Annonce
Haderslev

Formanden for Danmarks eneste regionale parti fylder 50 år

Carsten Leth Schmidt er ud over sit politiske virke også økologisk landmand. Arkivfoto

Carsten blev valgt som formand for Slesvigsk Parti i 2012 og genvalgt i 2014 og 2018. Ved kommunalvalget i 2017 blev Carsten Leth Schmidt valgt ind i Haderslev byråd for Slesvigsk Parti.

Slesvig: Carsten Leth Schmidt fejrer mandag den 3. december sin 50 års fødselsdag.

Inden Carsten Leth Schmidt blev formand for Danmarks eneste regionale Parti, gik han på Deutsches Gymnasium für Nordschleswig i Aabenraa og var tidligt engageret i det tyske mindretals politiske ungdomsarbejde.

Fra 1986-1988 gennemførte han den toårige reserveofficersuddannelse i Varde, hvorefter han i studieårene jævnligt blev tilkaldt som forbindelsesofficer for at bistå ved militære øvelser, hvor tyskkundskaber var påkrævet. Han afsluttede sit studie som agronom på Landbohøjskolen i København i 1997 og flyttede herefter tilbage til familiens gård i Sønderballe syd for Haderslev.

Carsten Leth Schmidt er økologisk planteavler med liv og sjæl. Sammen med sin kone Mette og deres tre børn bor han på gården, som han driver i 13. generation. Carsten har blandet meget andet været initiativtager til den succesrige "Økodag", hvor tusinder af familier besøger lokale gårde for at se de "dansende køer", der efter vinteren lukkes ud på markerne.

Carsten er far til Anna Lea (11), Madeleine (8) og Jens Peter (5). Når de mange tillidshverv og familien tillader det, dyrker han sin interesse for teknologi. Familien rejser gerne til eksotiske steder. Det bedste der kan ske for ham, er, når der bliver serveret stegt kylling, som bedstemor lavede den.

Annonce

Carsten Leth Schmidt fejres med en reception i Haus Nordschleswig, Vestergade 30, Aabenraa mandag, den 3. december fra kl. 16 til 18.

Det er som politiker, at de fleste bedst kender Carsten Leth Schmidt. Arkivfoto
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Digte fra voldsmanden: Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl?

JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELV OM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT. Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl fra Yahya Hassan, der fra sin tidsubestemte psykiatriske anbringelse sender "Yahya Hassan 2" på gaden? Anmelderne på dagbladsredaktionerne i København er ikke i tvivl. Stjernerne vælter ned over lyrikeren. "En overrumplende karakterfuld og kanongod bog", mener eksempelvis anmelderen i Weekendavisen, der brugte hele sin forside på et interview med digteren, som chefredaktør Martin Krasnik i sagens anledning personligt udførte. Andre uden for den kulturelle indercirkel er uenige i, at den dømte voldsforbryder er en befriende stemme fra den kulturelt så berigende ghetto. Den tidligere krimireporter på Ekstra-Bladet, Dan Bjerregaard, siger til journalisten.dk, at Hassan har "chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det meget nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv." Og det mener Bjerregaard, medierne gør ved at lade Hassan fylde så meget, og at danskerne gør, hvis de køber hans "banale børnerim". At medier beskæftiger sig med værk nummer to fra en skribent, hvis første bog for seks år siden solgte over 100.000, er kun naturligt. Så lader man sig nok let rive med, men det er altså ikke i sig selv en adgangsbillet til omtale og hyldest, at man er af anden etnisk afstamning, opvokset i en ghetto, notorisk voldsforbryder og indsat på retspsykiatrisk afdeling. Produktet må være det afgørende. Der er kun én konklusion: Danskerne må vurdere, om det er stor kunst eller ubehjælpsomt ævl, så vi slutter med endnu et citat fra den nye "karakterfulde og kanongode bog": "JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED". Versalerne er forfatterens valg.

Annonce