Annonce
Kultur

Forsamlingshuse har mistet alle indtægter: Nu vil politikere undersøge, hvor pressede de er

- Forsamlingshusene er meget forskellige. Nogle er bedre polstrede end andre, og nogle har indtægter på anden vis, mens andre kun har indtægter fra fester, siger Ole Alsted fra lokaldemokratiudvalget. Arkivfoto: Martin Ravn
Hvordan ser økonomien ud for kommunens forsamlingshuse? Det spørgsmål ønsker lokaldemokratiudvalget at få svar på, fordi coronakrisen gennem næsten et år har fjernet deres eksistensgrundlag. Udvalgsformand Ole Alsted (V) siger, at det i nogle tilfælde kan blive nødvendigt at støtte forsamlingshusene økonomisk.

Kolding: Allerede under den første del af corona-krisen kom der meldinger om, at flere steder rundt i landet er forsamlingshuse økonomisk på spanden, fordi ordrebogen er blevet ryddet, mens regningerne for de faste udgifter stadig tikker ind.

Nu ønsker lokaldemokratiudvalget i Kolding at få det fulde overblik over, hvordan de mange lokale forsamlingshuse har det. Derfor har man bedt "forvaltningen tage temperaturen på hvordan landsbyernes forsamlingshuse klarer sig igennem covid-19-epidemien", som det formuleres i referatet fra udvalgets seneste møde.

- Vi kommer ikke med en blankocheck, men vi sender et signal om at hjælpe, hvis der er noget, vi kan hjælpe med. Det kan handle om at søge de rigtige hjælpepakker, eller det handler om andre ting, man står og bøvler med. Vi har både ekspertviden og rådgivning, så tingene måske ikke ser så uoverskuelige ud for de frivillige, som driver forsamlingshusene, siger Ole Alsted (V), der er formand for udvalget.

Annonce

Hånden under

Han har taget initiativ til undersøgelsen, fordi han har modtaget nogle bekymrende meldinger for enkelte forsamlingshuse. Det gælder eksempelvis i Harte, hvor forsamlingshusets formand selv har lagt ud for nogle af de faste udgifter, som lige nu ikke modsvares af indtægter fra udlejning.


Jeg kan ikke love noget, men hvis vores undersøgelse viser, at der er enkelte forsamlingshuse, der er ved at køre ud over kanten, så er det noget, vi er nødt til at holde hånden under.

Ole Alsted (V), formand for lokaldemokratiudvalget


- Jeg kan ikke love noget, men hvis vores undersøgelse viser, at der er enkelte forsamlingshuse, der er ved at køre ud over kanten, så er det noget, vi er nødt til at holde hånden under. Det går jeg ud fra, at vi kan finde opbakning til i byrådet, siger Ole Alsted.

Eksempelvis på Mors har kommunen for nylig oprettet en særlig pulje for forsamlingshuse, da en undersøgelse viste, at 11 ud 16 lokale forsamlingshuse vurderer, at deres økonomi er kritisk.

Ole Alsted mener, at forsamlingshusene er afgørende for den lokale sammenhængskraft, og derfor er det en vigtig sag at tage op i netop lokaldemokratiudvalget.

- Når vi taler lokaldemokrati, så handler det i høj grad om fællesskab og mødesteder, og forsamlingshusene er noget af det, vi skal værne om. Når jeg begynder at få bekymrende henvendelser, så bliver jeg også en smule bekymret. Deres eksistensgrundlag er jo, at vi kan samles og holde fester og møder, og det tæppe er rykket væk under dem, siger Ole Alsted.

Annonce

Det eneste rigtige

Beslutningen om at få kortlagt problemet bliver hilst velkommen af Uffe Elvej, der gennem flere år har været formand for forsamlingshuset i Hejlsminde.

- Sådan en kortlægning er det eneste rigtige at gøre, for ellers risikerer vi at miste nogle gode kolleger i vores branche. Forsamlingshusene er kulturbærere rundt omkring i de små samfund. Her samles folk både til barnedåb og efter begravelser, så de danner faktisk en ramme om hele vores liv, siger Uffe Elvej.

Aktuelt er der i øvrigt åbnet op for, at forsamlingshuse kan søge staten om hjælpe til faste udgifter, uden at man skal vedlægge en revisorerklæring. "Men desværre p.t. kun gældende for perioden 19. august 2020 til 31. oktober 2020 - dvs. ca. 2 1/2 måned. Det er dog bedre end ingenting", som foreningen Danske Forsamlingshuse skriver på sin hjemmeside.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Kolding For abonnenter

Steen havde job, kone, børn og hus - men røg på flasken: Nu bor han på forsorgshjem og forsøger at komme ud af sit misbrug

Annonce