Annonce
Kolding

Forliget om at lukke Kolding havn er dødt: Nu skrider Socialdemokraterne også

Virksomheder på Kolding Erhvervshavn kan pludselig se ind i en fremtid, hvor de ikke skal flytte væk til fordel for byudvikling alligevel. Det store politisk forlig om at nedlægge erhvervshavnen er kuldsejlet. Dronefoto: Søren Gylling
Bid for bid falder det historisk store havneforlig fra hinanden. - Vi er nødt til at starte helt forfra, siger gruppeformand Poul Erik Jensen (S).
Annonce

Kolding: Det største politiske forlig om Kolding Kommunes fremtid siden beslutningen om at bygge Kolding Storcenter er gået i vasken.

Efter at Enhedslisten, SF og løsgængeren Hanne Dam mandag på et pressemøde lancerede deres brud med aftalen om at udfase Kolding Erhvervshavn, følger Socialdemokratiet nu trop.

- Det et år gamle havneforlig, der blev indgået mellem alle byrådets partier i november sidste år, er reelt faldet til jorden med et brag, efter at SF og Enhedslisten har brudt forliget. Dermed er byrådet havnet i en ny situation, hvor man set med socialdemokratiske briller er nødt til at starte helt forfra, siger S-gruppeformand Poul Erik Jensen.

Der er en meget stor polititisk ustabilitet i Kolding i denne byrådsperiode. Jeg mindes ikke at have oplevet noget lignende. Det er meget svært at lave noget som helst.

Poul Erik Jensen, gruppeformand for Socialdemokratiet

Annonce

Overraskelsesangreb

Den socialdemokratiske gruppe samles til ekstraordinært møde i eftermiddag klokken 16.30 for at drøfte situationen, men Poul Erik Jensen er ikke i tvivl om udfaldet:

- Vi kommer til at beslutte, at vi er ude af forliget, for reelt eksisterer det ikke længere. Når vi gik med sidste år, så var det fordi, det var så stor en beslutning for Kolding Kommune, og fordi hele byrådet var med. Sådan er det ikke mere.

Betyder det, at I er enige med Enhedslistens, SF's og Hanne Dams nye havneudspil om bl.a. at bevare erhvervshavnen på nordsiden langs Jens Holms Vej?

- Nej, det handler om, at forliget om havnevisionen indholdsmæssigt er faldet til jorden, og at situationen nu er status quo. Jeg mener, at vi fortsat skal arbejde på at binde by og havn tættere sammen, men der vil fortsat være mulighed for virksomheder på havnen de næste mange år.

- Nu er det vigtigt med en proces, hvor vi også har havnens virksomheder med i forløbet. Det var ikke tilfældet for et år siden, hvor havnens virksomheder oplevede havneforliget som et overraskelsesangreb, siger Poul Erik Jensen.

Annonce

Ustabilitet

Hvordan vil du bedømme byrådets seriøsitet på en skala fra 1-10, når så kæmpestor en beslutning om Koldings fremtid pludselig smuldrer, efter at byrådets flertal har sat arbejdet med omdannelsen af erhvervshavnen i gang?

- Der er en meget stor politisk ustabilitet i Kolding i denne byrådsperiode. Jeg mindes ikke at have oplevet noget lignende. Det er meget svært at lave noget som helst.

Men I kunne jo bare stå ved, hvad I har sagt ja til?

- Ja, men når to partier, som vi er mere eller mindre beslægtede med, har trukket stikket, så kan vi ikke se os selv i det forlig mere. Og det er jo ingen hemmelighed, at jeg har kræfter i partiet, som ikke var med fra start, siger Poul Erik Jensen med henvisning til, at tidligere borgmester Per Bødker Andersen fra dag ét sagde nej til havneforliget, og at Elvis Comic senere fortrød sin indledningsvise opbakning.

Så på en skala fra 1-10?

- I hvert fald under fem. Der bliver brugt mange kræfter på ingenting. Det er ikke seriøst, og det er ikke gavnligt for Kolding Kommune overhovedet.

- Vi kan ikke se os selv i aftalen længere, siger gruppeformand Poul Erik Jensen (S). Arkivfoto: Martin Ravn
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Varde

Ingen kære mor: Skoleleder sender eleverne hjem, hvis de overtræder coronaregler

Annonce