Annonce
Udland

Forskere måler kraftigt forhøjet radioaktivitet ved sunket ubåd

Handout/Reuters
Flere sovjetiske atomubåde ligger på bunden af havet. En af dem er Komsomolets, der sank i 1989.

Norske forskere offentliggjorde fredag billeder af den sunkne sovjetiske atomubåd Komsomolets, der ligger på bunden af Norskehavet.

Nordmændene kunne sammen med russiske kolleger registrere radioaktivitet 100.000 gange højere end normalt.

Komsomolets er dog ikke den eneste sovjetiske atomubåd, der i dag ligger på havbunden, fortæller Søren Nørby, forsker ved Forsvarsakademiet.

- Sovjetunionens teknologi var ikke så god og forfinet som amerikanernes, og det betød også, at flere ting kunne gå i stykker. Samtidig er det selvfølgelig også en faktor, at de havde en del flere ubåde sammenlignet med amerikanerne.

- Og så er der også simpelt held og uheld til søs, der spiller ind. Selv dygtige folk kan komme ud for uheld, siger Søren Nørby.

Komsomolets sank i april 1989, og herudover ligger atomubåden kaldet K27 i Kara-havet nord for Sibirien, mens ubåden K159 ligger i Barentshavet.

Under den kolde krig havde Sovjetunionens ubåde da også deres primære aktivitet i Det Arktiske Hav, fortæller Søren Nørby.

- Ubådene med atommissiler lå hovedsageligt og opererede omkring Nordpolen. Det skyldtes blandt andet, at der herfra var kort vej til Washington D.C. i tilfælde af et amerikansk angreb.

- På en normal mission ville en ubåd da være afsted i tre til seks måneder, hvor den ville patruljere omkring Nordpolen og blot vente på ordre til at affyre et atommissil.

- Strategien var, at amerikanerne ikke skulle kunne vide, hvor Sovjetunionens atommissiler var, og derfor ville de altid kunne ramme amerikanerne med atomvåben, hvis de blev angrebet, siger han.

På trods af den højere radioaktivitet målt ved Komsomolets mener forskeren ikke, at man skal være nervøs for mængden af radioaktivitet.

- Nu er jeg ikke ekspert på radioaktivitet, men når ikke den norske regering er gået i panik, så er der nok meget godt styr på det.

Nordmændene fortalte ligeledes, at selv om der blev målt markant højere radioaktivitet ved vraget, var det ikke alvorligt.

Komsomolets havde ud over en atomreaktor til at drive ubåden to torpedoer med atomsprænghoveder om bord.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Kan vi i det mindste få ærlig kommunikation?

Det lover simpelt hen ikke godt for regeringens troværdighed. I ni ministerier har man skiftet kommunikationschef efter valget. I syv tilfælde er der blevet ansat en kommunikationschef, der træder ind ad døren med et cv præget af tætte personlige eller politiske relationer til den socialdemokratiske minister, der netop har sat sig til rette i ministerkontoret. Der er tale om tidligere personlige rådgivere, valgkoordinatorer og politisk frivillige i valgkampe. Det er dog et tilfælde, insisterer regeringen. Et helt ufatteligt tilfælde, fristes man til at tilføje. Alt er gået rigtigt til. De bedste er valgt, i hvert eneste tilfælde. Og ministrene har overhovedet ikke blandet sig. Hedder det sig. I Danmark er embedsmandskorpset ikke politisk udpegede. Der er godt nok en tendens til, at politikere omgiver sig med flere og flere rådgivere, men kommunikationschefer i ministerier er ikke rådgivere. De er embedsmænd, de arbejder for staten og dermed for borgerne. De får løn af statskassen. De er ikke socialdemokrater eller noget andet - de er upolitiske. Det er derfor, at ansættelserne af de syv kommunikationschefer stikker sådan ud. Det er derfor oppositionen - ført an af Ole Birk Olesen, Liberal Alliance, i en stadig mere og mere kontant retorik insisterer på at få svar fra ministrene på spørgsmålet: Er alt gået rigtigt til? Man forstår den stigende irritation, som bortforklaringerne fortsætter. Det er en dybt beklagelig udvikling. Det er muligt, at politikere har brug for mere og mere politisk rådgivning, og derfor har behov for politiske rådgivere. I så fald er det rådgivere, de skal ansætte, og det skal selvfølgelig ske transparent for alverden. Stå ved det, tag det efterfølgende politiske slagsmål i Folketinget, for ærligt talt vil det være en kamp, der er til at klare. Uanset hvad der siges lige nu på tværs af folketingssalen, vil den næste regering formentlig ansætte endnu flere politiske rådgivere, end denne har gjort. Sådan er trenden. Men vær dog ærlig. Drop skuespillet. Hellere politisk udvalgte kommunikationschefer end fordækte udnævnelser, der skaber tvivl om afsenderen på de budskaber, som vil komme ud af samtlige ministerier de kommende år.

Kolding For abonnenter

Piger på Frørupskolen til ansat: - Jeg slår dig ihjel

Annonce