Annonce
Udland

Formand råber og fægter: Vi godkender ikke det EU-budget

Christian Hartmann/Reuters
Der er en tærskel for, hvor lille EU-budgettet må blive, og den er overtrådt, siger EU-parlamentsformand.

David Sassoli, den italienske formand for Europa-Parlamentet, fægtede med begge arme og skruede voldsomt op for volumen, da han torsdag afleverede sit budskab i forbindelse med et topmøde om EU-budgettet.

Annonce

Beskeden var ikke til at tage fejl af.

Europa-Parlamentet vil nægte at stemme for og godkende et EU-budget, hvis det ligger på niveau med et aktuelt kompromisforslag.

- Det er helt klart. Vi kommer ikke til at acceptere det, siger David Sassoli på et pressemøde.

Det seneste kompromisforslag fra EU-præsident Charles Michel lægger op til en budgetramme på 1,074 procent af bruttonationalindkomsten (bni).

EU-Parlamentet vil have et budget på 1,30 procent af EU's bni.

En svimlende bunke euromilliarder adskiller de to. Og for at gøre det endnu værre - set gennem italienerens kantede briller - så er der flere lande, herunder Danmark, som vil barbere budgettet helt ned til 1,00 procent.

- Der er visse tærskler, som vi ikke vil bevæge os under, siger Sassoli.

Han peger også på, at man i Europa-Parlamentet under ingen omstændigheder vil finde sig i, at der bliver skåret betydeligt i de traditionelle politikker. Det er netop, hvad Danmark og en håndfuld andre EU-lande vil.

Parlamentet skal godkende budgettet ved kvalificeret flertal.

Tidligere har EU-Parlamentet også tordnet mod det budget, som EU-landene har forhandlet sig frem til. Det skete i 2013. Alligevel godkendte EU-Parlamentet - trods højlydt utilfredshed.

Sassoli pointerer, at det også sidste gang skete efter langvarige drøftelser, eller forhandlinger, med EU-landene. I 2013, da man vedtog den nuværende budgetperiode, tog det ni måneder, før EU-Parlamentet ville stemme for.

Det faktum, at EU-Parlamentet for syv år siden alligevel stemte for et budget, som man havde kritiseret, har fået iagttagere til at affeje "truslen" om, at parlamentarikerne vil stemme budgettet ned.

Men Europa-Parlamentet kommer ikke til at give køb på "sin særlige ret" til at afvise budgettet, slår Sassoli fast.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

Formand for menighedsråd trækker sig i protest over biskop: Det vil jeg ikke være med til

Annonce