Annonce
Kolding

Forretningsdrivende i midtbyen hilser gratis parkering velkommen

I Koldings midtby er der stor glæde blandt de handlende over beslutningen om at gøre yderligere 355 centrale p-pladser gratis.

Brødtekst

Annonce

Simon Svanborg Peters, restaurantchef, Gorm's Pizza på Akseltorv: - Jeg ser meget positivt på, at der nu kommer flere gratis parkeringspladser i midtbyen. Det var en af udfordringerne før, for folk ville gerne ned i byen, men så skulle de betale for at parkere eller kunne ikke finde en plads. Så der forsvinder en forhindring mere for at lokke folk herned, og jeg håber, at vi kommer til at se flere mennesker på gaden på grund af det. Om det bliver noget, vi kommer til at mærke direkte her i restauranten, ved jeg ikke, men det kan i hvert fald ikke skade. Det er dejligt, at der bliver gjort noget for byen, og at vi kan mærke den her vilje til at løfte i flok, det er meget positivt, at der sker nogle konkrete initiativer for at holde gang i det her nede. Arkivfoto: Benedikte C. Rasmussen

Lau Tuxen, formand for City Kolding: - Nu har man taget et vigtigt skridt ved at tage hånd om det med betalt parkering. Nu er der kun syv til otte pct. betalingsparkering tilbage i midtbyen. Det er vigtigt, at kunderne kan komme til byen, og i konkurrencen med Kolding Storcenter har det været et minus for os, at det kostede at parkere i midtbyen. Så nu er vi da kommet det skridt videre, og det er vi glade for. Det har været et emne altid, men det har også været et spørgsmål om at finde en vej til politisk opbakning. Der har Jakob Ville, formand for teknik- og klimaudvalget, lyttet og gjort en indsats, og det at imødekomme vores ønske er dejligt, men vi er selvfølgelig ikke færdige, men der er taget et vigtigt skridt. Arkivfoto: Steffen Nielsen

Anders Hansen, bestyrer hos Smoke-It i Østergade: - Jeg tror, at det har en kæmpe betydning, for det er netop det, de kan tilbyde i Kolding Storcenter. Så det er kun godt, for hvis man vil have noget liv i midtbyen, så er det helt nødvendigt. Arkivfoto: Steffen Nielsen

Palle Freese, medejer af frisørsalonen Park Styling i Østergade: - Jeg tror, at parkeringen er et issue for nogen, som ikke vil betale de ti kroner i timen, men jeg tror også på, at hvis der ikke er noget at parkere efter, så nytter det ikke noget. Så det handler først og fremmest om, at vi har noget at tilbyde. Det var da noget, vi snakkede om, da vi flyttede vores salon fra Låsbygade, hvor der er gratis parkering, til Østergade, men vores kunder har ikke sagt "øv, nu skal vi betale for at parkere". Arkivfoto: Dorte Søgård Schou

Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce