Varde: Varde Kommune har kun lige samlet al specialundervisning på én skole, Sct. Jacobi Skole og Dagtilbud, før det viser sig, at skolen er for lille.
Elevgruppen er i vækst, og på byrådsmøde i sidste uge bevilgede politikerne 4,8 millioner kroner til at afhjælpe problemet.
Connie Høj, Venstre, formand for udvalget for børn og læring50 procent har begavelse langt under normalområdet, 20 procent har autisme og 30 procent andre udfordringer – og de to første grupper, lav begavelse og autisme, ventes fortsat at stige.
Som udvalgsformand Connie Høj, V, sagde på byrådsmødet, som argument for allerede nu at udløse en ekstrabevilling på næsten fem millioner kroner til den helt nye skole:
- I februar gennemførte vi en screening af skolens 261 elever. 50 procent har begavelse langt under normalområdet, 20 procent har autisme og 30 procent andre udfordringer – og de to første grupper, lav begavelse og autisme, ventes fortsat at stige, sagde hun.
Lav IQ er markant årsag
Den tendens bekræfter skolechef Kim Bondesen:
- Vi kan se på de børn, der kommer direkte fra dagtilbud og ind på vores skole, at lav IQ er en markant årsag, siger han.
De 4,8 millioner kroner er udløst akut, fordi specialskolen allerede næste skoleår vil have 41 klasser mod 37 klasser i dette skoleår.
- Vi arbejder med muligheder for at udnytte pladsen bedre på skolen, men især kigger vi på to lokaler i Jacobihallen enten til undervisning eller til lærernes forberedelse, siger skolechef i Varde Kommune, Kim Bondesen, og fortsætter:
- At flytte lærerne har den mindste indflydelse og er klart mest smart.
Hvad, der bliver besluttet, ligger endnu ikke fast. Men den måske mest drastiske af ideerne til afhjælpning af pladsmangel, nemlig opstilling af pavilloner, er blevet udelukket, bekræfter udvalgsformand Connie Høj.
Formand for fællesbestyrelsen, forælder Anja Hansen, skriver i lidt forkortet form i en mail:
“Som fællesbestyrelse ønsker vi ikke på nuværende tidspunkt at udtale os, da den endelige afgørelse endnu ikke er truffet. Vi håber stadig på, at vi i samarbejde med udvalget kan finde frem til den bedste løsning i forhold til skolens pladsudfordringer. Vi tænker, at de forskellige løsningsmodeller, der er forelagt udvalget, kalder på en uddybning og en kvalificering på et dialogmøde for at sikre den allerbedste løsning. Vi har derfor anmodet udvalget om et sådan møde hurtigst muligt.”
Pladsmanglen
27. september 2021 stod Sct. Jacobi Skole og Dagtilbud klar til første skoledag som Varde Kommunes nye og eneste specialskole. Mindre end et halvt år senere stod skolen dog med pladsproblemer.
Siden 1. januar 2018 er antallet af elever, der er blevet visiteret til et specialtilbud i Varde Kommune, steget med 90 elever. Det svarer til en stigning på 52 procent. Bare det seneste år er der visiteret 36 nye elever til specialområdet, hvilket betyder, at der i dag er 261 elever på skolen.
Politikerne bevilgede på seneste byrådsmøde 4,8 mio kroner til de ekstra klasser, væksten i elever på specialskolen medfører.
Ud over at se på lokaler i Jacobihallen er der et arbejde i gang med at undersøge, om det er muligt at flytte de elever, der er alderssvarende begavet, over på 10iCampus, fremfor at de skal gå på specialskolen. Det vil dog først ske tidligt fra skoleåret 2023-24, da det kræver grundig forberedelse af elever og forældre.