Annonce
Varde

Forskere fraråder institution med kun specialbørn i Varde

Sct. Jacobi Skole vil egne sig godt til at være en specialskole, mener udvalgsformand Per Rask Jensen. Arkivfoto

Tre forskere fraråder i at lave en specialinstitution på sin egen adresse. Men udvalgsformand tror ikke, at forskerne har ret i, at specialklasserækker er bedst for børnene.

Varde: Specialklasserækker på folkeskoler er bedre end selvstændige specialskoler, mener tre forskere, som fraråder at omdanne to specialklasserækker på Tistrup Skole og Lykkesgårdskolen til en selvstændig specialskole, som politikerne har foreslået at placere på Sct. Jacobi Skole.

Hovedargumentet er, at forskningen viser, at specialbørn har gavn af at møde normale børn i gården, på legepladsen og til fælles arrangementer på skolen. Efter skolen skal de ud i det samme samfund som alle andre, og derfor skal de ikke isoleres.

Men argumentet overbeviser ikke Per Rask Jensen (V), der er formand for børn og undervisning.

- Jeg er fuldstændig enig i, at man er nødt til at have interaktion mellem børnene, siger han.

- Men det her gør det ikke værre.

Annonce

Specialinstitutionen

I dag har Varde Kommune en specialbørnehave, Solsikken, der ligger som nabo til en almindelig børnehave.På både Tistrup Skole og Lykkesgårdskolen er der en specialklasserække.

Børnehaven og de to specialklasserækker har politikerne foreslået at lægge sammen på Sct. Jacobi Skole fra 2020.

Eleverne på den nuværende Sct. Jacobi Skole skal til gengæld fordeles på de to øvrige byskoler.

Kommer mere ud i lokalområdet

Per Rask Jensen mener, at specialbørnene kommer til at opholde sig mere på deres distriktsskoler, når de får deres egen skole i Varde. Hans argument er, at i dag har specialklasserækkerne tilknytning til den almenskole, de ligger ved, mens en selvstændig specialskole skal samarbejde med alle de øvrige skoler.

- Det bliver en enhed for alle folkeskoler, siger han.

Men det ændrer ikke på, at eleverne ikke længere vil møde normalbørn i skolegården på Sct. Jacobi Skole alle de dage, de er der. Og ifølge forskerne deltager specialbørn mindre i fritidslivet, hvis de ikke møder normale børn i skolen.

- Men det giver ikke mening at integrere specialbørnene på en skole i et lokalområde, hvor de ikke bor. De skal ud i deres eget lokalområde og dyrke kammeratskaberne der, svarer Per Rask Jensen.

Bedre trivsel

Derudover synes Per Rask Jensen, at forskerne har et for snævert fokus på, hvad der kommer specialbørnene til gavn.

Han henviser til en undersøgelse, der viser, at børn i specialskoler trives bedre end børn i specialklasserækker. Det mener han ikke, at hverken han eller forskerne skal se bort fra.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce