virksomhederne ikke på grænser for vækst, og på sin vis er det også billedet på et skifte.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce