Annonce
Udland

Forsker: Uprøvet ukrainsk præsident skal levere efter sejr

Sergei Supinsky/Ritzau Scanpix
Valgstedsmålinger peger på en historisk stor sejr til præsidentpartiet. Det forpligter, mener seniorforsker.

De første valgstedsmålinger fra søndagens parlamentsvalg i Ukraine tyder på, at præsident Volodimir Zelenskij står styrket.

Det mener seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier Flemming Splidsboel Hansen.

Præsidentens parti, Folkets Tjener, bliver ifølge målingerne det klart største parti med 43,9 procent af stemmerne.

- Det giver præsidenten gode kort til at prøve at forme Ukraines fremtid, som han ønsker det, hvilket han også har lovet vælgerne, siger Flemming Splidsboel Hansen.

- Han vandt jo en overbevisende sejr ved præsidentvalget i april, og nu har han så fået et yderligere styrket mandat.

- Det ser lovende ud for ham, og nu er det med at komme i arbejdstøjet og få leveret på de løfter, han har givet.

Den 41-årige komiker og skuespiller Zelenskij, der blev taget i ed i maj, havde ingen forudgående politisk erfaring.

Han opløste parlamentet og udskrev nyvalg, så snart han var indsat netop med det formål at styrke sit mandat.

Præcist hvad han vil bruge det mandat til nu, er dog "lidt uklart", mener seniorforskeren.

- Hans politik er på mange måder lidt vidtløftig. Det er jo et opgør med det etablerede system, og der er vælgerne nu søgt i retning af det nye, i håb om at der sker noget, siger han.

- Her ønsker man et opgør med den omfattende korruption i Ukraine, at der kommer økonomisk vækst, og så er der spørgsmålet om krigen i det østlige Ukraine samt om Krim. Det er nogle ganske store spørgsmål, og der håber vælgerne, at præsidenten kan levere resultater.

Holder valgstedsmålingerne, får præsidentpartiet ikke absolut flertal og skal derfor ud at lede efter koalitionspartnere.

Her er det unge parti Golos (Stemme, red.) en mulighed, hvilket Zelenskij selv har påpeget, da det deler mange af de samme ambitioner om at ændre den politiske kultur.

Men det kan blive svært, påpeger seniorforskeren.

- Korruptionen er af systemisk karakter i Ukraine, og det kræver en enorm indsats, siger Flemming Splidsboel.

- Det betyder ikke, at det ikke kan løses, og vi har også set fremskridt i Ukraine. Det vil kræve en benhård politik, og Zelenskij har allerede vist, at han er villig til at gå langt. Han taler jo blandt andet om at ophæve immunitet for parlamentsmedlemmer.

Flemming Splidsboel Hansen påpeger desuden, at valgstedsmålingerne ikke medtæller enkeltmandskredsene, som kan få stor betydning for den endelige fordeling af sæder i parlamentet.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Indland

Henriette Zobel er død 

Leder For abonnenter

Hemmelighedskræmmeri er uhyrligt

Danfoss beviser endnu engang en familieejet virksomheds styrke i forbindelse med sagen om den voldsomme forurening på Himmark Strand på Als. Her dumpede Danfoss med myndighedernes tilladelse årligt tonsvis af flydende industriaffald i 1950’erne og 1960’erne. Man vidste dengang ikke bedre, og Danfoss kan juridisk ikke gøres ansvarlig for udledningen. Jura og moral er imidlertid vidt forskellige ting. Og det moralske ansvar tager Danfoss på sig. Derfor er koncernen frivilligt gået i spidsen for det arbejde, som efter planen skal gøre området giftfrit senest i 2023. På egen hånd har Danfoss desuden iværksat den forundersøgelse, der skal afdække problemet. Sådan handler et firma, der skeler mere til anstændighed end bundlinje. Storsind i den målestok kan man udvise, når ejerne ikke er udenforstående aktionærer med et fuldt legitimt ønske om det maksimale udbytte af deres investering. Her har vi i stedet at gøre med familien Clausen, der ved denne og talrige andre lejligheder har bevist deres engagement i lokalsamfundet. Samme redelighed kunne man ønske sig fra Sønderborg Kommune. Her er der imidlertid spillet med beklageligt fordækte kort i denne sag. En aktindsigt afslører, at kommunaldirektør Tim Hansen forsøgte at mørkelægge et møde om forureningen mellem kommunen samt repræsentanter for Danfoss og regionen sidste år i oktober. Penge var motivet til hemmelighedskræmmeriet. Et udviklingsselskab var langt fremme med planerne for ferieområdet Nordals Ressort. I den forbindelse ville det være særdeles ubelejliget, hvis pressen begyndte at skrive om en kraftig forurening kun godt en kilometer fra ferieparadiset – mente altså kommunaldirektøren. En række eksperter vurderer samstemmende, at kommunaldirektøren hermed groft har overtrådt reglerne. Hvis det er tilfældet, må det naturligvis have konsekvenser. Men allerede nu kan der faktisk fældes en dom over Tim Hansen: Sådan handler en kommunal topchef, der skeler mere til bundlinjen end anstændigheden.

Annonce