Annonce
Varde

Dagligvarebutik anmeldt til politiet: Tre sure smileyer på fire måneder

Der er givet tre sure smileyer i træk til butikken. Arkivfoto: Martin Ravn
Coop mener, at sanktionen med politianmeldelse er meget hård. Det var på grund af skadedyr, at Fødevarestyrelsen kom på besøg.
Annonce

Oksbøl: På blot fire måneder har Fakta-butikken i Østergade i Oksbøl fået tre sure smileyer i træk. Ved den tredje sure smiley på stribe er det normal procedure, at Fødevarestyrelsen politianmelder.

- Vi kan ikke bare blive ved med at udstede bødeforlæg, siger Tine Lykkeberg Nielsen, som er sektionsleder i Fødevarestyrelsen. Hun er i afdelingen Sydvest, som dækker en stor del af Jylland og lidt af Fyn.

Derfor er Fakta-butikken nu anmeldt, og det vil i praksis sige, at det nu bliver politiets opgave at opkræve en bøde. Ved to tidligere kontrolbesøg den 7. maj og den 11. marts er der udstedt bødeforlæg på henholdsvis 15.000 kroner og 10.000 kroner til butikken.

Det er ikke offentligt, hvor stor en bøde som Fødevarestyrelsen har indstillet til politiet, at der bør opkræves, men det er kutyme, at indstillingen ligger på niveau med de tidligere bøder.

Det var Fakta-butikken selv, der henvendte sig til Fødevarestyrelsen i forbindelse med et skadedyr. Situationen med skadedyret blev ifølge Fødevarestyrelsen håndteret korrekt og har ikke ført til den sure smiley.

Annonce

Kontrolbesøg

Men der blev samtidig udført et opfølgende kontrolbesøg. Det skete onsdag i sidste uge - den 1. juli. Her blev det konstateret at:

"På lageret var maskinen til returpant taget i brug uden rengøring. På hele lageret var der spindelvæv ved lofter og bag maskiner med videre. På vægge rundt på lageret sidder der gammelt sprøjt/skidt," står der i kontrolrapporten.

Det var de forhold, der udløste den sure smiley og nu resulterer i politianmeldelsen.

Det skal der til for at lukke butik

  • Det kan først komme på tale med skærpede sanktioner som tvangsbøder eller tvangslukning af en butik, hvis der har været det, som Fødevarestyrelsen betegner som dårlig efterlevelse af reglerne, i et år.

Ved et kontrolbesøg den 23. januar fik Fakta i Østergade en ikke helt storsmilende smiley - det vil sige en indskærpelse på grund af mangelfuld rengøring. Siden er de tre sure smileyer kommet til.

Annonce

Coop synes det er hård sanktion

Ifølge Fødevarestyrelsens kontrolrapport er der nu en ny butikschef i Fakta, som ejes af Kvickly i Varde. Men det er Coop, som driver butikken. Jens Juul Nielsen er kommunikationschef i Coop:

- Vi synes, at det er meget hård sanktion set i lyset af, at situationen med skadedyret er håndteret korrekt. Men vi accepterer sanktionen ud fra det samlede forløb.  Det er Coops samlede vurdering, at forholdene nu er bragt i orden, siger Jens Juul Nielsen om at der blev fundet spindelvæv på lageret.


Vi kan ikke bare blive ved med at udstede bødeforlæg

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce